Giovanni Boccaccio

Giovanni Boccaccio, 1313-21.12.1375, italiensk humanist og forfatter. Med novelleværket Dekameron er han den første, som efter middelalderen gør den fænomenverden, vi oplever med vore sanser, til genstand for iagttagelse, psykologisk og moralsk analyse og for en skaberakt i et nyt sprog: italiensk prosa.

Boccaccio var illegitim søn af bankieren Boccaccio di Chellino, agent for det florentinske handelshus Bardi, som bl.a. finansierede Napolis kongehus Anjou. Han tilhørte altså selv Firenzes nye klasse af borgerlige, ambitiøse kapitalister, men fik tidligt en humanistisk oplæring.

Da han i 1327 som handelslærling kom til Napoli med faderen, færdedes han som ligemand ved hoffet, et vigtigt kulturcentrum med forbindelse til den islamiske verden, til Frankrig og pavehoffet i Avignon. Handelsaktiviteten har nok haft betydning for hans værk.

Endnu vigtigere var den litterære nysgerrighed: latinske — og med årene også græske — klassikere, epos, romaner, legender, fabler, fortællinger og kærlighedsteori fra romansk middelaldertradition og lyrik fra provencalerne over Dantes toskanske digterskole til det lige så beundrede forbillede Petrarca.

Alt dette og et personligt møde med kærligheden gjorde Napoliopholdet til en smeltedigel af uhyre betydning for forfatterskabet, hvor "Fiammetta" er den gennemgående kvindefigur.

Omkring 1341 var det forbi: Boccaccio kaldtes tilbage til Firenze pga. økonomiske problemer, som aldrig siden slap ham. Han fik en del tillidshverv og diplomatiske opgaver for byen, men fra 1362 boede han fast på familiens hjemsted i Certaldo, hvor han døde.

De vigtigste ydre hændelser i Boccaccios senere liv er pesten i 1348, møderne og den livslange korrespondance med Petrarca samt det opdrag, han i 1373 modtog fra Firenzes kommune: at forelæse over Dantes Divina Commedia i kirken S. Stefano di Badia.

Forfatterskabet falder i to perioder, en digterisk og en humanistisk, før og efter dets absolutte højdepunkt Il Decamerone (1349-51), som nu kendes i et manuskript fra Boccaccios egen hånd (Codex Hamilton 90, Berlin). På den ene side søger Boccaccio at udvikle en moderne toskansk litteratur i poesi og prosa, på den anden at indfange virkeligheden ved at skrive om den, to bestræbelser, som fuldbyrdes i hovedværket.

Ungdomstiden domineres af en stadig modnere eksperimenteren, altid med kærligheden som inspiration og emne. Efter Rime følger et visionsdigt Caccia di Diana (Dianas jagt) om kærlighedens opdragende magt. Filostrato (1335/38?, Besejret af kærlighed) i ottave-rim, de første man kender, fortæller om trojanerprinsen Troilus' skuffede kærlighed til Criseida. Filocolo (1336, Elskovs møje) kan læses som programskrift: Ved et "kærlighedshof" drøfter man erotisk moral via indlagte fortællinger, og i rammen opfordrer Fiammetta fortælleren til at give stoffet (historien om Flores og Blancheflor) en værdig form på italiensk.

Boccaccios tilbagekaldelse til Firenze udløste en hektisk skriven. Han fuldførte La Teseide (ca. 1340), et epos inspireret af Statius' "Tebais". Den centrale episode er historien om de to rivaliserende venner Palamon og Arcita. Ninfale d'Ameto (1341-42) beretter i vers og prosa om den ukultiverede hyrde Ametos udvikling "fra vildt dyr til mand".

L'Amorosa Visione (1342) er et Dante-inspireret visionsdigt, hvor Boccaccio uden held søger at hæve sig til en spiritualistisk anskuen af kærligheden. Elegia di madonna Fiammetta (1343-44) viderefører den klassisk-retoriske klage fra Ovids heroider, men er også noget helt nyt: en introspektiv, psykologisk prosaroman. Et kvindeligt jeg beretter om den bortrejste elskers svig, måske det omvendte af Boccaccios egen historie.

