"Flag of Interests" i Holms Hus i Nuuk, Grønland
Hesselholdt & Mejlvang arbejder ofte med nationalitet og tilhørsforhold og inddrager gerne flag i deres projekter. Her har de manipuleret det grønlandske flag, hvis to halvcirkler er klippet op til silhuetter af de lande, der har politiske interesser i Grønland.
"Flag of Interests" i Holms Hus i Nuuk, Grønland
Af .

Hesselholdt & Mejlvang er en dansk kunstnerduo, der har eksisteret siden 1999. Duoen består af Sofie Hesselholdt (f. 1974) og Vibeke Mejlvang (f. 1976). De er begge uddannet fra Det Fynske Kunstakademi, hvor de mødte hinanden, og Det Kongelige Danske Kunstakademi, hvor de blev færdiguddannede i 2006.

Hesselholdt & Mejlvang arbejder især med performance og installationer, der tager udgangspunkt i det sted, de er lavet til. Deres værker handler ofte om det, vi har til fælles, og som former vores identitet. Det kan fx være vores sprog (Language Creates Reality, Heartland Festival 2022), vores nationalitet (Native, Exotic, Normal/Circle of Flags, Roskilde Festival 2016; Flag of Interests, Holms Hus, Nuuk 2020; Beetroot Passport, Kunsthal Charlottenborg Biennale 2021) eller Covid19-nedlukningerne (An Explosive Moment, Det Classenske Bibliotek 2020). Derudover bruger Hesselholdt & Mejlvang ofte deres værker til at stille spørgsmål om magt og ulighed i verden.

Baggrund og inspiration

"Homeland Security"

Homeland Security handlede om menneskers forhold til deres hjemland og deres behov for at beskytte det. 'Security' skal derfor ikke kun forstås som det positive ord 'sikkerhed', men peger også på den måde, mennesker går til yderligheder på for at sikre det, der er vigtigt for dem. Udstillingens løve er lavet af koskind og er ét af mange eksempler på noget, der udgiver sig for at være noget andet, end det er.

"Homeland Security"
Af .

Hesselholdt & Mejlvang arbejder som regel aktivistisk: De ønsker med deres kunst at sætte tanker i gang, starte diskussioner og inspirere til handling, så samfundet forandrer sig positivt. I deres værker tager de ofte udgangspunkt i bestemte ord, som de mener, er mindre positive end de umiddelbart opfattes. Det kan være ord som fællesskab eller sikkerhed (bl.a. værket Homeland Security, Gl. Strand 2012). De interesserer sig også meget for spørgsmål om nationalitet, landegrænser og geografiske og kulturelle tilhørsforhold.

Hver gang Hesselholdt & Mejlvang laver et nyt værk, starter de med en omfattende research. De undersøger mange forskellige emner, der kan være tæt knyttet til værkets emne, eller mere løst associeret med det.

Native, Exotic, Normal

I 2016 lavede Hesselholdt & Mejlvang udstillingen Native, Exotic, Normal i Den Frie Udstillingsbygning. Udstillingen handlede om racisme og hierarkier mellem forskellige folkeslag, og for at lave udstillingen havde de bl.a. undersøgt:

  • Hvilke hudfarver, læger bruger til at adskille de forskellige menneskeracer fra hinanden. Hesselholdt & Mejlvang brugte en hudlægeskala til at bestemme, hvilken farve væggene i udstillingsrummene skulle have.
  • Hvilket skib, Christoffer Columbus sejlede i, da han opdagede Amerika. En model af skibet indgik i deres udstilling sammen med danske designermøbler.
  • Det arabiske sprog, som de brugte til at skrive "I Østen stiger solen op" på en af væggene i udstillingen.
  • Koloniseringen af Sydafrika og dens betydning for Khoikhoi-stammen, områdets oprindelige befolkning. Hesselholdt & Mejlvang brugte deres viden om Khoikhoi-stammen til at skrive en tekst, der forklarede sammenhængen mellem kolonisternes betegnelse af den oprindelige befolkning som "hottentotter" og udstillingens ballonskulpturer formet som eksotiske frugter.
Udstillingsfoto fra Native, Exotic, Normal i Den Frie Udstillingsbygning
I udstillingen Native, Exotic, Normal satte Hesselholdt & Mejlvang spørgsmålstegn ved kolonisering og hierarkier mellem forskellige nationaliteter. På udstillingen var alle rum farvesat ud fra en hudlægeskala. Et af rummene tematiserede koloniseringen af Sydafrika, hvis oprindelige befolkning tidligere blev omtalt som "hottentotter" og på udstillingen var fremstillet som en slags karikerede ballondyr sammen med en tekst, der fortalte historien bag.
Udstillingsfoto fra Native, Exotic, Normal i Den Frie Udstillingsbygning
Af .

Party & Lost

I 2010 slog Hesselholdt & Mejlvang sig sammen med tre andre kvindelige kunstnerduoer: Bank & Rau, Ingen Frygt og Randi & Katrine. Sammen lavede de udstillingen Party & Lost på Den Frie Udstillingsbygning. Med udstillingen ønskede de at vise, at en kunstner kan være andet end en hvid mandlig maler – og udstillingens feministiske pointe blev netop understreget af, at alle kunstnerne var kvinder, alle var duoer fremfor individer, og alle værker var noget andet end maleri.

Med gruppeudstillingen Party & Lost kommenterede Hesselholdt & Mejlvang den måde, kunsthistorien traditionelt er blevet skrevet på: med fokus på mandlige malere og på den enkelte kunstners individuelle bedrifter. Udstillingen var derfor lavet i samarbejde med to andre kvindelige kunstnerduoer og rummede flere forskellige kunstneriske medier, men ingen malerier.
.

Udstillinger, udsmykninger og kunstsamlinger

"Language creates reality"
Hesselholdt & Mejlvang er meget optagede af den måde, vi bruger sproget på, og den magt det giver at kunne bruge sproget taktisk. I værket Language creates reality havde de samlet en række udsagn om sprogets magt og ophængt dem som bannere langs et 70 m spor fra Heartland Festivals indgang.
"Language creates reality"
Af .

Hesselholdt & Mejlvang har udstillet og performet på en lang række danske museer og kulturinstitutioner, bl.a. Thorvaldsens Museum (This Moment Is the Beginning, 2019), KUNSTEN Museum of Modern Art Aalborg (KUNSTEN Retro, gruppeudstilling 2020; Drømmeland, gruppeudstilling 2014; Match Race, gruppeudstilling 2007; m.fl.) og HEART (Socle du Monde Biennale 2010, 2017 m.fl.).

Hesselholdt & Mejlvang har også haft soloudstillinger i Finland, Nordirland, Norge, Korea, Sverige, Tyskland og Ukraine. Derudover har de deltaget i en lang række gruppeudstillinger over hele verden.

Duoen har desuden udført flere offentlige udsmykninger, bl.a. på Skovsnogen Artspace (The Tattoed Urn, 2017), Falkonergårdens Gymnasium (This MOMENT, 2019) og KØN Gender Museum Denmark (Monument of Equality, 2023). Deres værker findes i private og offentlige kunstsamlinger i Danmark, Finland, Norge og Sverige.

Læs mere i Den Store Danske

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig