Annisse Kirke

Siden middelalderen er kirkegården kun blevet udvidet en enkelt gang, nemlig mod nordvest i 1800-tallet. Rundt om kirkegården er der mure af kampesten og mursten, som er fra 1700- og 1800-tallet. Kirkegårdens hovedindgang er en køreport lidt nordøst for kirken, og mod sydøst er der en mindre fodgængerlåge. På kirkegården lå der indtil 1718 en kirkelade, og nordvest for kirken ligger der et lighus fra 1891, som blev ombygget i 1967.

Kirken består af et romansk kor og skib som er bygget af rå kampesten med detaljer af myremalm, et tårn med senromansk underdel (men senere stærkt ombygget), et sengotisk våbenhus, og en korforlængelse fra 1847.

I kirkens ældste dele, nemlig koret og skibet, er der kun bevaret enkelte detaljer fra den ældste tid. Oprindeligt havde kirken som alle andre middelalderkirker to indgangsdøre, som fandtes mod nord og syd i skibets vestende. Af disse er syddøren stadig i brug, mens norddøren kun er synlig ved, at det nederste af karmene på ydersiden er bevaret. Indvendigt er den eneste måske oprindelige detalje en lille skabsniche i østenden af det romanske kors nordmur.

Allerede i senromansk tid blev der opført et tårn af kampesten på kirkens vestende. I dag er det dog kun underdelen, der er så gammel, for i 1645 meldte præsten, at klokketårnet var faldet ned. Den øvre del stammer derfor fra ca. 1646-1656, hvor det blev genopbygget, ligesom tårnrummets tøndehvælvede loft blev indsat. På klokkeetagen er der til hver side to glamhuller, dvs. åbninger, hvor klokkernes lyd kan undslippe, og øverst har tårnet et saddeltag med gavle i øst og vest, som hver er udsmykket med ni trappeformede kamtakker.

Kamtakkerne er et kendetegn for kirken, som går igen på alle kirkens gavle, blandt andet på våbenhusets. Våbenhuset, som er opført af munkesten i senmiddelalderen, er udover kamtakkerne på gavlen også dekoreret med fem høje, rundbuede blændinger, dvs. dekorative murnicher. På flankemurene er bygningsdelen desuden udsmykket med trappefriser, dvs. en frise med små, murede trappemønstre.

Den østligste hvælvfag i koret markerer overgangen mellem det oprindelige romanske kor og en middelalderlig korforlængelse, som i dag i al væsentlighed dog stammer fra en ombygning i 1847. Her byggede man også en gavl med kamtakker, selvom det er usikkert, om den nuværende gavldekoration er en genskabelse af ældre forhold.

I dag står kirken hvidkalket med røde tegltage og tagværker, som blev fornyet i 967.

Indvendigt er kirken præget af de hvidkalkede mure og hvælvede lofter, som i samspil med det alterovervejende træfarvede inventar giver kirkerummet et roligt, ensartet udtryk.

Kirken har intet middelalderligt inventar tilbage, og præges i stedet særligt af inventarstykker fra 1600-tallet og 1800-tallet.

Prædikestolens præcise alder er ukendt, men den er lavet efter samme model som prædikestolen i Torup Kirke, som er fra 1620. Prædikestolen er opbygget af fire fag, som er udsmykket med fint intarsia-arbejde, mens der på hjørnerne er udskårne søjler som øverst har buster.

Døbefonten er fra 1637 og lavet af sandsten. Den sekskantede døbefont er udsmykket med relieffer af englehoveder og kartoucher, som er udsmykkede rammer, der er dekoreret med blomster og frugter.

Stoleværket, dvs. kirkens bænke, er fra omkring 1640 med delvist fornyede døre fra 1722. De står uden bemaling og er udsmykket med udskårne søjler på gavlene.

Alterbordet, altertavlen og alterskranken stammer alle fra 1845-1847. Altertavlen er et maleri af Kristus på en sky, som velsigner en kalk, mens han tilbedes af engle. Maleriet er indsat i en nygotisk ramme, som øverst prydes af et udskåret, forgyldt kors.

Af historisk interessante gravminder kan nævnes et enkelt sandstensmonument på kirkegården, som er fra 1866.

• folkekirken
• kirkearkitektur

• Danmarks Kirker
• Annisse Sogns hjemmeside