Faktaboks

Ingstrup Kirke
Sogn
Ingstrup Sogn
Provsti
Jammerbugt Provsti
Stift
Aalborg Stift
Kommune
Jammerbugt Kommune

Ingstrup Kirke er en oprindeligt romansk kirke i landsbyen Ingstrup i det vestlige Vendsyssel. Den er præget af store ombygninger senere i middelalderen, hvor blandt andet det brede tårn kom til.

Kirkebygning

Kirken set fra nordøst

Ingstrup Kirkes ældste dele er bygget i granitkvadre og står med synligt murværk, mens det brede, sengotiske tårn er hvidkalket. Tårnet har gavle i syd og nord.

Kirken set fra nordøst
Af .

Kirken består af et kor, en apsis og et skib fra romansk tid (ca. 1050-1275). Senere i middelalderen, i sengotisk tid (ca. 1400-1550), tilføjede man et våbenhus på skibets sydside og det karakteristiske, brede tårn på skibets vestende.

Udvendigt står det meste af kirken med synligt murværk med undtagelse af det hvidkalkede tårn. Tagene er belagt med bly bortset fra våbenhuset, som er med rødt tegltag.

Den romanske kirke

I romansk tid blev mange kirker opført af natursten. Dette gælder også i Ingstrup Kirke, hvor de ældste dele er bygget af granitkvadre.

I kirkens ældste dele er der bevaret flere oprindelige detaljer. Som alle andre middelalderkirker havde kirken oprindeligt to indgangsdøre, som fandtes mod nord og syd i skibets vestende. Af disse er syddøren stadig i brug, mens den tilsvarende norddør blev muret til med granitkvadre allerede i middelalderen. De små vinduer på kirkens nordside er alle romanske og er genåbnet i nyere tid.

Tilbygninger og ombygninger

Omkring år 1500 gennemgik kirken store forandringer. I kirkerummet blev der indbygget hvælvede lofter, hvor der før var flade bjælkelofter, og apsissen blev adskilt fra koret ved en indskudt mur.

På vestenden af kirken blev der opført et meget bredt tårn af granitkvadre, som muligvis kom fra den nedrevne Kettrup Kirke ca. fire km mod nordvest. Den øvre del af tårnet er dog bygget af munkesten. Øverst har tårnet et saddeltag med gavle i syd og nord. Våbenhuset er bygget af samme type materialer som tårnet, og i østmuren kan man se en kvader, som i romansk tid var overligger til et nu forsvundet vindue, måske også fra Kettrup Kirke.

Kirkens indre

Kirkerummet fremstår med de hvidkalkede vægge og hvælvede lofter som et enkelt rum. I koret er der bevaret enkelte kalkmalerier.

Kalkmalerier i Ingstrup Kirke

Kalkmaleri i Ingstrup Kirke

I kirkens kor er der bevaret kalkmalerier, som er lavet omkring 1450-1475. Her ses en uidentificeret bispehelgen.

Kalkmaleri i Ingstrup Kirke
Af .
Kalkmaleri i Ingstrup Kirke

Kalkmaleri af Markusløven. Loftet har muligvis også været udsmykket med de andre evangelisters symboler.

Kalkmaleri i Ingstrup Kirke
Af .

I koret er der øverst i hvælvet bevaret små kalkmalerier, som blev blotlagt i 2010. De er lavet af samme værksted som kalkmalerierne i Jetsmark Kirke og stammer fra omkring 1450-1475. De forestiller to kirkelige personer og et evangelistsymbol, hvilket tyder på, at loftet også har været udsmykket med de andre evangelisters symboler. Det bevarede symbol forestiller løven, som repræsenterer evangelisten Markus.

Inventar og gravminder i Ingstrup Kirke

Inventaret i Ingstrup Kirke er rigt og præges særligt af inventardele fra 1500-tallet og 1600-tallet.

Inventar fra romansk tid

Kirkens ældste inventarstykke er den romanske døbefont af granit, som er helt enkel og uden egentlig udsmykning. Også alterbordet af murede granitkvadre er romansk og har en bordplade med et såkaldt relikviegemme, dvs. en fordybning, hvor man opbevarer relikvier.

Korbuekrucifiks fra gotikken

I kirken hænger også et gotisk korbuekrucifiks, hvor korsets øverste arm er beskadiget. Som navnet antyder, har krucifikset efter alt at dømme først hængt over korbuen.

Inventar fra 1585

Ingstrup Kirke

Altertavlen i Ingstrup Kirke er en fløjaltertavle, hvilket vil sige, at den er opbygget som et skab med låger. Skabet indeholder et korsfæstelsesmaleri fra 1907 malet af Christian Bang (1868-1950). På fløjene er der forgyldte indskrifter.

Af .
Licens: CC BY SA 4.0

I 1585 gennemgik inventaret en større udskiftning, da både altertavlen og prædikestolen blev udskiftet.

Altertavlen er en lutheransk fløjaltertavle i ungrenæssancestil. At den er en fløjaltertavle betyder, at den er opbygget som et skab med låger. Den har små, trekantede gavle, to på midterskabet og én på hver af fløjene, altså ”lågerne”. På fløjene er der forgyldte indskrifter, mens skabet indeholder et korsfæstelsesmaleri fra 1907.

Prædikestolen er lavet af samme håndværker som altertavlen. Den er opbygget af seks fag, hvoraf de tre forreste typisk for Nordjylland springer frem som en karnap. Den indeholder forskellige bibelske motiver. Forrest ses en korsfæstelsesscene.

Også kirkens bænke er fra renæssancen, men deres præcise datering kendes ikke.

Gravminder

I tårnrummet findes der flere gravminder. Det ældste er en romansk gravsten af granit med et indhugget kors, ligesom der findes gravsten fra 1587 og 1598. I skibets nordmur sidder desuden en mindetavle fra 1718.

Læs mere i Den Store Danske

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig