Fortællesituationen med dens parter og opgaver — meddelelsens formulering og "afsendelse", dens "modtagelse" og fortolkning — er en grundlæggende model i litterær kommunikations- og formidlingsteori. Den mundtlige fortællings tilblivelse og formidling samt det mulige præg derfra i skrevne former er navnlig studeret i forbindelse med epos, eventyr og folkeviser, således Milman Parrys og Albert B. Lords formelteorier.
Det berettede begivenhedsforløb kan opfattes som faktisk stedfundet eller som fiktivt; eller det kan have en mere ubestemt, evt. forandret sandhedsværdi: En gudefortælling kaldes en myte, når den ikke (længere) tros.
Afgørende for beretningen som fortælling er kun, at forløbet danner en sluttet helhed. Den kan være kortere eller længere, jf. genrene: sagn, biografi, fædrelandshistorie eller anekdote, novelle, eventyr, roman, epos.
Fortællingens længde er ikke nødvendigvis proportional med begivenhedsforløbets. Tidsudspænding, tidssammenfatning, tidsspring (gerne markeret) og omstilling af kronologien hører alle til fortællekunstens grundlæggende greb.
Sproget og navnlig det fortællende sprog tillader kun, at man siger én ting ad gangen, fortæller én ting (én begivenhed, ét synspunkt) ad gangen, bl.a. derfor er rækkefølgen i en fortælling et afgørende vilkår. Hvor man har forsøgt at komme uden om det, i moderne tid, bl.a. ved collageagtige former, er det tydeligvis også visuelle udtryksformer som billedkunstens og avissidens, der har afgivet modeller.
Eller også er det forsøgt i metaforlignende anlæg, ofte i psykologiske fremstillinger, hvor fortællingen ligesom lyrikken virkelig kan sige flere ting på én gang, lave dobbelteksponeringer.
Fortællingens formål kan være rent underholdende, kundskabsmeddelende, opbyggeligt eller samfundsnedbrydende, identitetsskabende for et religiøst eller nationalt kollektiv osv.; bl.a. derved hører forskellige slags fortællinger til i forskellige kredse, situationer, institutioner. Genrernes historie er også kulturhistorie.
Det fortalte begivenhedsforløb rummer ofte et plot, og sammenhængen af begivenheder og handlinger, deres følger i forløbet og deres virkninger på tilhørerne/læserne (medlidenhed, spænding, latter, løftelse osv.) er langt hen fælles for fortællende og dramatiske genrer (se dramaturgi).
Hvor fortællingen udfolder bestemte situationer og "scener", nærmer den sig også i udtrykket det dramatiske; denne tendens til at "vise" frem for at "fortælle" er markant hos en række roman- og novelleforfattere i slutningen af 1800-tallet, bl.a. Herman Bang, men kan også findes i fagprosa, der domineres af situationsrapport, interview eller forhør.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.