Brødremenigheden

Brødremenigheden er et evangelisk kirkesamfund, der blev grundlagt i 1727 af grev Nicolaus Ludwig von Zinzendorf på godset Berthelsdorf i Sachsen blandt landflygtige bøhmiske brødre på flugt fra katolsk forfølgelse.

Individets rette hjerteforhold til Kristus er kernen i Zinzendorfs menighedsideal: Kristendom er kærlighed til Kristus. Brødremenigheden blev ledet af 12 ældste med Zinzendorf som forstander; menigheden inddeltes i kor efter alder og køn og efter gift eller ugift stand. Der blev lagt vægt på menighedstugt og sjælesorg med daglige gudstjenester, dagens løsen og inddragelse af gamle oldkirkelige skikke som kærlighedsmåltider, broderkys og fodtvætning.

I 1760'erne blev brødremenigheden en frikirke, hvis lovgivende myndighed var synodal, dvs. bestod af repræsentanter, som menigheden valgte. Kirkesamfundet har ikke noget kirkeretligt bekendelsesskrift. Gudstjenesten foregår i salen, renset for billeder. Kirkegården kaldes Gudsageren, og gravene er udstyret med ens udformede tavler.

Brødremenigheden har blandt andet øvet indflydelse på metodismen (John Wesley) og på teologen Friedrich Schleiermacher; den har fra 1730'erne drevet en omfattende ydre mission, blandt andet til Grønland, hvor en herrnhutermenighed blev grundlagt i Nuuk.

Brødremenigheden kom til Danmark i 1727, og Zinzendorf besøgte København i 1731. I 1773 grundlagdes kolonien Christiansfeld i Sønderjylland. Brødremenigheden i byen er en evangelisk-luthersk frimenighed; de fleste medlemmer er også medlemmer af folkekirken.