polymerisation

I praksis udføres en polymerisation ved en af fire processer. Ved massepolymerisation (bulk-polymerisation) er monomeren i en homogen fase (gas, væske eller fast stof) uden opløsningsmiddel eller dispergerende medium. I opløsningspolymerisation er monomeren opløst i et opløsningsmiddel og reagerer under dannelse af en polymer, som kan være opløselig eller uopløselig i opløsningsmidlet. I en suspensionspolymerisation er monomeren dispergeret som små dråber i vand eller et andet egnet inert medium. Endelig er emulsionspolymerisation en polymerisation, hvor der anvendes emulgeringsmidler til at dispergere og stabilisere monomeren i form af meget små dråber, hvilket fører til dannelsen af en latex.

Ved at styre procesforhold som temperatur, tryk og koncentration af monomer og additiver kan den fremstillede polymers molekylvægt og struktur kontrolleres. Polymerisationen igangsættes normalt af en tilsat initiator, og molekylvægten kan begrænses ved tilsætning af en inhibitor. De teknologisk meget vigtige additionspolymerisationer initieres oftest ved generering af frie radikaler, som så polymeriseres. Industrielt anvendes additionspolymerisation også til anion-, kation- og koordinationspolymerisation, hvor enden på den voksende polymerkæde er hhv. en anion, en kation og en koordinationsforbindelse.