Som folkevise/gammelfolkevise/ballade/middelalderballade regnes i Norden den anonyme, strofiske episk-lyriske sang med omkvæd, som er opstået i de middelalderlige århundreder, men som kun kendes i adelsoptegnelser fra 1500-1600-tallet og i nyere folketradition i 1800-1900-tallet. Der er almindelig enighed om, at genren blev introduceret i Norden i 1200-tallet med forbillede i den franske dansevise carole. Som dansevise kendes den endnu i 1900-tallet på Færøerne, hvor den er knyttet til kædedansen.
Der kendes 837 gamle folkeviser i nordisk tradition, inklusive skæmteviserne. Halvdelen af viserne er ridderviser, og ca. 200 af de over 300 danske kendes kun i Danmark. Ridderne var middelalderens adel, ikke en eksklusiv klasse, men en lavadel, som boede spredt over hele landet på nogle tusinde store eller små herre- eller bøndergårde: Skammel bor i Ty /både rig og øvert (meget) kåd /så høviske haver han sønner fem /de to fores ilde ad. //Ebbe han tjener i kongens gård /både for guld og fæ /og mens han er borte, indynder Peter sig hos Ebbes kæreste. De skal giftes, men på bryllupsdagen vender Ebbe tilbage og dræber dem begge. Resten af livet må han leve som fredløs: Fordi træder Ebbe Skammelsøn så mangen sti vild. — Jalousidrab er almindelige. Det samme er faderhævn. Drabsmanden, Hr. Torben, møder sønnerne i skovbrynet, hvor han gik og holdt sin plov. Vi vil nu have mandebod, vi ere komne for dit hjerteblod. //Så hugge de hr. Torben så små /alt som løv udi lunden lå. Poetisk slutter visen med, at en af hævnerne forelsker sig i hr. Torbens datter.
Riddervisernes foretrukne temaer er fejder, slægtshævn og frem for alt elskov. Ofte synges der om dristige riddere, der overvinder alt for at få den jomfru, de elsker. Har hendes far sat hende i kloster, bryder ridderen ind og befrier hende. En elskovsivrig ridder kalder viserne en jomfrusvend.
Trylleviser og naturmytiske viser er fællesbetegnelsen for 75 nordiske folkeviser om det overnaturlige, hvoraf de 19 kun kendes i Danmark. Det er højst forskellige viser, der handler om eller har hentet motiver fra folketroen, sagnene og eventyrenes forunderlige verden. De mest markante er viserne om menneskers skæbnesvangre møde med de overnaturlige, fx Elverskud, der er en over hele Europa kendt visehistorie om en ridder, der natten før sit bryllup lader sig forføre af en liderlig ellepige, der danser ham til døde. Flere overtrosviser er syngefortalte historier, sagn om de farer, der lurer i enhver overgangssituation, her fra ugift til gift.
Blandt trylleviserne findes nogle af de ældste nordiske folkeviser. Foruden Elverskud gælder det visetraditionen om Jomfruen og dværgekongen, som i 1500-tallet har været så udbredt i Norden, at man har kendt to forskellige versioner af visehistorien: en, hvor pigen bliver lokket af en ellekonge, i en anden af en dværg. Pigen holdes tilbage i højen af en magisk drik, der får hende til at glemme jordelivet. I 1800-tallet lokkes hun ind i højen af en bjergmand, og nu blander sangerne den sammen med 1700-tallets visen Agnete og havmanden, hvor den overnaturlige ægtefælle græder, da hun forlader ham og deres fællesbørn på havbunden.
Flere trylleviser er beslægtet med omskabelseseventyr. En ond stedmoder forvandler fx datteren til en lindorm. Hendes kæreste ser hende imidlertid i græsset som hun sprang — så mindet (kyssed) han den lille orm /hun blev til så høv'sk en jomfru. I mange af viserne møder man runemagi: Hr. Luno binder en havfrue til en sten, men unge riddere bruger runerne til at lokke væne jomfruer til sig om natten.
På trods af deres nære sammenhæng med motiver fra den norrøne litteratur hører kæmpeviserne i Danmark til blandt de yngste. En af de kendteste er visen Tor af Havsgård, en gudemyte, der er blevet til et kæmpeeventyr. Tosse-Greven har stjålet Tors hammer, og for at levere den tilbage kræver han Tors søster til ægte. Bryllupsfesten bliver afholdt. Tor har klædt sig som brud: En oksekrop så åde hun op, og 12 tønder øl så drak hun ud /før hun kunne tørsten slukke. Tosse-Greven aner ikke uråd. 12 kæmper bærer hammeren ind. Bruden tager den i én hånd, og nu slog hun Tosse-Greven ihjel /den lede trold og lang. Mange kæmpeviser er præget af en djærv munterhed, dog ikke visen om, da Sivard Snarensvend, dvs. Sigurd Fafnersbane, døde: Alle de græde i kongens gård /ret ingen var der, som lo.
I modsætning til næsten alle andre folkeviser er personerne i skæmteviserne bønder, håndværkere, hovfolk, studenter, præster og degne. Ofte handler de om erotik, om frådseri og druk, om slagsmål og om gamle mænds problemer med unge koner. De kan også være provokerende opgør med moralske, religiøse og sociale vaner og vedtægter. Som danseviser har disse gammenkvad eller boleviser, som folk selv kaldte dem, været brugt langt op i 1800-tallet, bl.a. på Mandø ud for Ribe.
Historiske kalder Svend Grundtvig de folkeviser, "hvis Æmner og Personer enten med Vished eller dog med Rimelighed have kunnet gjenkjendes og dateres" (1862). Det drejer sig i Danmark om 67 viser, bl.a. om Marsk Stig, Niels Ebbesøn, Dronning Dagmar og Dronning Margrete. Grundtvig betragtede og behandlede dem som pålidelige historiske kilder, digtet samtidig med de begivenheder, de skildrer. Visen om Erik Emun, der blev dræbt på tinge af den jyske herremand Sorte Plov, skulle således være fra 1137. Historikeren Anders Sørensen Vedel havde i 1591 en ganske anden og mere korrekt opfattelse: "Viser er viser, og bliver ved med at være Viser (poesi), hvad man saa gør med dem; det er for største Delen Tidkortsdigt; Digteren tager af den hele Historie det besynderligste, som vilder (passer) ham og tjener til hans Forsæt". Til gengæld kan de være værdifulde som bidrag til studiet af den folkelige opinion.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.