Giovanni Boccaccio

Da Boccaccio i 1327 som handelslærling kom til Napoli sammen med sin far, færdedes han som ligemand ved hoffet, et vigtigt kulturcentrum med forbindelse til den islamiske verden, til Frankrig og pavehoffet i Avignon.

Endnu vigtigere var den litterære nysgerrighed: latinske — og med årene også græske — klassikere, epos, romaner, legender, fabler, fortællinger og kærlighedsteori fra romansk middelaldertradition og lyrik fra provencalerne over Dantes toskanske digterskole til det lige så beundrede forbillede Petrarca.

Alt dette og et personligt møde med kærligheden gjorde Napoliopholdet til en smeltedigel af uhyre betydning for forfatterskabet, hvor "Fiammetta" er den gennemgående kvindefigur.

Omkring 1341 var det forbi: Boccaccio blev kaldt tilbage til Firenze på grund af økonomiske problemer, som aldrig siden slap ham. Han fik en del tillidshverv og diplomatiske opgaver for byen, men fra 1362 boede han fast på familiens hjemsted i Certaldo, hvor han døde.

De vigtigste ydre hændelser i Boccaccios senere liv er pesten i 1348, møderne og den livslange korrespondance med Petrarca samt det opdrag, han i 1373 modtog fra Firenzes kommune: at forelæse over Dantes Divina Commedia i kirken S. Stefano di Badia.

Filocolo (1336-1338) kan læses som programskrift: Ved et "kærlighedshof" drøfter man erotisk moral via indlagte fortællinger, og i rammen opfordrer Fiammetta fortælleren til at give stoffet (historien om Flores og Blancheflor) en værdig form på italiensk.

Boccaccios tilbagekaldelse til Firenze udløste en hektisk produktion. Han fuldførte La Teseide (1339-1341), et epos inspireret af Statius' Thebais. Den centrale episode er historien om de to rivaliserende venner Palamon og Arcita. Ninfale d'Ameto (1341-1342) beretter i vers og prosa om den ukultiverede hyrde Ametos udvikling "fra vildt dyr til mand".

L'Amorosa visione (1342-1343) er et Dante-inspireret visionsdigt, hvor Boccaccio søger at hæve sig til en spiritualistisk anskuelse af kærligheden. Elegia di madonna Fiammetta (1343-1344) viderefører den klassisk-retoriske klage fra Ovids heroider, men er også noget helt nyt: en introspektiv, psykologisk prosaroman. Et kvindeligt jeg beretter om den bortrejste elskers svig, måske det omvendte af Boccaccios egen historie.

Med sin fortælleglæde og sin sanselighed er Ninfale fiesolano (1344-1346) Boccaccios mest vellykkede versdigtning; den fortæller en lokal myte om Afrikas og Mensolas forvandling til floder.

Fortalen er Boccaccios forord til rammefortællingen om de ti unge florentinere. I denne fortale hævdes det, at i kraft af Ham, "som selv er uendelig, og som har gjort det til en uomgængelig lov for alle verdens tilskikkelser, at de skal have en ende", er Boccaccio kommet igennem kærlighedens smerte og ser den som et alment vilkår.

Imidlertid forpligter mindet om lidelsen og den deltagelse, han har mødt, ham til at hjælpe andre, især de mest udsatte: kvinderne. En anden, objektiv, lidelse, han selv har iagttaget, den sorte død i Firenze, er forudsætningen for rammefortællingen og værkets geografiske synspunkt.

Forfatteren identificerer sig litterært med de ti unge florentinere. Gruppen består af syv kvinder og tre mænd, der alle kommer fra Firenzes rige borgerskab. De har intet andet at stille op mod døden og opløsningen end kulturens værdier: selskabslivet, musikken og de 100 noveller, de henover de ti dage fortæller hinanden.

Situationen skal opfattes mere symbolsk end realistisk: deltagerne vender ryggen til øjeblikkets kaos for ved hjælp af litteraturen at betragte verdens mangfoldighed af "muntre og bitre kærlighedseventyr eller andre af skæbnens tilskikkelser, som er forefaldet i vor tid eller i gamle dage".

Det er ikke flugt; det er digtningen som form og som utopi, et middel til at opleve en anden og større virkelighed end den, man plages af. Netop hvad fortalen lovede: deltagelse. I historierne optræder folk fra alle samfundsklasser, men de værdier, som fremgår af kræfternes brydning, er karakteristiske for Boccaccios menneskecentrerede livssyn og for hans borgerånd.

Det er kærligheden som natur- og kulturmagt, oprør mod et munkevæsen, som ikke længere kan leve op til middelalderens asketiske krav og derfor bliver forløjet, og samtidig en spore til individuel opfindsomhed, udfoldelse og stræben efter ridderligt højsind.

Der er hyldesten til intellektet, snarrådigheden og evnen til med en rap replik at vende en vanskelig situation til eget bedste, ofte på bekostning af fjolset, der lader sig narre. Der er studier af skæbnens magt i livet, men også grundige analyser af individets egne følelser og dets handlekraft i konkrete sammenhænge.