Lov om Grønlands Selvstyre overrækkes.
Dronning Margrethe overrækker Lov om Grønlands Selvstyre til Landstingsformand Josef Motzfeldt. Overdragelsen skete i Landstingssalen i Nuuk søndag d. 21. juni 2009.
Af //Ritzau Scanpix.

I 2009 overgik Grønland fra hjemmestyre til selvstyre. Baggrunden var et grønlandsk ønske om højere grad af selvstændighed, der førte til nedsættelsen af først en grønlandsk selvstyrekommission i 1999 og siden en fælles grønlandsk-dansk kommission i 2004. Efter aftale mellem den grønlandske og den danske regering blev der afholdt folkeafstemning, hvor 75% af de grønlandske vælgere stemte for selvstyre. Folketinget vedtog herefter den nye selvstyrelov, som betød, at flere love og ansvarsområder nu kan overtages.

Danmark forbeholder sig dog ansvaret for visse områder, herunder udenrigspolitik, forsvars- og sikkerhedspolitik, valuta- og pengepolitik og Højesteret. Mens overtagelsen af sagsområder under hjemmestyret gik langt hurtigere end forudset, er overtagelserne under selvstyret bremset op, fordi der ikke længere følger et øget bloktilskud med de nye områder.

Samtidig beskriver selvstyreloven en konkret procedure for selvstændighed for Grønland. En beslutning om selvstændighed er op til den grønlandske befolkning, men loven forudser, at det vil ske efter aftale med samtykke fra folketinget.

Organisatorisk består Grønlands Selvstyre af den lovgivende magt i Inatsisartut (Landstinget), den udøvende magt i Naalakkersuisut (Landsstyret). Indtil Grønland en dag måtte oprette egne domstole hører domstolene i Grønland under den danske stat.

Læs mere i Den Store Danske:

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig