Estlands historie efter 1850

En omfattende russificeringskampagne i 1880'erne mødte stor modstand, og i slutningen af 1800-tallet styrkedes den estiske bevidsthed kulturelt og politisk, bl.a. med begyndende partidannelser. Den russiske 1905-revolution bredte sig også til Estland, hvor den brutalt blev nedkæmpet.

Efter Februarrevolutionen 1917 i Rusland blev Estland samlet til en russisk provins med selvforvaltning, men efter Oktoberrevolutionen samme år opløste de nye bolsjevikiske magthavere den estiske landdag. Som udslag af 1. Verdenskrig blev Estland i februar 1918 besat af tyske tropper. Den 24.2.1918 erklærede nationalt sindede kræfter landet for selvstændigt, og den dato har siden været Estlands nationaldag. De tyske tropper trak sig dog først tilbage efter nederlaget i Frankrig og våbenstilstanden i november samme år.

I perioden herefter, der også kaldes Den Estiske Frihedskrig, var landet først truet af invasion af Den Røde Hær, som dog blev slået tilbage med hjælp fra den britiske flåde, den russiske hvide nordvestlige hær og fra finske frivillige; senere fulgte tysk-baltiske erobringsforsøg, som også blev tilbagevist. Frihedskrigen afsluttedes med en fredsaftale, indgået 2.2.1920 i Tartu, hvorved Sovjetrusland anerkendte Estlands selvstændighed. Landets ledende politikere blev den konservative Konstantin Päts og hans liberale modstander Jaan Tõnisson. Der blev gennemført flere reformer, fx udstykning af de fortrinsvis tyskejede storgodser og adskillelse af stat og kirke, ligesom der blev givet udstrakte rettigheder til mindretallene.

Et væbnet kommunistisk kupforsøg i december 1924 blev afværget, men de politiske forhold forblev ustabile med mange skiftende regeringer. Dertil kom den økonomiske verdenskrise, som ramte landbrugslandet Estland hårdt. Krisen skabte grobund for en fascistisk inspireret højrebevægelse, som fik betydelig indflydelse i parlamentet og i 1933 sikrede vedtagelsen af en ny grundlov, som gav præsidenten vidtstrakte beføjelser. Den fungerende statsleder, Konstantin Päts, vendte dog dette mod bevægelsen selv, da han i 1934 i samarbejde med general Johan Laidoner, den øverstkommanderende under Frihedskrigen, indførte undtagelsestilstand og opløste parlamentet. I 1938 indførtes en ny demokratisk forfatning med korporativt præg, og Päts valgtes til præsident.

Ved udbruddet af 2. Verdenskrig i 1939 erklærede Estland sig for neutralt. De baltiske lande var imidlertid som følge af Den Tysk-sovjetiske Ikke-angrebspagt inden for Sovjetunionens interessesfære, og i september 1939 blev Estland tvunget til at lægge jord til sovjetiske militærbaser; måneden efter opfordrede Hitler ca. 16.000 tysk-baltere til at flytte til det daværende Tyskland (fremforalt den af Polen annekterede såkaldte Wartheland). Sovjetiske styrker besatte landet i juni 1940, og regeringen blev udskiftet.

Efter et parlamentsvalg, hvor alle kandidater var godkendt af Kommunistpartiet, anmodede det nye parlament straks om optagelse i Sovjetunionen. Herefter gennemførtes en brutal sovjetisering; natten til den 14. juni 1941 deporteredes således ca. 10.000 personer til Sibirien. Efter Tysklands angreb på Sovjetunionen senere samme måned blev Estland besat af tyske tropper og lagt ind under Reichskommissariat Ostland. Den tyske besættelse betød plyndring af landets resurser og store menneskelige ofre.

Efter nederlagene på Østfronten begyndte tyskerne at mobilisere esterne. Under den tyske tilbagetrækning i september 1944 blev der dannet en estisk regering, men modstanden var håbløs. Estland blev hurtigt generobret af sovjetiske tropper og atter gjort til sovjetrepublik.

Besættelserne og krigen betød store materielle og menneskelige tab; befolkningen blev reduceret med ca. ¹/₄. Det lykkedes ca. 70.000 at flygte til Vesten. Mange fortsatte modstandskampen i skovene, hvor den først blev nedkæmpet i 1950'erne. For at gennemtvinge landbrugets kollektivisering deporteredes titusinder af mennesker i marts 1949 til Sibirien, hvoraf ⁴/₅ var kvinder og børn. Først efter Stalins død i 1953 fik de overlevende lov til at vende tilbage.

Den omfattende militarisering og industrialisering begunstigede russisk indvandring, således at hele byer og regioner, især i det nordøstlige Estland, blev russiske. Den værste terror ophørte i 1953, men det ideologiske tryk, overvågningen og en stadigt stærkere russificering fortsatte under de følgende sovjetiske regeringer og gav anledning til fremkomsten af en dissidentbevægelse.