Grønlands forfatningsretslige historie

I begyndelsen af 1830’erne skete der nogle store ændringer i den danske forståelse af dansk tilstedeværelse i Grønland. Det blev indledningen til den anden del af den anden forfatningsretlige periode. Ændringerne i 1830’erne kom i kølvandet på, at W.A. Graah i 1831 kom tilbage til Danmark fra fire års ekspedition op langs Grønlands østkyst (1828-1831).

Graah konkluderede, at der ingen efterkommere efter nordboerne var tilbage i Grønland. Graahs konklusion skabte en fundamental omlægning af den danske tilstedeværelse i Grønland. Det fremgår tydeligt af de anbefalinger, som Kommissionen af 1835 besluttede.

Den nye danske tilgang til at være i Grønland betød, at kolonistyret gik væk fra princippet om adskillelse. Det nye princip blev i højere grad at inddrage den lokale inuit-befolkning og igangsætte en mere målrettet assimileringsstrategi. Skolesystemet blev udbygget, og der blev introduceret nye fag som for eksempel geografi.

I 1847 blev kateketuddannelsen etableret ved Ilinniarfissuaq i Nuuk (dengang Godthaab) og i 1848 blev kateketuddannelsen etableret ved Ajoqersuivissuaq i Ilulissat (dengang Jakobshavn). Avisen Atuagagdliutit begyndte at udkomme i januar 1861. Til forskel fra Island og Færøerne blev Grønland ikke inddraget under den første frie danske grundlov i 1849.

Fra 1782 og frem til slutningen af 1850'erne var den eneste formelle statsorganisering de to inspektorater, et for Sydgrønland og et for Nordgrønland. I årene 1857-1861 blev lokale forstanderskaber etablerede ved de enkelte kolonier. Det var naturligvis ikke en demokratisk politisk institution, som vi kender det i dag. Kun selvforsørgende fangere havde valgret. Andre borgere fik først senere adgang til de samme demokratiske rettigheder. Det var første gang, den grønlandske befolkning fik adgang til at deltage i en form for demokratisk politisk proces efter europæisk forbillede. Denne anden del var gældende til 1908.

På det demokratiske plan var perioden karakteriseret ved, at forstanderskaberne i 1911 blev afløst af to regionale landsråd, Sydgrønlands Landsråd og Nordgrønlands Landsråd, der var placeret i henholdsvis Nuuk (dengang Godthaab) og Qeqertarsuaq (dengang Godhavn). På det økonomiske plan indledte koloniadministrationen en økonomisk omlægning ved at intensivere fiskeriet og igangsætte en industriel fiskeindustri.

Den – set fra danske koloniadministrations side – i mange henseender velfungerende koloniale struktur blev afbrudt, da Danmark den 9. april 1940 blev invaderet af Tyskland, men strukturerne fortsatte formelt frem til, at Grønland den 5. juli 1953 kom ind under den danske grundlov.

Den danske strategi med at indlemme Grønland i Kongeriget Danmark blev en realitet med vedtagelsen i Danmark og på Færøerne af Danmarks Riges Grundlov, som trådte i kraft den 5. juni 1953. Den grønlandske befolkning havde ikke stemmeret ved folkeafstemningen om den nye grundlov. Grønlands indtræden i den danske grundlov skabte en helt ny juridisk ramme for Grønland, og det var begyndelsen på den fjerde forfatningsretlige periode.

Formelt var Grønland og den grønlandske befolkning nu en ligeberettiget del af Kongeriget Danmark. FN kvitterede ved den 9. september 1954 at vedtage en resolution, hvor Danmark blev fjernet fra listen over kolonimagter.

Demokratisk set fik Grønland i 1953 to medlemmer i Folketinget, og de to landsråd var i 1951 blevet samlet til et Grønlands Landsråd. Reelt fortsatte store dele af den koloniale struktur og logik intakt. Den reelle beslutningskompetence for de overordnede rammer for styrelsen af Grønland lå fortsat hos de danske myndigheder i København.

For at få accept fra FN på indlemmelsen af Grønland måtte Danmark gennemføre omfattende økonomiske investeringer i Grønland. De blev kendt som G-50 og G-60 planerne. Et af de mest markante udtryk for, at der fortsat var tale om et ulige forhold mellem Grønland og Danmark, var, at der først i 1958 blev indført et hjemstavnskriterium, der betød, at alle, der blev defineret som grønlændere, fik en reduceret løn. I forlængelse heraf blev der i 1964 indført et fødestedskriterium, der betød, at man fik mere i løn, hvis man var født i Danmark, end hvis man var født i Grønland. Begge legitimerede således forskelle i løn mellem personer født i Grønland og personer ikke født i Grønland.

Det var først senere, at alle dele af Grønlands befolkning blev inkluderet i den lovgivning og de administrative tiltag, som blev gennemført. Thulebefolkningen (inughuit) og den østgrønlandske befolkning (iiviit) fik først i 1958 lov til at stemme ved folketingsvalg, og det var først ved lov af 26. april 1961, at de to befolkninger fik mulighed for at blive repræsenteret i Grønlands Landsråd.

På baggrund af beslutningen i FN, og fordi grønlænderne ikke havde stemmeret ved folkeafstemningen om grundloven i 1953, samt fordi al lovgivning for Grønland fortsat udgik fra Folketinget, kan denne fjerde forfatningsretlige periode betragtes som en fortsættelse af den koloniale relation mellem Grønland og Danmark. Imidlertid er den dominerende betragtning, at den koloniale relation blev ophævet med ændringen af grundloven i 1953.

Det fortsatte fjernstyre, som man i Grønland oplevede efter indtræden i Kongeriget Danmark, fik for alvor i begyndelsen af 1960'erne flere yngre grønlændere til at fremsætte krav til, at relationen mellem Danmark og Grønland skulle ændres.

Presset fra Grønland blev så stort, at Danmark i januar 1973 gik med til at nedsætte et hjemmestyreudvalg. Udvalget blev i oktober 1975 afløst af den dansk-grønlandske hjemmestyrekommission. Resultatet af hjemmestyrekommissionens arbejde og anbefalinger blev, at Folketinget den 19. november 1978 vedtog Lov om Grønlands hjemmestyre.

Omkring årtusindeskiftet var der flere politikere, som ønskede at få udvidet den gældende hjemmestyreordning. Ved årsskiftet 1999-2000 besluttede Grønlands landsstyre derfor at nedsætte en selvstyrekommission. Kommissionen afleverede sin betænkning den 11. april 2003. Året efter, den 21. juni 2004, underskrev den grønlandske landsstyreformand og den danske statsminister et kommissorium for en grønlandsk-dansk selvstyrekommission.

Kommissionens betænkning blev afsluttet den 17. april 2008. En folkeafstemning i Grønland den 5. november 2008 viste, at der i befolkningen var et flertal for at indføre selvstyre i Grønland. Den 5. februar 2009 fremsatte den danske regering forslag om lov om Grønlands Selvstyre. Loven blev vedtaget af Folketinget den 19. maj 2009. Den 12. juni 2009 underskrev Hendes Majestæt Dronningen og statsministeren. Lov om Grønlands Selvstyre, og Grønlands Selvstyre trådte i kraft den 21. juni 2009. Derved var der taget hul på den sjette forfatningsretlige periode.