Fødestedskriterium, fødestedskriteriet blev fra 1964 brugt i forbindelse med aflønning af statens ansatte i Grønland, således at personer, der var født i landet, eller som inden deres femte år fik fast bopæl der, fik mindre i løn og ringere vilkår mht. ferierejser, bolig mv. end udsendte danske. Motivet var, at man ville undgå en social kløft mellem privat- og statsansatte grønlændere samt beskytte erhvervslivets konkurrenceevne. Alligevel blev ordningen en alvorlig politisk anstødssten. Fra 1979 anvendte hjemmestyret kriteriet indtil dets ophævelse mht. løn i 1989 og mht. øvrige ansættelsesvilkår i 1991.