Estlands historie fra Reformationen til 1850

Den lutherske reformation blev indført i byerne i midten af 1520’erne. Flere steder førte den til billedstorme, i Dorpat (Tartu) efter prædikener af Melchior Hoffman. På landet tog det meget længere tid, før den nye tro fandt fodfæste.

Politisk blev området i begyndelsen af perioden domineret af Den Tyske Orden, som var en katolsk orden bestående af riddere, der havde aflagt munkeløfter. Overgangen til lutherdommen i området svækkede Den Tyske Ordens greb om magten, samtidig med at russerne, polakkerne og svenskerne forsøgte at erobre Livland.

Den sydlige del af det gamle Livland blev – efter preussisk forbillede – omvandlet til et fyrstendømme under den polske krone, hvor den sidste ordensmester, Gotthard Kettler, blev gjort til hertug af Kurland i 1561. Det gamle Livlands nordlige del, Estland, og byen Reval (Tallinn), kom samtidig under svensk beskyttelse, mens øen Øsel (Saaremaa) kom til Danmark – i begyndelsen under hertug Magnus – og resten af Livland (inkl. Riga) blev en del af Polen-Litauen.

Flere årtiers krig sluttede i 1621 (formelt i 1629 ved freden i Altmark) ved, at Sverige ikke blot sikrede sig Estland, men også fik næsten hele Livland. De sydøstlige dele af Livland – Latgallen (på lettisk Latgale, på tysk Lettgallen) – kom til Polen, og Kurland forblev et fyrstendømme under den polske krone. Øsel forblev dansk indtil 1645. Ved Freden i Brömsebro blev øen afstået til Sverige. Dermed herskede Sverige over stort set hele det område, som i dag udgør Estland (foruden den nordlige halvdel af nuværende Letland).

Svenskerne gennemførte en del reformer, der bl. a. sikrede lutherdommen som statsreligion. I 1632 grundlagde man et universitet i Dorpat (Tartu), det andet universitet i det svenske rige (efter Uppsala 1477, men inden Åbo/Turku 1640 og Lund 1666). På grund af krigsfare måtte universitetet i Dorpat lukke fra 1656 til 1690 og fra 1699 til 1710 evakueres til Pernau (de nuværende Pärnu), hvorefter det først åbnede igen i Tartu i 1802.

Under Karl 11. i slutningen af århundredet søgte de svenske magthavere at begrænse den tyske adels magt, bl.a. ved at indrage gods til staten, den såkaldte reduktion. I de seneste års forskning har det været omstridt, om svenskerne – som ellers tidligere hævdet i svensk og estisk forskning – aktivt forsøgte at forbedre de livegne estiske bønders kår.

Estland og Livland blev hærget under Store Nordiske Krig og led samtidig under pestepidemier og hungersnød. Landet erobredes i 1710 af Rusland og blev ved Freden i Nystad i 1721 endeligt afstået af Sverige.

Under det russiske herredømme sikrede de lokale tyske ridderskaber og byrådene sig udstrakt autonomi, hvorefter den estiske bondebefolknings retsstilling blev yderligere forværret og livegenskabet gjort endnu mere tyngende. Livegenskabet blev formelt ophævet i begyndelsen af 1800-tallet, men det fik kun ringe reel betydning, da bønderne ikke fik overdraget jord som ved de danske landboreformer.

Estland og Livland havde del i de samme kulturstrømninger, som man kender i perioden fra Vest- og Nordeuropa, herunder barok, pietisme, oplysningstiden, klassicisme. Fornyelserne fandt ofte først sted i Estland og Livland, inden de spredte sig videre til henholdsvis Sverige og Rusland. Områdets økonomi var dels baseret på eksport af landbrugsprodukter, dels på transithandlen med Rusland. Byerne hørte til de netværk, inden for hvilke tyske håndsværkssvende drog på valsen.

Præsteembederne ved de estiske menigheder blev besat med tyske præster. Med tiden udviklede de en estisksproget skriftkultur til brug for forkyndelsen. Skriftsproget havde to skriftsprogsvarianter, revalestisk i den nordlige del af sprogområdet omkring Reval (Tallinn) og dørptestisk i den sydlige del omkring Dorpat (plattysk Dörpt, estisk Tartu). De to varianter adskilte sig omtrent lige så meget som højtysk fra plattysk eller dansk fra svensk. Den første trykte bog, kendt fra omtale i 1525, er ikke bevaret, og man ved ikke ved, om den blev trykt på lettisk, estisk eller livisk; men man har fragmenter af en revalestisk katekismus fra 1535.

Indtil 1680’erne benyttedes en retskrivning efter tysk forbillede. Derefter gik man over til en reformeret retskrivning, men først i 1870'erne nåede man efter finsk forbillede til en retskrivning, som er i stand til at gengive sprogets ejendommeligheder som fx tre forskellige betydningsadskillende længder af konsonanter; en variation, der ikke forekommer på dansk. Indtil begyndelsen af 1800-tallet bestod de trykte tekster på estisk stort set kun af kirkelig litteratur og opbyggelig læsning (også i oplysningstidens ånd).

Fra midten af 1700-tallet fik Brødremenigheden i Estland og Livland mange tilhængere, ikke mindst blandt de estiske bønder. Her udviklede sig for første gang i håndskrifter en estisksproget skriftlighed, der ikke var styret af tyske præster.

I 1802 blev universitetet i Dorpat (Tartu) genåbnet, mens det blev forbudt for russiske undersåtter at besøge universiteter i udlandet. Universitetet, der havde tysk som undervisningssprog, udviklede sig hurtigt til et åndeligt centrum for de russiske østersøprovinser. Da der ved dette universitet lå det eneste teologiske fakultet efter luthersk tilsnit i hele riget (Finland var som storfyrstendømme autonomt), fik det en enorm indflydelse på alle lutherske præster i det russiske rige, bl.a. i Kongres-Polen.

I midten af århundredet gennemførte det russiske styre under Aleksander 2. en række reformer, som dannede baggrund for en frigørelse af landbefolkningen. Samtidig begyndte en national bevægelse; i byerne opstod et nationalt bevidst estisk borgerskab, der snart kom til at spille en ledende rolle. Den tog revalestisk til sig som alle esteres skriftsprog. Derfor er det nuværende skriftsprog baseret på revalestisk. Samtidig forsøgte den tyske befolkning, frem for alt i byerne, at værne om sin kultur og historie.

I anden halvdel af 1840'erne begyndte en del estiske bønder at gå over fra lutherdommen til den russisk-ortodokse religion efter – ubegrundede – rygter om sociale og økonomiske fordele efter konversionen. Det kan ses som den spæde begyndelse på den russificering, der tog fart henimod slutningen af århundredet.

• Estlands forhistorie
• Estlands historie i middelalderen
• Estlands historie efter 1850
• Letlands forhistorie
• Letlands historie i middelalderen
• Letlands historie fra Reformationen til 1850
• Letlands historie efter 1850
• Livland