Med sin fortælleglæde og sin sanselighed er Ninfale fiesolano (1344-46) Boccaccios mest vellykkede versdigtning; den fortæller en lokal myte om Afrikas og Mensolas forvandling til floder.

Dekameron samler så alle tråde ud fra en ny position i et værk, der formulerer en sammenhængende livsfortolkning. Fortalen hævder, at i kraft af Ham, "som selv er uendelig, og som har gjort det til en uomgængelig lov for alle verdens tilskikkelser, at de skal have en ende", er Boccaccio kommet igennem kærlighedens smerte og ser den som et alment vilkår; men mindet om lidelsen og den deltagelse, han har mødt, forpligter ham til at hjælpe andre, især de mest udsatte: kvinderne. En anden, objektiv, lidelse, han selv har iagttaget, pesten i Firenze, er forudsætningen for rammefortællingen og værkets geografiske synspunkt.

Forfatteren identificerer sig litterært med de ti unge florentinere, syv kvinder og tre mænd, fra byens rige borgerskab, som ikke har andet at stille op mod døden og opløsningen end netop kulturens værdier: det slebne selskabsliv, musikken og de 100 noveller, de fortæller hinanden på ti dage.

Situationen skal opfattes mere symbolsk end realistisk: de vender ryggen til øjeblikkets kaos for vha. litteraturen at betragte verdens mangefold af "muntre og bitre kærlighedseventyr eller andre af skæbnens tilskikkelser, som er forefaldet i vor tid eller i gamle dage".

Det er ikke flugt; det er digtningen som form og som utopi, et middel til at opleve en anden og større virkelighed end den, man plages af. Netop hvad fortalen lovede: deltagelse. I historierne optræder folk fra alle samfundsklasser; men de værdier, som fremgår af kræfternes brydning, er karakteristiske for Boccaccios menneskecentrerede livssyn og for hans borgerånd.

Det er kærligheden som natur- og kulturmagt, oprør mod et munkevæsen, som ikke længere kan leve op til middelalderens asketiske krav og derfor bliver forløjet, og samtidig en spore til individuel opfindsomhed, udfoldelse og stræben efter ridderligt højsind.

Der er hyldesten til intellektet, snarrådigheden og evnen til med en rap replik at vende en vanskelig situation til eget bedste, ofte på bekostning af det fjols, der lader sig narre. Der er studier af skæbnens magt i livet, men også grundige analyser af individets egne følelser og dets handlekraft i konkrete sammenhænge.

Novellerne har forlæg, de fleste kendte; men hver fortælling er skabt som en selvstændig form med omhu for både den gennemræsonnerede helhed og den virkelighedsnære person- og miljøbeskrivelse.

Forfatterskabets sidste del er viet humanismen i ordets begrænsede betydning, studiet af græsk og latinsk kultur. Vigtigst er den systematiske mytologi i 15 bøger Genealogia deorum gentilium, som også rummer en poetik. De casibus virorum illustrium indeholder berømte mænds beretninger om egen skæbne fra Adam til samtiden, en klassisk retorisk genre, mens den tilsvarende samling af 106 kvindebiografier De claris mulieribus er ny.

Boccaccio har også skrevet latinske hyrdedigte, 24 epistler og et katalog over geografiske navne i litteraturen. Med den barske, kvindefjendske satire Il Corbaccio (forskellige dateringer, ca. 1365) tager Boccaccio afsked med både kærligheden og den italienske digtning.

Hans sidste kræfter er viet Dante med biografien Trattatello in laude di Dante og Esposizioni sopra la Comedia di Dante, kommentarer til de første 17 sange af "Helvede", som også indirekte viser, hvor dybt et skel der går mellem Dantes tid og den, Boccaccio har sat sit præg på.