Tibet (Historie), De første tibetanske statsdannelser var dels sammenslutninger af nomadegrupper på den nordøstlige del af plateauet, dels en række småkongedømmer langs med Yarlung Tsangpo og dens bifloder. Et af disse, det i Yarlungdalen, blev omkring år 600 e.Kr. det førende. Da Songtsen Gampo i 629 blev konge her, underlagde han sig Central- og Vesttibet. Også mod NØ gjorde tibetanerne sig bemærket, og det kom bl.a. til sammenstød med Kina. Fra midten af 600-t. til 842 var det Yarlungkongerne, Songtsen Gampos efterkommere, der regerede. Riget var en stærk magtfaktor i Centralasien, og i perioder besad tibetanerne kontrollen over Silkevejsruterne, ligesom adskillige indiske fyrster var tributpligtige. Mod Kina var der næsten konstant krig. I 769 lykkedes det at erobre og kortvarigt holde Kinas daværende hovedstad Chang'an (Xi'an). Buddhismen fik betydning under nogle af kongerne, og ca. 779 blev Samye-klostret indviet som det første i Tibet. Munkenes stigende indflydelse var upopulær hos store dele af adelen, og under kong Langdarma (regerede 838-842) kom det til en reaktion mod buddhismen, hvorved religionen forsvandt fra Centraltibet. Samtidig gik Det Tibetanske Rige i opløsning.

Fra 1000-t. indførtes buddhismen atter i Centraltibet, og klosterinstitutionerne blev stabile øer i en urolig verden. Med støtte fra adelige sponsorer fik de religiøse ordener stigende politisk indflydelse; da mongolerne i 1200-t. begyndte at gøre sig gældende, tog overhovedet for sakya-ordenen kontakt til dem og blev regent over Tibet på deres vegne. I 1260 indgik sakya-overhovedet Phagpa (1235-80) et chö-yön-forhold til Khubilai Khan. Det var i princippet et forhold mellem to ligeværdige parter, hvor khanen beskyttede den religiøse lærer, Phagpa. Det kom til at danne mønster for forholdet mellem mongolske og kinesiske ledere og tibetanske lamaer indtil 1900-t. Midt i 1300-t. overgik den reelle magt til en anden orden, phagmodru, og Yuandynastiets fald i 1368 gjorde Tibet uafhængigt.

I 1400- og 1500-t. prægedes Tibet af strid mellem de to centraltibetanske provinser Tsang (med Shigatse) og Ü (med Lhasa og Yarlung). I Ü blev lederne i stigende grad støtter af den yngste orden, gelug, mens det i Tsang især var karmapa-ordenen, der havde betydning. De reelle ledere af Tsang var adelsdynastierne Rinpung (1435-1565) og Tsangpa (1565-1642), som også havde stor indflydelse i Ü, men ikke var militært stærke nok til effektivt at dominere hele Centraltibet. Gelug-ordenen fik stærke støtter blandt mongolerne. I 1578 modtog en af gelugpas ledende skikkelser titlen Dalai Lama af mongolerkongen Altan Khan (d. 1583), og i 1642 slog en koshot-mongolsk hær afgørende styrkerne fra Tsang og etablerede den 5. Dalai Lama (1617-82) som magthaver i hele Tibet med hovedstad i Lhasa. I 1706 blev den 6. Dalai Lama afsat af koshot-mongolerne. Disse blev selv stødt fra magten ved en invasion af dzungar-mongoler i 1717. Dzungarerne blev af Kina betragtet som en alvorlig trussel. Kina greb militært ind, og Tibet blev 1720 et kinesisk protektorat; en kinesisk garnison og to embedsmænd, ambaner, blev placeret i Lhasa. I 1792 slog en hær under kinesisk ledelse en nepalesisk invasion tilbage, men Kinas svækkelse i 1800-t. gjorde i øvrigt indflydelsen minimal.

I løbet af 1800-t. isolerede Tibet sig fra omverdenen; Storbritannien ønskede indflydelse uden om Kina, især da man frygtede, at Rusland ellers ville kunne overtage området. Briterne invaderede derfor Tibet i 1904 og fik gennem nogle handelsaftaler en vis indflydelse. Kina søgte i 1910 at etablere direkte kontrol med Tibet gennem en invasion, men efter Qingdynastiets fald blev de kinesiske tropper i 1912 udvist, og den 13. Dalai Lama (1876-1933) erklærede Tibet for uafhængigt af Kina. Tibets folkeretlige status forblev imidlertid uklar. Ved Shimlakonventionen mellem Tibet, Kina og Storbritannien fra 1914 søgte man at nå frem til en ordning, men kineserne ratificerede ikke aftalen. Republikken Kina var ude af stand til militært at dominere Tibet, så reelt forblev landet uafhængigt indtil 1951.

Efter den kommunistiske magtovertagelse i Kina søgte man atter at få kontrol med Tibet. I 1950 invaderedes Østtibet, og året efter accepterede Tibet en aftale, der gjorde landet til en del af Kina, dog med en vis autonomi. I midten af 1950'erne kom det til stigende kinesisk undertrykkelse og kamphandlinger, især i Østtibet, og i 1959 udbrød der en mislykket opstand mod kineserne i Lhasa; den 14. Dalai Lama flygtede til Indien, hvor han blev leder af en tibetansk eksilregering. Autonomien blev ophævet, og Tibet integreret i Kina. Dog oprettedes i 1965 Tibets Autonome Region, TAR, men reelt regeredes der direkte fra Beijing.

Kulturrevolutionen fra 1966 ramte Tibet hårdt, og næsten alle klostre og templer blev ødelagt. Siden 1980'erne er der sket en vis genopbygning, men Kina har til stadighed været under anklage for grove brud på menneskerettighederne i Tibet, ligesom tilflytningen af kinesere til området er blevet kritiseret.

Der har flere gange været antikinesiske opstande, ikke mindst i 1989 og 2008. Protesterne blev mødt med hård hånd af de kinesiske myndigheder.

I 2000-t. har der været kraftig økonomisk vækst i Tibet; imidlertid har den etniske tibetanske befolkning ofte givet udtryk for afmagt over for udviklingen. Væksten og den økonomiske integration med det øvrige Kina har medført, at flere etniske kinesere er flyttet til området, ligesom tibetansk sprog, kultur og religion er kommet under pres. Den traditionelle nomadekultur, som især findes i Østtibet, forsøges minimeret eller helt afviklet, og nomaderne flyttes til nyanlagte bosættelser. Det er upopulære tiltag, eftersom nomadetilværelsen traditionelt har været forbundet med en høj grad af uafhængighed.

Tibet er, på trods af væksten, fortsat det økonomisk mest underudviklede område i Kina; der er stor social ulighed, og det er først og fremmest de etniske tibetanere som har vanskeligt ved fx at finde arbejde.

I 2011 begik flere munke og nonner selvmord ved at brænde sig i protest mod den politiske styring af klostrene. Tibetspørgsmålet belaster fortsat forholdet mellem Kina og Vesten.

Læs mere om Tibet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig