nordboerne

Nordboerne, nordisk folk, der levede i SV-Grønland fra ca. 985 til sidste halvdel af 1400-t. I samtidige kilder kaldes nordboerne for grønlændere, og betegnelsen nordboer dukker først op fra midten af 1800-t. Fra Hans Egedes genopdagelse af nordbobygderne i 1720'erne benyttede man betegnelsen islændinge eller nordmænd for at skelne de middelalderlige nordiske bosættere fra Grønlands inuitiske befolkning. Navneskiftet til nordboer kan ses som et dansk forsøg på at svække den norske argumentation i diskussionerne om de tidligere norske skattelandes, heriblandt Grønlands, tilhørsforhold.

Ifølge skriftlige islandske kilder fra middelalderen blev Grønland bosat fra Island. Anføreren for kolonisationen var Erik den Røde, som slog sig ned på Brattahlið i Østerbygden; andre nybyggere drog længere mod nord til Vesterbygden. Nordbobebyggelsen var koncentreret i de indre dele af de store fjordsystemer og bestod af enkeltliggende gårde; kirker opførtes i tilknytning til storgårde. I Østerbygden er der registreret ca. 425 ruingrupper, mens der er fundet lidt mere end 100 ruingrupper i Vesterbygden. Anslået levede der 2000-3000 personer i bygderne, da befolkningsantallet var på det højeste.

Økonomien hvilede på kreatur-, fåre- og gedehold, men også sælfangst var vigtig for den daglige konsum. Den vigtigste eksportvare til Europa var hvalrostænder, og både skriftlige oplysninger og arkæologiske fund i Disko Bugt, i Upernavikområdet, i Thule og på Ellesmere Island i Canada viser, at nordboerne rejste i disse områder allerede fra 1000-1100-t. Arkæologiske fund af nordisk oprindelse på bopladserne fra både Dorset- og Thule-kulturen tyder på møde med inuitterne, måske allerede fra 1100-t. Der er træk i den Thule-inuitiske kultur, som tilskrives påvirkning fra nordboerne; i modsætning hertil synes nordboernes materielle kultur fuldstændig upåvirket af inuitterne.

Nordboerne var kristne fra den første tid i Grønland. Ca. 1124 fik de deres egen biskop, og ved oprettelsen i 1152 af ærkebispesædet i Nidaros blev Grønland indlemmet i den norske kirkeprovins. De norske konger anså Grønland for norsk interesseområde, men først i 1261 synes nordboerne formelt at have underkastet sig den norske krone, formentlig først og fremmest for at sikre forbindelserne med Europa.

Vesterbygden blev forladt i sidste halvdel af 1300-t., og Østerbygden ca. 100 år senere. Årsagerne er ikke fuldt belyst, men klimaændringer i 1300-t., som betød koldere vejr, kombineret med overgræsning og svigtende norsk interesse for det fjerne skatteland synes at være vægtige begrundelser for, at der ikke længere var livsbetingelser for en nordisk landbrugsbefolkning i Grønland. Se også Grønland (historie).