Faktaboks

Ejlby Kirke
Sogn
Ejlby Sogn
Provsti
Bogense Provsti
Stift
Fyens Stift
Kommune
Nordfyns Kommune
Ejlby Kirke
Ejlby Kirke er en romansk landsbykirke, som i den gotiske periode fik tilføjet våbenhuset og tårnet. Den romanske periode dækker årene ca. 1050-1275, mens den gotiske periode dækker ca. 1250-1550.
Ejlby Kirke
Af /Ritzau Scanpix.

Ejlby Kirke er en romansk landsbykirke med senmiddelalderlige om- og tilbygninger, såsom våbenhus og tårn. Fra kirken stammer en særlig gruppe romanske krucifikser udført i hvalrostand.

Ejlby Kirke ligger centralt i landsbyen af samme navn på Nordfyn, ca. 5 km sydøst for Bogense. Kirker orienteres normalt øst-vestligt, men i Ejlby afviger orienteringen af kirkens kor ret kraftigt mod nord.

Kirkebygning

Kirken består af et kor, en apsis og et skib fra romansk tid, som dækker årene 1050-1275. Senere i middelalderen, i gotisk tid, blev et våbenhus opført på skibets sydside, mens et tårn blev bygget på kirkens vestende.

I dag er kirken hvidkalket udvendigt, bortset fra koret, som står i blank mur med synlige granitkvadre, mens taget er belagt med røde tegl.

Den romanske kirke

I romansk tid blev mange kirker opført af natursten. Dette gælder også i Ejlby Kirke, hvor de ældste dele af kirken er bygget af granitkvadre. På flere af soklens hjørnesten på både kor og skib pryder karakteristiske udhuggede hjørneknopper med hoveder som dekoration.

I kirkens ældste dele, nemlig koret og skibet, er der bevaret flere oprindelige detaljer, som beretter om kirkens tidligste indretning. Den romanske kirke havde oprindeligt fladt loft, og skibets oprindelige vestgavl i rå kampesten, fra før tårnet blev bygget på, er bevaret og kan i dag ses fra tårnet.

Tilbygninger

I senmiddelalderen opførtes et våbenhus i munkesten, som var store middelalderlige teglsten, ud for skibets oprindelige syddør. Det forholdsvist lave og svære tårn, der er lige så bredt som skibet, er opført i samme periode og materialer som våbenhuset, og det er tre stokværk, dvs. etager, højt. Dog har tårnets øverste del oprindeligt været en tømret konstruktion.

Kirkens indre

Indvendigt præges kirkerummet særligt af de hvidkalkede vægge og de hvælvede lofter, som for både skibets og korets vedkommende stammer fra senmiddelalderen og består af krydshvælv.

Korets og skibets nuværende spidsbuede vinduer er indsat i 1800-tallet i resterne af de ældre vinduesåbninger, hvoraf flere af disse stadig kan ses i dag. Kirkerummet præges af det faste inventar, såsom prædikestol og kirkebænke, som er holdt i gråtoner med detaljer i rødt, som stammer fra en istandsættelse af kirken i 1929-1930.

Inventar og gravminder i Ejlby Kirke

Inventaret i Ejlby Kirke spænder bredt tidsmæssigt. Det ældste inventarstykke er fra 1100-tallet, mens en stor del af de større inventargenstande i kirkerummet er fra renæssancen.

Inventar fra romansk tid

Kirkens ældste inventarstykke er en lille romansk krucifiksgruppe lavet i hvalrostand fra 1100-tallet, som blev fundet ved en opgravning af korgulvet i 1897, og som i dag er på Nationalmuseet. De afbilder hhv. et krucifiks og en Mariafigur. Disse har formentligt været opstillet på alteret i middelalderen.

Døbefonten er også fra romansk tid, er udført i rødlig granit, dekoreret med rankeudsmykning og er af samme type som nabokirkernes døbefonte i Melby og Særslev Kirker. Døbefonten har en terningformet fod med løver eller pantere som motiv på tre af siderne. Den fjerde side viser en hest.

Fra skriftlige kilder kender man til en senmiddelalderlig altertavle forestillende Skt. Ursula og de 11.000 jomfruer, hvorfor det formodes, at kirken har været viet til netop Skt. Ursula.

Renæssanceinventar

Kirken indeholder en hel del inventar fra renæssancen, som bl.a. omfatter et panel til alterbordet med arkadeudsmykning fra omkring 1600, en prædikestol i renæssancestil med indskåret datering fra 1609 prydet med englehoveder og buster af mænd med krydsede arme eller samlede hænder. Fra samme periode stammer et altersæt og -stager samt et dåbsfad fra 1700-tallet.

Historicismens inventar

Kirkens altertavle fra 1781 er malet af den lokale fynske maler Niels Poulsen Dahlin (født før 1753, død efter 1768) i illusionistisk rokokostil. Maleriet afbilder korsfæstelsen flankeret af Johannes og Maria samt evangelisterne Mattæus og Markus. Af 1800-tallets særlige inventargenstande kan nævnes en oblatæske af porcelæn, en alterkande i tin og en vinskummeske.

Gravminder

Af særlige gravminder ved Ejlby Kirke kan nævnes en figursten i grå kalksten fra 1579, som afbilder Hilleborg Daa i enkedragt, hendes ægtemand Vilhelm Oldeland i rustning samt hendes søster, Anne Daa. Stenen er i dag indmuret i tårnrummet men har oprindeligt ligget i korets gulv.

En anden gravsten er sat over sognepræst Anders Rasmussen i 1592. Denne har ligeledes oprindeligt været placeret i korets gulv, men er i dag indmuret i korbuen.

Kirkegård

Siden middelalderen er kirkegården blevet udvidet mod syd i 1800-tallet. Den er indhegnet af et dige i kampesten, hvis ældste dele er fra middelalderen. Kirkegårdens hovedindgang i den nordvestlige ende er en portal af munkesten fra senmiddelalderen med to fladbuede åbninger, som i dag står hvidkalket.

Læs mere i Den Store Danske

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig