antropometri

Ordet "antropometri" stammer fra 1600-tallet, hvor det første gang anvendtes af den tyske læge Johann Sigismund Elsholz (1623-88), der var interesseret i at undersøge, hvorvidt Hippokrates teori, om at der ofte er sammenhæng mellem legemsproportioner og sygdom, var rigtig.

Den franske læge og antropolog Paul Topinard (1830-1911) definerede antropometri som studiet af kroppens vækst og mål hos de to køn og forskellige aldersgrupper med henblik på at opnå kendskab til normen og afvigelser fra denne, samt et antropologisk redskab til studiet af de fysiske forskelle mellem de forskellige menneskeracer.

De første studier af børns vækstkurver blev lavet af Philibert Guéneau de Montbeillard (1720-1785), og resultaterne blev publiceret som et supplement naturforskeren Georges Louis Leclerc Buffons værk Histoire naturelle, générale et particulière fra 1777. Fødselslægerne William Smellie (1697-1763) og Jean Louis Baudelocque (1746-1816) interesserede sig for bækkenmål og disses anvendelsesmuligheder i forhold til at forudse vanskelige fødsler. Baudelocque udviklede et særligt måleinstrument, et pelvimeter, som nogle anser som en forløber for krumpasseren.

I oplysningstiden opstod ligeledes kraniometrien, der er udmåling af kraniet. Den hollandske læge Petrus Camper (1722-1789) arbejdede med metoder til udmåling af ansigtet og hjernekassen. Han anvendte en indirekte metode, hvor han indtegnede kraniets eller hovedets profil på et papir, der var inddelt i felter. Herefter optegnede han linjer, hvis mål og hældning kunne bruges til beskrivelse af fysiognomien. Campers ansigtsvinkel, der viser kæbens og underansigtets fremspring i forhold til panden, blev tillagt særlig betydning. Den blev af andre personer i samtiden anvendt racistisk til at påvise den fysiske lighed mellem sorte afrikanere og primater, fx chimpanser. Selv var Camper mindre racistisk end de fleste i sin samtid. I en forelæsning sagde han blandt andet, at beskrivelsen af forskelle på sorte og hvide ofte var præget af æstetiske og kulturelle fordomme.

Den tyske læge Johann Friedrich Blumenbach (1752-1840) samlede på kranier og arbejdede ligeledes med metoder til deres beskrivelse, men han brugte udelukkende kvalitative og ikke kvantitative mål. Han beskrev morfologien (formen) og morfologiske kendetegn, såsom øjenbrynsbuernes og næsebenets fremspring og det samlede indtryk af kraniets udseende. I 1775 udgav han De generis humani varietate nativa i hvilken man for første gang finder opdelingen af mennesket i fire racer: den hvide (europide) race, den sorte (negride) race, den gule (mongolide) race og den røde (americanide) race. Den hvide race fandt han bedst repræsenteret ved et kvindekranium i sin samling, der var fra Georgien i Kaukasus. Han betegnede derfor også den hvide race som den "caucasoide" eller kaukasiske race.

Den svenske antropolog Anders Retzius bidrog med det cephaliske indeks. Han fandt det interessant at studere hjernekassens form set oppefra og udregne en ratio mellem bredde og længde på denne. På baggrund af det inddelte han kranier i tre typer: langskaller (dolikokefale), kortskaller (brakykefale) og middelskaller (mesokefale). Det cephaliske indeks fik afgørende betydning inden for den tidlige fysiske antropologi, da man hurtigt opdagede, at der var en betydelig geografisk variation. Det blev af den grund anset for et vigtigt racekendetegn.

Amerikaneren Samuel George Morton (1799-1851) udviklede i 1830'erne forskellige måleinstrumenter til udmåling af kraniet: goniometer og craniograph. Han fandt også på metoden til bestemmelse af hjernekassens rumfang ved at fylde kraniet med risgryn og bagefter hælde dem over i et målebæger. Han anvendte datidens raceinddeling af mennesker som udgangspunkt for at bestemme størrelsen af hjernen hos hhv. hvide, sorte afrikanere og sorte australiere. Med sin metode fandt han, at hvide havde den største hjerne og sorte afrikanere og sorte australiere den mindste. Asiater placerede sig imellem sorte og hvide. Han mente, at hjernens størrelse indirekte var et mål for intelligens, og at det dermed var bevist, at hvide var mere intelligente end sorte. I 1839 udgav han bogen Crania Americana.