Jerne Kirke

Rundt om kirken findes den middelalderlige kirkegård, som i det store hele har bevaret sin middelalderlige grænser. Den middelalderlige kirkegård er omgivet af kampestensdiger, som blev omsat og reguleret i syd og vest i 1953, hvorved der blev skåret af en oldtidshøj i kirkegårdens sydvestre hjørne. Den gamle kirkegårds indgange består af køreporte i nord og vest og fodgængerlåger i syd og øst. Nord for vejen nord om kirken findes et væsentligt større kirkegårdsafsnit, som først blev indviet i 1922.

Kirken består af et romansk kor med en apsis og et skib, som er bygget af granitkvadre, samt et tårn fra 1460’erne mod vest. Våbenhuset nord for skibet er sandsynligvis også fra senmiddelalderen, mens et sakristi ved skibets sydmur er fra omkring 1740.

I den ganske anseelige romanske bygning, dvs. koret, apsissen og skibet, er der bevaret flere detaljer helt fra den oprindelige opførelsestid. Oprindelig havde kirken som alle andre middelalderkirker to indgangsdøre, som fandtes mod nord og syd i skibets vestende. I Jerne Kirke var disse døre dog noget usædvanligt forskudte i forhold til hinanden. Af disse døre er norddøren tilmuret, men stadig synlig udvendig som en niche, mens syddøren er meget udvidet i forhold til den oprindelige størrelse. Syddøren stod tilmuret mellem 1914 og 1942, hvor våbenhuset blev benyttet som ligkapel. I korets sydside findes der også en oprindelig præstedør, som i dag fører ind til sakristiet. Af de oprindelige vinduer kan man se to på skibets sydside og tre på nordsiden, der er bevaret som udvendige nicher.

Kirkens ældste tilbygning er som nævnt tårnet ved skibets vestgavl. Det høje tårn tjente i århundreder som sømærke for søens folk. Det er bygget af munkesten og har tre etager. Sit nuværende udseende fik tårnet dog i 1891, hvor nord-, syd- og vestmuren blev skalmuret med store, røde sten. Kun østmuren fremstår derfor middelalderlig. Indvendigt er tårnrummet forbundet med skibet via en rund bue. Mellem 1914 og 1942 fungerede tårnrummet som våbenhus. Derfor var der indsat en dør i tårnets nordside, som dog nu er tilmuret, ligesom en bræddevæg med en dør adskilte rummet fra skibet. Øverst har tårnet et saddeltag med gavle i øst og vest, som er udsmykket med høje, spidse blændinger, dvs. dekorative murnicher.

Det lave våbenhus nord for skibet er første gang nævnt i 1791, men stammer sandsynligvis ligesom tårnet fra senmiddelalderen.

Sakristiet på korets sydside blev oprindelige bygget som et privat gravkapel. Det er en lille lav bygning, som er bygget af granitkvadre nederst og små røde mursten øverst. Bygningen fungerede som gravkapel indtil 1891, hvor kisten blev gravet under gulvet. En del af byggematerialerne i sakristiet stammer muligvis fra et ældre, middelalderligt sakristi, som stod nord for koret og blev revet ned i 1700-tallet.

Kirkens tagværker stammer i det store hele fra middelalderen og er lavet af egetræ.

Indvendigt præges kirken af de hvidkalkede vægge og de hvælvede lofter, som for korets vedkommende stammer fra 1460’erne, mens skibets er fra omkring år 1500.

Kirken er i dag uden kalkmalerier. Ved en restaurering i 1891 blev der dog fundet spor efter to perioders kalkmalerier i koret og skibet. På hvælvene blev der således fundet spor af omfattende dekorationer med sparrer (pileformede dekorationer), blomster og blade – dekorationer som kendetegner den såkaldte ”Liljemester”, som var aktiv omkring år 1500. På korbuens nordre del blev der desuden fundet svage spor efter en nadverscene fra ca. 1550-1600.

Det eneste stykke middelalderligt inventar, der i dag findes i kirken, er den romanske døbefont. Fra tiden lige efter Reformationen stammer alterstagerne og den ligeledes gotiske prædikestol i egnstypisk stil, mens altertavlen, udført i 1653-1654, også har flere paralleller blandt billedskærerarbejder i egnens kirker. Den udmærker sig ved sine oprindelige malerier og samtidige farvesætning.

Kirkens ældste inventarstykke er den romanske døbefont af granit. Den adskiller sig noget fra andre døbefonte på egnen, særligt med sin næsten pyramideformede fod, der har udhuggede hoveder på hjørnerne op mod overgangen til kummen.

Kirkens alterbord er senmiddelalderligt, muligvis fra perioden 1475-1500. Det er muret af munkesten, og blev muligvis gjort en anelse lavere ved en undersøgelse i 1942, hvor et nyt panel i renæssancestil også blev sat på alterbordets yderside.

Prædikestolen fra ca. 1550-1575 er opbygget af seks høje, smalle fag, hvoraf fire udgør selve kurven, mens de to danner en bro til væggen. Felterne udfyldes af næsten ens, gotiske stavværksvinduer, og opdeles af udskårne søjler (balustre), som krones af englehoveder. Underdelen og opgangen til prædikestolen er fra 1892, men er skåret i gammel stil.

Altertavlen er udført af samme snedker som altertavlerne i både Vester Nykirke og Øster Nykirke. Den består af et tredelt storstykke og et topstykke med gavl og er rigt udsmykket med udskårne figurer og snoede søjler. Det centrale maleri forestiller den sidste nadver, mens de to andre malerier nederst viser Kristi dåb og bønnen i Getsemane have. På det øverste maleri ses korsfæstelsen.

Kirkens alterstager er fra omkring år 1550, i gotisk stil, mens kirkens øvrige altersølv er yngre, primært fra 1700-tallet og 1900-tallet.

Kirkens stolestader, dvs. bænkene, er fra 1881 med gavle fra 1942.

Af gravminder i og omkring kirken kan nævnes et epitafium, dvs. en mindetavle, fra 1747, som er rigt udsmykket med udskårne figurer og blade, samt hele 12 gravsten fra 1700-tallet og en enkelt såkaldt bondegravsten fra 1594.

• folkekirken
• kirkearkitektur

• Danmarks Kirker
• Jerne Kirke på sogn.dk