Faktaboks

Thomas S. Kuhn

Thomas Samuel Kuhn

Født
18. juli 1922, Cincinnati, Ohio, USA
Død
17. juni 1996, Cambridge, Massachusetts, USA

Thomas S. Kuhn.

.

Thomas S. Kuhn var en amerikansk fysiker, videnskabshistoriker og videnskabsfilosof. Han var professor ved Harvard, Berkeley og Princeton universiteterne og sidst ved Massachusetts Institute of Technology (MIT).

Det kontroversielle værk The Structure of Scientific Revolutions (1962; da. Videnskabens revolutioner, 1973) gjorde Kuhn verdensberømt. Den videnskabsteori, han her fremsatte — med en radikal kritik af såvel de logiske positivisters som Karl Poppers opfattelser — har siden været i fokus. Fra en prævidenskabelig fase udvikler al egentlig videnskab sig til "normalvidenskab", der i en periode er enerådende.

Normalvidenskab er styret af et paradigme, som bl.a. udgøres af de bevidste og ubevidste antagelser af metafysisk art og af de kriterier for rationalitet og videnskabelig metodik, der styrer den videnskabelige praksis. Alle data er således teoriladede, idet det er paradigmet, der bestemmer, hvad der regnes for relevant, og hvordan det skal tolkes.

På et tidspunkt bryder en normalvidenskab sammen, fordi den ikke inden for sine paradigmatiske rammer kan løse afgørende problemstillinger i paradigmet selv. Dette fører til en videnskabelig revolution, hvor det gamle paradigme afløses af et nyt, inden for hvilket der udvikles en ny normalvidenskab. Det er Kuhns påstand, som er blevet bestridt af mange (se fx Imre Lakatos), at der er en inkommensurabilitet mellem det gamle og det nye paradigme, hvilket betyder, at de er uforenelige, og at de ikke kan sammenlignes. Dette indebærer, at paradigmeskift ifølge Kuhn ikke kan forstås rationelt, men må sammenlignes med religiøs omvendelse.

Der er ingen paradigmeneutrale grunde til at foretrække Newtons fysik frem for Aristoteles'. Dog mener Kuhn, at man pragmatisk må konstatere, at man med Newtons opfattelse kan løse flere praktiske problemer. Fra ca. 1970 benægtede Kuhn selv, at han skulle være relativist, men det er stadig omstridt, hvorvidt hans inkommensurabilitetstese, som er central for hans paradigmeopfattelse, nødvendigvis fører til en irrationalisme og relativisme eller ej.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig