Øland Kirke (Ø Klosterkirke)

Den nuværende stående kirke er bygget i et senmiddelalderligt formsprog og stammer formentligt fra årtierne omkring 1500. Selvom kirken er stor og har været under opførelse gennem mange år, lader det til at være i nogenlunde samme byggegang, bortset fra kapellet i forlængelse af det nordre sideskib.

Eftersom klostret er grundlagt allerede i 1100-tallet, må der have været en ældre kirke, som nonnerne har anvendt. Der er dog ikke kendskab til dennes placering eller historie. Enkelte kvadersten og bygningsdetaljer af granit findes dog i den stående kirkebygning, og det kan heller ikke udelukkes, at dele af nonnernes kloster gennem flere århundreder var bygget af træ.

Kirken i dag har et meget ensartet præg. Den er opført som en asymmetrisk, toskibet kirke, dvs. at kirkens kor (med flersidet østafslutning) og hovedskibet er lige brede, mens der til skibets nordside føjer sig et lavere og smallere sideskib.

Kirkens teglstensmure hviler på kampestensfundamenter og fremstår i det ydre hvidkalkede og kendetegnes af en meget enkel facadearkitektur, der stort set kun brydes af kirkens spidsbuede og falsede vinduer samt nordsidens hvælvpiller. I sideskibets nordside findes den middelalderlige indgang til kirken, ligesom der tidligere har været forskellige døre mellem kirken og klosterbygningerne.

Ved hovedskibets vestgavl findes kirkens tårn med tilhørende trappetårn. Tårntoppen er udformet med store tvedelte glamhuller til klokkernes lyd og blændinger, dvs. dekorative murnicher, på gavltrekanterne.

Kirken er hvidkalket og tækket med bly.

Kirkens indre kendetegnes af de hvidkalkede flader samt hvælvene, der taktfast inddeler kirkerummet. Det indre domineres af kirkens asymmetriske form med et sideskib mod nord. Kirkens vinduer er mod syd placeret højt, hvilket vidner om nu forsvundne dele af klosterbygningerne. I middelalderen har kirkens vestende været indrettet i to etager, hvor nonnerne har siddet øverst og været afskåret fra resten af kirkens brugere.

Fra middelalderens klosterkirke er der bevaret en mængde inventar. Særligt karakteristisk er kirkens store senmiddelalderlige fløjaltertavle, der som hovedmotiv har Jomfru Maria flankeret af forskellige helgenfigurer. Altertavlen blev i 1600-tallet ombygget, hvor den fik sin barokke indramning.

Næsten mere specielt er det monstranshus, der placeret ved siden af altertavlen. Dette skab, der har indeholdt nadverbrødet, er ligeledes fra senmiddelalderen og kendetegnes af sit lille kabinet med låge samt det markante, meterhøje spir. En indskrift fortæller, at det er skænket kirken af en prior Jens Nielsen.

Også fra middelalderen er det røgelseskar i bronze, der findes i kirkens kor. En middelalderlig klokke fra 1513 har tidligere hængt i kirken, men findes i dag på Nationalmuseet.

Kirkens prædikestol er et meget fornemt snedkerfremstillet arbejde fra renæssancen med tilhørende lydhimmel, dvs. baldakinen over prædikestolen, dateret til 1600-tallets begyndelse.

Alterstagerne og alterkalken er ligeledes fra renæssancen. Sidstnævnte er doneret til kirken af generalløjtnant H.F. Levetzau, hvis slægt også er begravet i kirken.

Kirkens døbefont er en usædvanlig smedejernsfont i timeglasform fra årene omkring 1700. Kirkens kirkebænke er fra 1800-tallet.

Kirken rummer talrige epitafier, dvs. mindesmærker, og gravminder fra renæssancen og barokken. I kirken findes kister og sarkofager fra 1600- og 1700-tallet tilhørende familien Levetzau, ligesom gamle kisteplader i dag er ophængt i kirken. Ligeledes er der i 1600- og 1700-tallet opsat en del epitafier i kirken, særligt et stort Levetzau-epitafium udformet i marmor i rokokostil bør fremhæves.