Erik 5. Klipping afbildet i et håndskrift fra ca. 1282, der indeholder Revals (Tallinns) stadsret. At han gav byen denne ret, vidner om, at Estland 1219-1346 var under den danske konge.
Denne artikel handler om Estlands historie i middelalderen og frem til Reformationen. Tidligere perioder behandles i artiklen om Estlands forhistorie.
Det område, der udgør det nuværende Estland, havde ingen egentlig statsdannelse, da det fra 1100-tallet blev genstand for tyske, danske og svenske korstog. Korstogene sigtede ikke blot mod at omvende de hedenske estere til kristendommen, men også mod at underlægge sig området.
Mindesmærke i Tallinn på det sted, hvor Dannebrog efter sigende faldt ned fra himlen i 1219.
I 1208 foretog korsfarere sammen med den tyske Sværdridderorden og en dansk hær et første mislykket fremstød fra Livland mod estisk område. Det var herunder, at en kilde nævner Dannebrogs fald fra himlen, da den danske hær var i krise. Senere blev denne historie knyttet til Slaget ved Lyndanise i 1219. I 1217 sendte Valdemar 2. Sejr en hær til Estland for at redde den tyske mission blandt esterne, og i 1219 kom så det store danske angreb, der indebar, at den nordlige del af Estland kom under den danske konge og kirke.
I årene efter Valdemar Sejrs tilfangetagelse i 1223 blev danskerne i første omgang fordrevet fra Estland, der efter erobringen af Øsel (Saaremaa) i 1227 deltes mellem Sværdridderordenen og bisperne i Dorpat (Tartu) og Øsel-Wiek (Saare-Lääne). Efter et alvorligt nederlag til litauerne blev Sværdridderordenen i 1237 indlemmet i Den Tyske Orden.
Ved Stensbyforliget 1238 måtte Den Tyske Orden igen overlade de nordlige estiske provinser til den danske konge. En bondeopstand 1343-1345 i den danske del af Estland blev af Den Tyske Ordens styrker slået ned, men denne satte sig fast i området, hvorpå Valdemar 4. Atterdag, der ikke kunne afse de nødvendige ressourcer til at genvinde kontrollen, i stedet så sig nødsaget til at sælge sin del af Estland til Den Tyske Orden i 1346.
I de følgende to århundreder søgte de danske konger i flere omgange at genvinde kontrollen over den del af Estland, der tidligere var dansk, uden at disse bestræbelser i sidste ende bar frugt. Også fra svensk side forsøgte man gentagne gange i løbet af 1400- og 1500-tallet at vinde indflydelse i regionen, hvilket den danske konge søgte at modarbejde.
Mens der før erobringen ikke fandtes nogen byer i området, blev sådanne grundlagt fra og med 1200-tallet, f. eks. Dorpat (Tartu), Pernau (Pärnu) og Reval (Tallinn) ved hjælp af indvandrere fra det tyske sprogområde. Flere af disse byer blev hansestæder. Her udvikledes en bykultur, som man kender den fra Nordtyskland, blot udgjorde esterne de lavere og nogle af de mellemste lag af befolkningen.
På landet etablerede primært tyske adelsmænd sig som godsejere. I det dansk kontrollerede Estland bestod adelen i anden halvdel af 1200-tallet af over 80% tyskere, mens kun omkring 10% var danske og omkring 5% var indfødte estere, der havde tilpasset sig erobrernes kultur og var blevet germaniseret. De estiske bønder var som regel livegne, de estiske byborgere frie. Til kystområderne indvandrede svenskere, der også forblev frie.
Estlands videre historie behandles i artiklen Estlands historie fra Reformationen til 1850.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.