myremalm

Myremalm, vandholdigt, urent sediment med så højt et indhold af jernhydroxider (35-45 vægtpct. Fe), at man kan udvinde jern deraf.

Myremalm er en postglacial dannelse opstået i tidligere nedisningsområder ved forvitring af moræneaflejringernes jernholdige mineraler. Den egentlige myremalm forekommer i Norge, Sverige og Finland, hvor den danner løse, pulverformige aflejringer lige under overfladen i moser og enge. I Trøndelag og Oppland findes malmen i ret stor højde, indtil trægrænsen, og ofte i nærheden af sæterens græsgange. Allerede i oldtiden anvendtes her særlige blæsterovne til udvinding af jern. Det samme er tilfældet i Sverige og Finland, hvor gamle blæsterovne er fundet i fx Västmanland, Halland og Karelen.

I Danmark er myremalmen fast og danner 30-50 cm tykke bænke, der begynder i et spadestiks dybde. Den er særlig udbredt i Vestjylland, vest for hovedstilstandslinjen. Den faste myremalm er, foruden til jernudvinding, blevet anvendt som bygningsmateriale i mange kirker og i mange huse, hvoraf enkelte endnu findes i Favrholt nord for Ikast.

En dansk opfindelse af gasværksingeniør J.C.G. Howitz (1821-1902) førte i 1860 til, at myremalm blev introduceret som en effektiv og billig rensemasse for kulgas. 1860-1985 blev der i Danmark, især omkring Storå, brudt ca. 4 mio. t myremalm, hvoraf hovedparten eksporteredes over Esbjerg til udenlandske gasværker.