polyvinylklorid

Artikelstart

Polyvinylklorid, polyvinylchlorid, PVC, polymer, der fremstilles ved radikalpolymerisation af vinylklorid. Processen foregår ved masse-, suspensions- eller emulsionspolymerisation (se polymerisation).

PVC er en transparent plast med en glasovergangstemperatur på 80 °C. Det er overvejende amorft, idet PVC kun indeholder små ordnede sekvenser af kædemolekyler svarende til en krystallinitetsgrad på 5-10 %. PVC er et sejt og stærkt materiale med en fremragende kombination af fysiske og kemiske egenskaber og særdeles stor kemikaliebestandighed. Derfor er polyvinylklorid en af de vigtigste termo- og konstruktionsplast.

Polyvinylklorid er et meget stift materiale, men dets store forenelighed med diverse additiver øger anvendelsesområdet betragteligt. Således kan dets ringe varmebestandighed (idet klorbrinte fraspaltes) kompenseres med varmestabiliserende tin- eller blyholdige additiver, hvad der er af stor vigtighed for forarbejdningen og for det færdige produkt. Ved at tilsætte blødgøringsmidler kan fleksible materialer fremstilles; blødgørere kan udgøre 50 % af produktet i fx PVC-plastisoler. I disse materialetyper er PVC's lille krystallinitetsgrad af helt afgørende betydning for produkternes gode mekaniske egenskaber.

En tredjedel af det stive PVC (også kaldet hårdt PVC) anvendes til koldtvandsledninger, drænrør og afløbssystemer samt i rør og fittings til den kemiske industri. I byggeriet anvendes stift PVC til facadebeklædninger, tagrender og nedløbsrør samt vinduer og døre. Nye materialer baseret på PVC-blandinger kan sprøjtestøbes til tv-bagsider og -kabinetter samt dele til kontormaskiner og apparater. Blæsning af PVC til flasker og dunke til bl.a. drikkevarer er et andet vigtigt anvendelsesområde.

Blødgjort PVC anvendes bl.a. til tætningslister, metal- og gulvbelægninger, vægbeklædninger, slanger, lednings- og kabelisolering samt fittings. Til fødevarer anvendes det som folie, krympefilm og kapselpakninger. I hjemmet anvendes det bl.a. til haveslanger og badeforhæng, til blesnipper samt til regn- og fodtøj. I transportindustrien bruges blødgjort PVC til måtter, indtræk, sædeovertræk og stødpuder. Se også klorofibre.

Den sidste hovedgruppe er PVC-plastisoler, der fremstilles ved at opvarme en stabil dispersion af PVC-korn i et blødgøringsmiddel. Derved dannes et geléagtigt materiale, som fx anvendes til tekstiler, kalecher, støvler, tæppebagsider samt papir- og valsebelægninger. Se også plast (plast og miljø).

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig