nordboerne

Fund af skeletter fra udgravningerne på kirkegårdene giver et vist billede af nordboernes udseende og de livsvilkår, de levede under. Den grønlandske nordbobefolknings var lidt lavere end samtidige befolkninger i Skandinavien. I den senere periode af bosætningen i Grønland var gennemsnitshøjden for mænd ca. 1,62 meter, mens den var ca. 1,50 meter for kvinderne. Sammenligninger mellem den tidlige og den senere nordbobefolkning viser, at de blev en anelse lavere med tiden. Det behøver ikke være et udtryk for, at deres livsvilkår blev ringere; det skyldes snarere de ændrede naturgivne betingelser i Grønland.

Gennemsnitslevealderen for kvinder var i begyndelsen af bosætningen ca. 35 år og for mænd ca. 37 år. I den sene periode var kvinders gennemsnitslevealder ca. 32 år, mens den var ca. 34 år for mænd. Fordelt på aldersgrupper var der flest kvinder i den yngre gruppe, mens der var flest mænd i gruppen af ældre, hvilket indikerer, at dødligheden i den yngre gruppe var størst blandt kvinderne. Formentlig på grund af mange børnefødsler. Selvom altså ikke mange nåede at fylde 50 år, viser fysisk antropologiske undersøgelser, at nordboerne ser ud til at have levet under forholdsvis gode forhold uden perioder med sult og længerevarende hård sygdom.

Frygtede sygdomme som tuberkulose og spedalskhed er ikke konstateret i den norrøne, grønlandske befolkning, men hårdt fysisk arbejde tog på helbredet. Stort set alle var plaget af slidgigt. Mændene særligt i ryggen. Kvinderne særligt i skuldre og knæ.

De islandske bosættere slog sig ned i to områder på Grønlands vestkyst. Det sydligste bosætningsområde Østerbygden inklusive Mellembygden strakte sig fra Kap Farvel i syd til Arsuk fjorden i nord, mens den nordligere beliggende Vesterbygd var koncentreret i fjordene omkring Nuuk.

I alt er der registreret omkring 550 norrøne ruingrupper i Østerbygden og omkring 100 i Vesterbygden. Antallet af ruingrupper er ikke lig med antal gårde, og det er vanskeligt at vurdere, hvor mange gårde, der var beboet og drevet som helårsbrug samtidigt på et givent tidspunkt. Gårde kan være nedlagt, og nye kan være kommet til. Nogle gårde skiftede status fra helårsgårde til kun at være beboet på særlige tidspunkter af året for eksempel i forbindelse med sommergræsning i fjeldet eller fangst og fiskeri på kysten.

Befolkningens maksimumstørrelse er anslået til at ligge mellem ca. 6.000 og ca. 2.500, da der var flest indbyggere i de to bebyggede områder. Beregningerne i den høje ende tager udgangspunkt i antallet registrerede gårde, men som det fremgår, er dette tal usikkert. Fremfor at basere beregningerne på antal gårde har Niels Lynnerup baseret sine demografiske beregninger på 1) kirkegårdenes størrelse og begravelsestætheden på de enkelte kirkegårde, og 2) biologisk-teoretiske beregninger af populationsprofilen med udgangspunkt i indvandring i den tidlige periode af bosætningen og gradvis affolkning i den senere periode. De to beregningsmetoder giver nogenlunde samme resultat, nemlig at befolkningstallet for de to bygdeområder samlet set nåede et maksimum på omkring 2.000 – 2.500 individer efter ca. 200 års bosætning. Vurderet på antallet af kirker havde Østerbygden det største antal indbyggere.

I følge den islandske historiker Ari þorgilsson kom kolonisterne til Grønland fra Island, og strontiumisotopanalyser af skeletter fra de tidligste kirkegårde peger i samme retning. De fleste kolonister, der slog sig ned i Grønland, var opvokset i Island.

Genetiske undersøgelser af skeletter fra kirkegårdene viser, at den norrøne befolkning i Grønland havde fælles oprindelse med befolkningerne på Færøerne og i Island med overvægt af nordiske, norske mandlige gener og keltiske kvindelige gener – kvinder formentlig fra Skotland, de nordlige og vestlige britiske øer og måske også fra Irland.

Ud over nogle ganske få udskårne og ikke særligt pålidelige figurer findes der ikke afbildninger af nordboer. På nordbogården Sandnæs i Vesterbygden er fundet et smukt udskåret mandsansigt. Ansigtet er langt og smalt, øjnene er store og runde og næsen er ret og bred. På hovedet bærer han en kalot, som dem, der er fundet på kirkegården på Herjolfsnæs (Ikigaat). Det lange, smalle ansigt genfindes i rekonstruktionen af hovedet fra en af mændene, der var begravet i en massegrav på Tjodhildes kirkegård. Rekonstruktionen er baseret på kraniets morfologi og genestiske analyser, der viser, at han havde lyst hår og blå øjne. Lyst hår og blå øjne havde også den unge pige, der omkring år 1000 blev begravet på den lille kirkegård ved nordbogården Ø64 i Igaliku Kujalleq, nær Igaliku.

Genetiske undersøgelser viser ikke tegn på genetiske relationer mellem inuit og de norrøne grønlændere, ligesom de heller ikke viser tegn på indavl i den norrøne befolkning. Det sidste antyder, at affolkningen af nordbobygderne skete relativt hurtigt.

• Grønlands forhistorie