Marsk Stig-viserne

Marsk Stig-viserne, den største samling af historiske folkeviser med udspring i samme historiske begivenhed, her drabet på Erik 5. Klipping 1286. Forskellige versioner af viserne blev indsamlet og udgivet af Anders Sørensen Vedel i Hundredvisebogen (1591), ligesom de blev optegnet i adelshåndskrifter og visebøger fra 1500-t.s midte og frem. Viserne blev udgivet samlet af Svend Grundtvig i Danmarks gamle Folkeviser, bd. 3 (1858-63) som nr. 145.

Grundtvig anså A-versionen (den lange Marsk Stig-vise) for at være urformen, der dannede basis for de andre versioner. Senere forskning mener, at A-formen er en sen sammenfatning. F-G-versionerne, som tager kongens og den brede befolknings parti mod morderne, er ældst, men det er tvivlsomt, om de går tilbage til tiden for mordet og den efterfølgende dom på danehoffet i 1287. Omkvædet "fordi stander landet i våde" kendes fra en penneprøve hos Ribepræsten Peder Madsen (ca. 1454). C-D-E-versionerne er underholdningsviser, der handler om kong Eriks forførelse af marskens hustru, Ingeborg, og marskens hævn. H-I-versionerne fortæller om Marsk Stig, der drømmer, at han må gå i eksil. Den korte K-version beretter om de sammensvorne på heden. Motiver fra Marsk Stig-viserne indgår i historiske romaner (B.S. Ingemann og Ebbe Kløvedal Reich), fortællinger (Karen Blixen) samt opera og teater (P.A. Heise, Carsten Hauch, J.A. Schade).

Læs mere om folkeviser.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig