Trias

I begyndelsen af Trias var dyrelivet stærkt reduceret som følge af katastrofen på Perm-Trias-grænsen. I havet var trilobitterne sammen med talrige familier og ordener af foraminiferer, koraller, bryozoer, brachiopoder, blæksprutter og pighuder uddøde, og på land overlevede kun 12 ud af 37 padde- og krybdyrfamilier. Ingen grupper forblev uberørte. Den fauna, der udviklede sig i løbet af Trias, var til gengæld meget forskellig fra Permtidens, og grænsen mellem Perm og Trias udgør da også grænsen mellem Palæozoikum og Mesozoikum. De mange nye dyregrupper opstod sandsynligvis som følge af en lavere tæthed og dermed ringere konkurrence mellem dyrene i begyndelsen af Trias.

De amniote landhvirveldyr (se amnioter) var allerede i Karbon udspaltet i tre grupper, anapsider, synapsider og diapsider. Den mindste af disse grupper, anapsiderne, gav i Trias ophav til skildpadderne. Synapsiderne var i Perm repræsenteret af pelycosaurer (sejløgler) og therapsider (pattedyrslignende "krybdyr"). Pelycosaurerne uddøde på Perm-Trias-grænsen, mens therapsiderne overlevede og blev den absolut dominerende dyregruppe på land i Tidlig og Mellem Trias, indtil de nær slutningen af Trias også uddøde. Therapsiderne var den gruppe, der i Sen Trias gav ophav til pattedyrene. Diapsiderne blev i Trias opdelt i to hovedgrupper, lepidosaurer, der fx omfatter firben, samt archosaurer med bl.a. pterosaurer (flyveøgler), krokodiller og dinosaurer.

I havet udvikledes nye muslingetyper, der mere effektivt end tidligere kunne grave i havbundens sedimenter og udnytte fødemulighederne her. Der dukkede også nye former op blandt de dyr, som levede oven på havbunden, bl.a. moderne koraller og søliljer. I de frie vandmasser opstod teleoster (moderne benfisk), iktyosaurer (hvaløgler), plesiosaurer (svaneøgler), placodonter og notosaurer samt nye grupper af ammonitter og belemnitter (blæksprutter).

Plantelivet blev tilsyneladende mindre påvirket af Perm-Trias-katastrofen end dyrelivet. Ulvefodstræer, kæmpepadderokker og cordaiter, der havde præget de store kulsumpe i Karbontiden, var allerede forsvundet eller stærkt reduceret i løbet af Perm. I stedet vandt primitive nøgenfrøede træer (gymnospermer) frem, og sammen med bregner og frøbregner dominerede de plantesamfundene i Trias. Blandt de nøgenfrøede vandt ginkgolignende træer og især cycadéer frem. Alle disse grupper eksisterer i dag, men cycadéerne er sjældne, og kun én ginkgoart har overlevet.

Superkontinentet Pangæa bestod af en nordlig del, Laurasia, og en sydlig del, Gondwana, delvis adskilt af Tethyshavet, der var en stor tropisk havbugt omkring ækvator. I løbet af Trias blev superkontinentet gennemsat af en række sprækkezoner med voldsomme forkastninger, men den egentlige opsplitning af Pangæa tog først fart i Jura.

Det danske område var præget af en række forkastningszoner med store lokale indsynkninger, og i løbet af Trias akkumuleredes visse steder op til 6 km sediment, mest ørkenprægede flod- og delta-aflejringer. Indslag af salt og gips vidner om kortvarige marine indtrængninger. I dag er lagene fra Trias i det meste af Danmark begravet under yngre sedimenter, og de er kun blottet i små områder på Bornholm.