Almindeligt salt er den ældst kendte klorforbindelse; andre betegnelser er køkkensalt og stensalt. Det systematiske navn er natriumklorid, og den kemiske formel NaCl. I naturen forekommer det i store mængder sammen med andre klorider, fx kaliumklorid, KCl, i aflejringer, der er gammel havbund, og findes i store mængder i oceanerne. Natriumklorid er udgangsstof for fremstilling af praktisk taget alle klorforbindelser samt for mange natriumforbindelser, fx natriumhydroxid, der sammen med hydrogen og klor dannes ved klor-alkali-processen.
Hydrogenklorid, klorbrinte, HCl, er en gasformig forbindelse, der kan dannes direkte af grundstofferne hydrogen og klor. Industrielt fremstilles det ved reaktion mellem natriumklorid og svovlsyre. Den vandige opløsning af hydrogenklorid kaldes saltsyre, og saltene klorider. De fleste metalklorider er saltagtige. Med stigende oxidationstrin af metallet øges tendensen til dannelse af molekylære forbindelser. Niobiumpentaklorid, NbCl5, er fx opbygget af Nb2Cl10-molekyler. Klorider af ikke-metalliske grundstoffer er for det meste molekylært opbyggede, fx forbindelser af typen XCl3 og ZCl4, hvor X kan være nitrogen, fosfor eller arsen og Z carbon, silicium eller germanium.
Både klor og oxygen er oxiderende stoffer, dvs. at de let optager elektroner. Derfor er alle oxider af klor instabile og mere eller mindre eksplosive, og de skal derfor fremstilles og behandles med stor forsigtighed. De kan ikke fremstilles direkte ud fra de to grundstoffer. Klors oxider og oxygenholdige syrer (oxosyrer) er stærke oxidationsmidler og er således desinficerende og tillige kraftige blegemidler.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.