Georges Louis Leclerc Buffon

Faktaboks

Georges Louis Leclerc Buffon
Født
1707
Død
1788

Artikelstart

Georges Louis Leclerc Buffon, 1707-1788, fransk greve og naturhistoriker med en encyklopædisk begavelse. Han forfattede en gigantisk naturhistorie, Histoire naturelle, udgivet i 44 bind fra 1749 til 1804.

Trods faderens ønske om, at han skulle læse jura, var Buffon mere tiltrukket af medicin og matematik. Efter et par år i udlandet, hvor han bl.a. var i England og blev medlem af Royal Society, etablerede han sig i de videnskabelige miljøer og bidrog snart til alle videnskaber. Han oversatte Newton og Hales til fransk, videreudviklede sandsynlighedsregning (fx Buffons nåleproblem), arbejdede med mikroskopi, brudstyrke, kosmologi, geologi og livets oprindelse, og hans idéer var ofte forud for hans tid. Han blev leder af Jardin du Roi, den botaniske have og det naturhistoriske museum i Paris, hvor Lamarck blev hans elev og efterfølger. Buffon huskes som en af dem, der vagt foregreb evolutionstanken og det såkaldte biologiske artsbegreb (med krydsbefrugtning som kriterium). I Histoire naturelle foreslog han, at arterne ikke er konstante, men varierer; han undersøgte rudimentære træk hos dyr og fremsatte idéer om "fælles stamformer" for nærtstående arter. Buffon anskuede dog mest forandringer som degeneration, så en egentlig teori om arternes evolution var der ikke tale om.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig