Agnes Slott-Møller

Faktaboks

Agnes Slott-Møller
Født
1862
Død
1937

Agnes Slott-Møller i sit atelier.

.

Agnes Slott-Møller Jomfru Blidelil; maleri, 1899. John Hunovs Samling. Motivet er hentet fra folkevisen om Tidemand og Blidelil. Med venstre hånd trykket mod hjertet og den højre skyggende for øjnene mod Solen flyver jomfru Blidelil i fjederham mod Tidemand, som hun tiltrækkes af, dog uden at kende ham. For at vinde hende har han kastet runer på to roser, motivet på billedrammen, der således indgår i den samlede komposition. Maleren arbejdede videre med motiver fra folkevisen til den endelige udformning som et triptychon i 1914.

.

Agnes Slott-Møller. Fotografi fra 1885.

.

Agnes Slott-Møller Recensenten og Dyret; maleri fra 1916, ophængt i Odense Teaters publikumsfoyer. Maleriet viser 16. scene af J.L. Heibergs vaudeville Recensenten og Dyret (1826), der udspiller sig blandt Dyrehavsbakkens forlystelser. Den var blevet opført på Odense Teater i sæsonen 1915/16.

.

Artikelstart

Agnes Slott-Møller, 1862-1937, dansk maler, uddannet på Tegne- og Kunstindustriskolen for Kvinder 1878-85 og hos P.S. Krøyer 1885-86; g.m. Harald Slott-Møller 1888.

Agnes Slott-Møller brugte det realistiske formsprog til at udtrykke en erkendelse af det eksistentielle og åndelige og placerede sig dermed inden for symbolismen.

I motiver fra især Danmarkshistorien og folkeviserne inspireredes hun af den danske natur og middelalderen som det oprindelige og sande, fx Tidemand og Jomfru Blidelil (1914, Hotel Dagmar, Ribe).

1891-1900 var hun tilknyttet Den Frie Udstilling som stiftende medlem. Ligesom vennen Georg Brandes og ægtefællen Harald Slott-Møller deltog hun i den offentlige debat med markante meninger.

I den såkaldte "Bondemalerstrid" i 1907, hvor ægteparret Slott-Møller sammen med enkelte meningsfæller som maleren Gudmund Hentze (1875-1948) vendte sig mod Fynboerne og deres impressionistiske stil og hverdagsnære motivvalg, led de et nederlag, som koblede dem af den aktuelle udvikling og førte til en del bitterhed, selvom især Agnes Slott-Møller forblev feteret i nationalistiske kredse til sin død.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig