Trapholt er et museum fire km øst for Kolding ved Kolding Fjord. Museet blev stiftet i 1981 på baggrund af især Kolding Kunstforenings Samling.

Faktaboks

Også kendt som

Museum for Moderne Kunst og Design i Kolding

Bygninger

Ved indvielsen i 1988 fik museet til huse i ejendommen Trapholt, der var opført som sommervilla 1934-1936 af den hollandske møbelarkitekt og arkitekt A.P. Smits (1881-1957) i et haveanlæg af C.Th. Sørensen på nordsiden af Kolding Fjord.

Nybygningerne er opført 1986-1988, tegnet af arkitekterne Bente Aude (f. 1947)og Boje Lundgaard.

I 1996 udvidedes Trapholt ved Boje Lundgaard med en udstillingshal, det underjordiske Møbelmuseet med dansk møbeldesign samt en ca. 100 m lang mur og en skulpturhave, udformet i samarbejde med billedkunstneren Finn Reinbothe.

Trapholts samlinger

Foruden en stor Richard Mortensen-samling og en Franciska Clausen-samling rummer museet værker af bl.a. Anna Ancher, Egill Jacobsen, Per Kirkeby, Bjørn Nørgaard samt Axel Salto og Kaare Klint. Hertil kommer betydelige samlinger af kunsthåndværk og design.

Ved Trapholt ses desuden Arne Jacobsens Cube-flex sommerhus.

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig