Dalai Lama

Dalai Lama. Foto fra 2011.

.

Dalai Lama. Foto fra 2012.

.

Artikelstart

Dalai Lama, tibetansk buddhistisk leder og overhoved for gelug-sekten. Dalai Lama betragtes af tibetanerne som en inkarnation af bodhisattvaen Avalokiteshvara, der symboliserer medfølelse.

Faktaboks

Etymologi
Navnet Dalai Lama kommer af mongolsk dalai 'hav', i betydningen 'visdommens hav', og af tibetansk lama 'åndelig lærer, øverste'.

Efter tibetansk opfattelse vil en oplyst lama blive genfødt for at fortsætte sit virke. For Dalai Lamaernes vedkommende begyndte reinkarnationerne i 1300-t., og siden 1642 har Dalai Lamaerne været Tibets verdslige og religiøse ledere frem til 1959.

Den nuværende Dalai Lama, Tenzin Gyatso (f. 6.7.1935), er den 14. reinkarnation. Han overtog styret i 1950, samtidig med at de kinesiske tropper begyndte at besætte Tibet. Han prøvede først uden held at føre samarbejdspolitik med kineserne, hvorefter tibetanerne i 1959 gjorde oprør mod den kinesiske besættelse. Oprøret blev slået ned, og Dalai Lama flygtede til Indien, fulgt af ca. 100.000 tibetanere.

Siden da har han boet i Dharamsala i Nordindien, hvor han leder den tibetanske eksilregering. Det politiske lederskab af denne organisation begyndte han at aftrappe i 2011 ved at overdrage denne funktion til en demokratisk valgt premierminister, Lobsang Sangay (f. 1968).

Dalai Lama arbejder ud fra sin buddhistiske grundholdning aktivt for at fremme international forståelse gennem ikke-vold. I 1989 fik han Nobels Fredspris for sit arbejde. Han har siden sin flugt fra Tibet besøgt de fleste vestlige lande for at søge at skabe forståelse for tibetanernes krav på selvstyre for Tibet.

Dalai Lama betragtes af tibetanere som symbolet på et frit Tibet.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig