videnssociologi

Erkendelsesteoretisk førte videnssociologien alligevel ind i alvorlige problemer. Først og fremmest ved at åbne for en form for relativisme, at sandheder på tværs af sociale positioner, livsformer mv. ikke findes. Dette gav anledning til omfattende debatter, som fortsat dukker op indenfor positioner, der betoner kontekstafhængighed af viden.

En basalt logisk problem, som relativisme førte til, var kendt allerede i antikkens filosofi som det såkaldte ”løgnerparadoks”. Hvis relativisme betyder påstanden ”P”: ”al viden er kun sand, relativt til situation og kontekst” opstår det problem, at da P selv påstås at være viden, altså sand, må det også gælde for P, at den kun er sand relativt til situation og kontekst. Men det må så betyde, at der findes situationer, hvor P ikke er sand. Men så er det altså ikke altid sandt, hvad P hævder ….

Mannheim var godt klar over disse problemer, og søgte løsninger ved at svække og modificere antagelserne. Således så han muligheder for at visse positioner og institutioner var mindre udsat for ensidighed og skævheder end andre. Han talte om en ”fritsvævende (akademiske) intelligentsia”. Han så desuden en vej til neutralisering af ideologiske begrænsninger gennem pluralisme og åben offentlig kritik og debat mellem de forskellige positioner. Han foretrak derfor også at bruge begrebet ”relationisme” i stedet for ”relativisme”.

En af hjørnestenene i Mertons teori var, at moderne videnskab er styret af et fælles normsystem, en ”etos”, det såkaldte CUDOS-normsæt, som han fremlagde i en artikel fra 1942. CUDOS er akronym for følgende fire normer:

• Communism (kommunisme, viden bør være fælles ejendom)
• Universalism (viden bør vurderes ud fra universelt gældende principper uden hensyn til religion, køn, enicitet mv.)
• Disinterestedness (videnskab bør være uafhængig af andre interesser end det at søge ny viden)
• Organized scepticism (organiseret skepticisme, viden bør til stadighed gøres til genstand for organiseret kontrol og kritisk granskning).

Disse normer skal forstås som idealnormer. De opfyldes sjældent til perfektion, og der forekommer brud. Men de sanktioneres i forskersamfundet og er indbygget i formelle regler, evalueringsprocedurer mv. Merton så også en forbindelse mellem disse idealnormer og oplyst demokrati.

Det bemærkes, at Mertons videnskabssociologi ikke løb ind i de problemer med relativisme mv., som opstod i Mannheims videnssociologi. Det skyldes at Merton ikke søgte at forklare selve det kognitive indhold i videnskaberne, kun deres ydre sociale former.

De første socialkonstruktivistiske videnskabsstudier kom i starten af 1970’erne fra den såkaldte Edingburgh-skole, også benævnt "strong program" (det stærke program). Som eksemper søgte man på basis af videnskabshistoriske studier af udviklingen af frenologien (videnskab om sammenhæng mellem menneskers kranieform og psykiske egenskaber) og statistik i 1800-tallet og senere også af moderne videnskab at kunne vise, hvordan konklusioner indenfor de studerede videnskaber var påvirket af sociale og kulturelle faktorer i tiden.

Et andet af de tidlige og meget markante eksempler var laboratoriestudier foretaget af Bruno Latour og Steve Woolgar. I 1979 publicerede de bogen Laboratory Life: The Social Construction of Scientific Facts (Laboratorieliv: Den sociale konstruktion af videnskabelig fakta. 1979). Bogen skulle vise sig at blive meget kontroversiel og fremkaldte efterhånden ophedede debatter.

Latour og Woolgar fulgte et berømt medicinsk projekt, der skulle udforske og bestemme nogle hidtil ukendte biokemiske stoffer. De observerede med antropologiske metoder det daglige arbejde i laboratoriet: opstilling af eksperimenter, indsamling af data, sortering, tolkning og registrering af observationer, kommunikation internt og udadtil osv. Videre: forhandlinger om fremskaffelse af finansiering, da det var et meget kostbart projekt, konkurrence med andre forskergrupper, publicering osv. De hæftede sig især ved, at forskerne i vid udstrækning brugte inskriptioner for at overføre fra en materiel substans til skriftlige symboler, tegn og koder. Det var disse inskriptioner, der blev materialet i forskningen.

Som antropologiske iagttagere oplevede de, at forskningen som processer, der angiveligt ofte forekom rodede og metoder, der forekom arbitrære. Fra starten fremstod resultater som flydende og ustrukturerede billeder af ”virkeligheden”. Men gradvis indsnævrede forskerne gennem forhandlinger spektret af mulige udfald og bevægede sig frem til et samlet resultat. Her kom de økonomiske rammer ind som et begrænsende vilkår. På et tidspunkt nåede man en grænse for, hvor langt man kunne komme, og fastslog det, man var nået frem til som fakta. Det blev det, der for forskerne var virkeligheden.

Det er i den forstand, Latour og Woolgar mener, der er tale om en ”social konstruktion” (de strøg i øvrigt i en senere udgave adjektivet ”social” og ændrede betegnelsen til blot ”konstruktion”).

Dette er blot en meget forenklet billede af bogen, men et billede, der skal illustrere, at Latour og Woolgars studier repræsenter en yderligtgående og særdeles kontroversiel variant af relativisme, derved at de hævdede, at ikke blot det billede af det biokemiske stof, de fremlagde, var en ”social konstruktion”, men at det biokemiske stof i sig selv var en social konstruktion.

I de følgende årtier fremkom i samme socialkonstruktivistiske spor en strøm af forskellige studier af naturvidenskabelig, medicinsk og teknologisk forskning, især case-studier, altså studier af enkelte forskningsprojekter eller forskningsprogrammer.

Ikke blot blev der rokket ved opfattelsen af videnskab som højeste autoritet, når det drejer sig om sandt og falsk. Man erfarede også, at videnskab ikke automatisk betød fremskridt: nazilægernes barbariske forsøg med mennesker, gaskamre og holocaust, truslen fra atombomben, giftgasser og kemisk krigsførelse, skandaler med medicinalindustrien, medicin med farlige bivirkninger, miljøskader af ny teknologi, afsløring af ekstern politisk og økonomisk styring, forvrængning og censur af forskning mv.

I videnssociologien er der dele, der kun beskæftiger sig med genesen uden implikationer for vurdering af indholdet. Det gælder udpræget for Mertons videnskabssociologi, der kun interesserer sig for, hvad der fremmer eller hæmmer vækst i viden, og viden er det forskerne på feltet har godkendt som viden.

Det gælder også for Mannheim for så vidt angår naturvidenskab og matematik og til dels lige så for Berger og Luckmanns videnssociologi.

Heroverfor er Latour og Woolgars socialkonstruktivisme udpræget et eksempel på en teori, der ser gyldighed som noget, der afgøres af kontekst og den social proces, der førte frem til resultatet. Der findes andre repræsentanter for denne opfattelse.

Taler vi om ontologisk socialkonstruktivisme, gør det en afgørende forskel, om det der hævdes at være konstrueret socialt, er den sociale virkelighed, fx en organisation, vaner, normer eller en specifik regel, eller det er elementer i den fysisk-materielle virkelighed, fx en planet.

Det første vil være mindre kontroversielt end det sidste. Der findes eksempler, hvor kollektive forestillinger, forventninger eller situationsdefinitioner om det sociale virker virker selvopfyldende. En blødere version siger blot, at opretholdelse af den sociale virkelighed, fx sociale institutioner, skoler, Folketinget, penge, markeder mv. forudsætter menneskers viden om, at de findes, og hvad de er, er relativt ukontroversielt. I den forstand kan man sige, at den sociale virkelighed hele tiden konstrueres. Det er Berger og Luckmanns position.

Det er langt mere kontroversielt at hævde det samme om den fysisk-materielle virkelighed. Det vil overskride grænser i dominerende verdensbilleder i moderne samfund. Latour og Woolgars position i den omtalte bog fra 1979 er et af de få eksempler på ontologisk socialkonstruktivisme for så vidt angår den fysisk materielle virkelighed. Det er en form for idealistisk ontologi, som langt de fleste har afvist.

Eksempler angående erkendelsesteoretisk socialkonstruktivisme gør det en forskel, om det drejer sig om viden indenfor samfundsvidenskaber og humaniora eller indenfor naturvidenskaber og medicin. Angående førstnævnte udgør Mannheim og Berger og Luckmann eksempler, og der findes flere. Når det gælder naturvidenskaber og medicin er Edingburghskolen og Latour og Woolgar eksempler.