Hårslev Kirke (Nordfyns Kommune)

I romansk tid blev mange kirker opført af natursten. Dette gælder også i Hårslev Kirke, hvor de ældste dele er bygget af granitkvadre. Den romanske kirker følger den traditionelle grundplan med skib, smallere kor og en apsis. Enkelte oprindelige dør- og vinduesåbninger fra denne tid er bevaret og ses stadig i murværket – det gælder fx kirkens nu tilmurede norddør, som tydeligt ses i facaden. Kirken er født med flade lofter og får først senere indsat hvælv.

Forlængelsen af koret ses tydeligt på kirkens facade, hvor byggematerialet skifter fra granitkvadre til gotikkens foretrukne byggemateriale, munkesten, mens de romanske granitkvadre genanvendes til soklen. Da koret bliver udbygget, bliver det i samme forbindelse udstyret med hvælv og en kamtakket gavl med blændingsdekorationer – et typisk træk ved den gotiske arkitektur. Korets udvendige klokkespir ses i dag som en dyb afrundet murniche i facaden.

Både kapellet, tårnet og våbenhuset er ligesom koret bygget med blændingsdekorationer i facaden og kamtakkede gavle. Kirken får sit tårn i midten af 1400-tallet, som først i senmiddelalderen bliver forhøjet til de fire stokværk, dvs. etager, som det står med i dag. Klokkestokværket øverst er udstyret med to glamhuller mod hvert verdenshjørne, hvorfra klokkens klang kan undslippe.

Triumfmuren mellem kor og skib bliver gjort spidsbuet efter gotisk forbillede. I denne ses i begge sider spor efter sidealtre fra katolsk tid, som formentligt er sløjfet efter Reformationen, hvor disse mistede deres funktion.

Indvendigt præges kirkerummet særligt af de hvidkalkede vægge og de krydshvælvede lofter over både skib, kor og kapel. De større inventardele er i dag holdt i brune og mørkegrønne nuancer, som fortrinsvist stammer fra 1800- og 1900-tallets istandsættelser.

I skibets midterste hvælv ses en sjov detalje. Tre mandshoveder udhugget i teglsten sidder på hvælvets nordlige og østlige del.

Kirkens ældste inventarstykke er den romanske døbefont af rødlig granit. Den er enkelt udsmykket med en snoet dekoration mellem skaftet og kummen, som er helt glat og uden udsmykning, mens døbefontens fod er terningformet.

Kirkens alterbord er fra senmiddelalderen, og er muret i munkesten, men omgivet af et yngre panelværk i træ fra 1600-tallet, og stammer formentligt fra det tidspunkt, hvor koret forlænges.

Kirken har et sengotisk korbuekrucifiks i træ fra slutningen af 1400-tallet, mens selve korset er af nyere oprindelse. Bemalingen på både figur og kors stammer fra 1870, men dækker over flere ældre lag som er påvist ved farvearkæologiske undersøgelser, hvorfra man flere steder på figuren kan se prøver på de ældre farver. I dag hænger krucifikset på nordkapellets østvæg.

Kirkens prædikestol i højrenæssancestil er fra 1630’erne, og har søjleudsmykning samt bibelscener fra Det Gamle og Det Nye Testamente, bl.a. syndefaldet, bebudelsen, korsfæstelsen og opstandelsen. Prædikestolens nuværende bemaling er fra 1928.

Alterstager, dåbsfad, alterskranke og alterkalk, bægeret som bruges under nadveren, er alle fra 1500- og 1600-tallet. Sidstnævnte er udstyret med mestermærke for den sølvsmed, som har lavet kalken og en dobbeltlilje, Odenses bymærke. Kalken er blandt de ældste stykker af kirkesølv fra Fyn med et mestermærke.

Altertavlen er fra 1845, forestiller Bebudelsen med ærkeenglen og Maria, og er malet af Christoffer Faber (f. 1800), som i sin samtid leverede mange alterbilleder til flere fynske kirker.