Faktaboks

Amalie Smith
Født
2. november 1985, København
Amalie Smith
Af /Politiken/Ritzau Scanpix.

Amalie Smith er en dansk forfatter og billedkunstner. Hun er uddannet fra Forfatterskolen i 2009 og Det Kongelige Danske Kunstakademi i 2015. Hun arbejder inden for poesi, prosa, video, fotografi, installation, lydkunst og generativ kunst. Hendes værker er ofte hybrider mellem forskellige genrer og inddrager historiske emner, der kombineres på overraskende og ukendte måder.

Derudover kombinerer hun ofte flere fagligheder i sit arbejde. Kemi, arkæologi og kunsthistorie mødes fx i romanen Marble (2014), og datalogi, naturvidenskab og kulturhistorie i udstillingen Looming (2022).

Baggrund og inspiration

Smiths værker tager altid udgangspunkt i omfattende research. Hun er bl.a. optaget af overflader, hvad enten det er marmorskulpturens glatte overflade eller computerskærmens overfladiske gengivelser af virkeligheden. Hun interesserer sig også for dybereliggende strukturer, hvilket fx kom til udtryk i Looming og Thread Ripper (2020), som kredser om forskellige former for vævning – fra billedvævning over insekters arbejde til digitale bearbejdninger af billeder gennem et komplekst net af informationer.

En anden vigtig pointe for Smith er, at materialet bærer en betydning i sig selv. Dermed minder hendes kunstneriske tilgang om medieforskeren Marshall McLuhans teori om "The Medium is the Message"; dvs. at ethvert medie eller materiale på forhånd bærer et budskab om fx underholdning (tegneserien), industri (stål, lysstofrør) eller noget, der varer evigt (maleri, skulptur).

Amalie Smith placerer sig mellem forskellige kategorier. Det kan være forskellige kunstneriske genrer, videnskabelige discipliner eller kulturelle kategorier. Således rummer hendes litterære udgivelser gerne både kulturhistorie, elementer fra andre fag og mindre finkulturelle elementer som den traditionelle kærlighedshistorie. De elementer, der mødes i hendes værker, er som regel forbundet gennem sproglige sammenfald.

Amalie Smiths litterære udgivelser

Amalie Smith debuterede i 2010 med hybridværket De næste 5000 dage, der kombinerer fotografi og tekst og gør brug af flere genrer inden for både litteratur og kunst. I 2012 fulgte I civil, en samling af digte, prosatekster og fotografier, der kredser om et kærlighedsforhold, som sættes på prøve af alvorlig sygdom.

Smith romandebuterede i 2014 med Marble og har siden skrevet romanen Thread Ripper (2020). Hun har desuden udgivet filmromanen Fabrikken falder (2010) på forlaget emancipa(t/ss)tionsfrugten.

Smiths litterære værker omhandler forholdet mellem materiale og idé og følger ofte lange spor af associationer. Således handler Thread Ripper om en billedvæver, der arbejder på et digitalt værk, men samtidig behandler romanen kærlighed, DNA, plantevæv samt forbindelser mellem digitale og analoge strukturer.

Udstillinger og udsmykninger

Amalie Smith har udstillet på en række danske museer, bl.a. ARoS (Cool, Calm and Collected, 2017; Monstrøse maskiner, 2021); Statens Museum for Kunst (ENTER, 2019) og Holstebro Kunstmuseum (Looming, 2022). Derudover har hun udstillet i Australien, England, Island, Letland, Sverige og Tyskland.

Smith har desuden udført udsmykninger på Ørestads Gymnasium (2018) og i Kanalbyen i Fredericia (2022).

Amalie Smith har modtaget flere arbejdslegater fra Statens Kunstfond samt priser og hædersbevisninger som Bukdahls Bet – Den Smalle Litteraturpris for romanen Fabrikken falder (2011), Kronprinseparrets Stjernedryspris (2015), N. L. Høyen Medaljen (2023) og Foreningen af Danske Kunstkritikeres pris for Årets Udstilling for Looming (2023).

Læs mere i Den Store Danske

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig