Faktaboks

Øster Egesborg Kirke
Sogn
Øster Egesborg Sogn
Provsti
Stege-Vordingborg Provsti
Stift
Roskilde Stift
Kommune
Vordingborg Kommune
Øster Egesborg Kirke
Den romanske murstenskirke fra første halvdel af 1200-tallet er kun bevaret i murene på skibets to vestlige fag. Den oprindelige kirke har i hver langmur haft tre slanke vinduer, som delvist er bevaret i murværket, ligesom den tilmurede norddør. Syddøren er endnu i brug. Foto: 2005.
Af .
Licens: CC BY SA 3.0

Øster Egesborg Kirke er en sognekirke, der ligger i den lille landsby Øster Egesborg omtrent ni kilometer østnordøst for Vordingborg.

Kirkegården

Kirkegården har bevaret sine senmiddelalderlige hegnsmure i munkesten mod øst, syd og vest. En samtidig sydportal har uregelmæssigt rundbuet port og en dør med kamtakket overbygning.

Tæt vest for portalen står der en sengotisk kirkelade, der nu bruges som materielhus. Østgavlen er ommuret, mens vestgavlen er bevaret med gotiske dekorationer af trappeformede kamtakker og højblændinger, dvs. høje murnicher. Laden har det oprindelige tagværk.

Kirkebygningen

Kirkebygningen er et langhus, da den har et langt kirkerum, hvor skibet og koret går i et. Den består af et senromansk skib, over hvis unggotiske vestforlængelse der er rejst et sengotisk tårn. Sengotisk er endvidere hele østpartiet samt de to udbygninger, sakristiet på nordsiden og våbenhuset på sydsiden. Nordsidens ligkapel er dog fra tiden efter 1850.

Kirken står i dag hvidkalket med røde tegltage.

Den romanske murstenskirke fra første halvdel af 1200-tallet er kun bevaret i murene på skibets to vestlige fag. Den oprindelige kirke har i hver langmur haft tre slanke vinduer, som delvist er bevaret i murværket, ligesom den tilmurede norddør. Syddøren er endnu i brug.

Snart efter opførelsen blev der til den senromanske kirke føjet en forlængelse i vest. Bevaret er to slanke, spidsbuede vinduer, mens et tredje mod vest nu er forsvundet.

De sengotiske ændringer og tilføjelser fra tiden omkring år 1500 er i munkesten. Her blev forlængelsen mod vest brugt som underbygning for et tværstillet tårn, hvor gavlene vender mod nord og syd. Af dem er kun den nordlige gavl oprindelig, mens den sydlige er muret om. Under taget er der glamhuller, dvs. vinduer, hvorfra klokkens klang kan undslippe, i dekorative felter.

I sengotisk tid er koret helt ombygget og udvidet til skibets bredde – ved samme lejlighed fik korets ydermure støttepiller. Af vinduerne er kun sydsidens østlige nogenlunde bevaret trods den ydre tilmuring.

Sikkert efter år 1500 byggede man koret om igen, hvor det blev forlænget mod øst. I den østlige gavl er der bevaret resterne af et spidsbuet vindue, og taggavlen har gotiske dekorationer fra denne ombygning.

Våbenhuset er helt igennem sengotisk med den rundbuede dør i et spidsbuet felt, det fladbuede vindue over døren, de to cirkelblændinger ved dets sider samt de fine gavldekorationer.

Sakristiet på korets nordside er bygget kort efter den sidste korforlængelse. En del af dets murværk blev muret om i 1696, hvor det mistede sine dekorationer.

Ligkapellet er angiveligt fra tiden efter 1850. Det er bygget til ud for den vestligste del af skibets nordside. Bygningen står prunkløs (dvs. enkel) og er uden dekorative elementer i murværket.

I det indre står kirken hvidkalket. Rummet bærer præg af de murede, krydshvælvede lofter. Den seneste korforlængelse, der overdækkes af et krydshvælv, er sat i forbindelse med det ældre kor ved en spidsbue. Mod tårnrummet er der ligeledes en spids tårnbue, og tårnet har bevaret sit sengotiske tagværk. Skibets hvælv er omtrent samtidige med tårnets opførelse.

Inventar

Af middelalderligt inventar er der bevaret en senromansk døbefont i granit. Den opad tilspidsende, cylindriske kumme bærer foroven en tovsnoning.

Prædikestolen er fra 1594. Den er formentligt lavet af Bertel Snedker fra Vordingborg. Den har seks fag, hvoraf de tre har et naivt udført fladsnit, og de tre andre relieffer har rigsvåben med årstallet "1594" og "C4", Kristi opstandelse og våben med "NK". Det er en henvisning til kansler Niels Kås, som var lensmand på Lekkende, og som døde i 1594.

Altertavlen er et maleri af Kristus i Getsemane fra 1868. Det er signeret ”A. Dorph”, og det sidder i en samtidig, nygotisk ramme.

Læs mere i Den Store Danske

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig