generativ kunst

Generative kunstværker kan både være statiske og dynamiske, dvs. at der kan være tale om færdige værker eller værker, der konstant er i proces. Generativ kunst kan dermed både være billeder, skulpturer, animationer, musik, arkitektur, design og interaktive kunstværker, hvor publikums lyde og bevægelser er med til at påvirke den proces, der skaber værket. En del NFT-kunst er også generative kunstværker. NFT står for non-fungible token, som betyder en 'unik digital blockchain-fil'.

Generativ kunst forbindes med kunstnere som Harold Cohen, Frieder Nake, Georg Nees og Sol LeWitt og i nyere tid fx Refik Anadol, Mario Klingemann og Anders Hoff/inconvergent (billedkunst); Rafael Lozano-Hemmer (interaktive installationer); Brian Eno (musik); Michael Hansmeyer (arkitektur); IX Shells, Tyler Hobbs, Matt Kane og Dmitri Cherniak (NFT-kunst).

I Danmark forbindes generativ kunst bl.a. med kunstnere som Cecilie Waagner Falkenstrøm og Amalie Smith.

Generativ kunst udspringer af avantgardens forsøg på at underminere de traditionelle forestillinger om kunst som noget, der er skabt af en kunstner, og om kunstnere som mennesker med særlige evner.

Kunstretninger som dadaismen og surrealismen i starten af 1900-tallet eksperimenterede med mekaniske opfindelser, der kunne efterligne kunstnerens håndværk. Det, der fascinerede dadaisterne og surrealisterne, var at lade mekanikken få sit eget liv, så den kunstneriske skabelsesproces blev ustyrlig og uforudsigelig. Generativ kunst var dermed fra starten knyttet til nye opfindelser, og mange af kunstnerne var eller samarbejdede med forskere.

En af de første udstillinger af generativ kunst var kunstneren Desmond Paul Henrys soloudstilling Ideographs på The Reid Gallery i London i 1962. De udstillede værker var tegnet af en mekanisk tegnemaskine, som Desmond Paul Henry havde bygget af en analog bombesigtecomputer fra 2. verdenskrig.

Betegnelsen Generativ kunst blev dog først brugt i 1965 i forbindelse med tre små udstillinger på Galerie Wendelin Niedlich i Stuttgart af de tyske matematikere Georg Nees og Frieder Nake. Nees havde allerede tre år tidligere udstillet det, han kaldte Generative Computergraphik, hvorefter han havde skrevet ph.d.-afhandling om computergenereret kunst. Nake havde siden starten af 1960’erne eksperimenteret med Graphomat Z64; en tegnemaskine designet af ingeniøren Konrad Zuse, der i øvrigt også er kendt for at opfinde en forløber til computeren allerede i 1941.

I 1968 medvirkede Nees og Nake i udstillingen Cybernetic Serendipity på Institute of Contemporary Arts i London sammen med kunstnere som Nam June Paik og Jean Tinguely. Udstillingen præsenterede tidens nyeste opfindelser indenfor datalogi og teknologi, bl.a. tegne- og malemaskiner, robotter, lydaktiverede mobiler og computergenereret musik og poesi. Udstillingen blev en publikumsmæssig succes og turnerede videre til Washington og San Francisco. Den regnes for en afgørende begivenhed i udviklingen og populariseringen af generativ kunst.

Udover Nees og Nake var fysikeren Herbert Franke og kunstnerne Manfred Mohr, Michael Moll, Vera Molnár og Sol LeWitt pionerer indenfor den generative kunst. Frankes generative kunstværk SQUARE var med på Venedig Biennalen i 1970, og i 1979 var han medstifter af Ars Electronica; en festival for kunst skabt med nye medier. Også britiske Harold Cohen spillede en væsentlig rolle for udbredelsen af generativ kunst med sin lancering af AARON: En serie computerprogrammer, der kunne skabe abstrakte billeder, og som Cohen videreudviklede fra den første version i 1972 i flere nye versioner frem til sin død i 2016.

Generativ kunst var i lang tid et undergrundsfænomen, der primært kunne opleves på små gallerier – med Cybernetic Serendipity-udstillingen som en af få undtagelser. Med internettets udbredelse fik generativ kunst dog hurtigt et langt større publikum på onlineplatforme som Digital Art Museum DAM, Generative Gallery og Flickr.

På disse platforme er mange af kunstbranchens og kunstmuseernes regler sat ud af spil: Kunstnerne arbejder ofte under et alias, deler ofte deres værker gratis og lader andre kunstnere bearbejde deres værker eller arbejde videre med den algoritme eller det input, de selv har brugt. Dermed bliver det svært at definere et generativt kunstværk som et originalt værk eller knytte det til en specifik kunstner. Det bliver også svært at indsamle, bevare og sælge generative kunstværker på samme måde som kunstværker skabt i traditionelle medier. På den måde kan den generative kunsts onlineplatforme minde om de subkulturer, der opstod omkring graffiti og streetart fra 1960’erne og frem, hvor sløring af kunstnerens identitet og modstand mod at tjene penge på sine værker var bærende værdier. En markant undtagelse fra dette er dog NFT-kunsten, der omkring 2020-2021 udgjorde et væsentligt investeringsområde.

Efterhånden har den generative kunst fundet vej ind på kunstmuseerne og de etablerede gallerier med internationale udstillinger som Uncanny Valley: Being Human in the Age of AI på de Young Museum i San Francisco (2019) og In Your Code på Unit London i samarbejde med platformen AOI – Art On Internet (2022) og med danske udstillinger som CONNECT ME på Trapholt (2022) og Yet it moves på Copenhagen Contemporary (2023).

• computerkunst
• algoritme
• kunstig intelligens
• datalogi
• teknologi
• avantgarde

• Artikel om generativ kunst på Artland
• Artikel om at skabe generativ kunst og de mest kendte generative kunstnere på AIArtists
• Margaret A. Boden og Ernest A. Edmonds 'What is Generative Art?' 2009
• Philip Galanter: 'What is generative art? Complexity Theory as a Context for Art Theory' 2003