Faktaboks
- Etymologi
- 2. led i ordet voldtægt er en afledning af verbet tage.
voldtægt
Strafferet
Voldtægt straffes efter straffelovens § 216. Den samtykkebaserede paragraf trådte i kraft den 1. januar 2021 efter flere års omfattende debat om voldtægtslovgivningen.
Det bedømmes også som voldtægt at have samleje med et barn under 12 år. Samleje med et barn under 15 år falder ind under straffelovens § 222.
Med indførelsen af samtykkelovgivningen er der gjort op med en retstilstand, hvor voldtægt blev defineret som tiltvingelse af samleje ved vold, trussel om vold eller anden ulovlig tvang. Dog var det også strafbart som voldtægt at skaffe sig samleje med en person, der ikke kunne modsætte sig overgrebet som følge af den tilstand eller situation, som den pågældende befandt sig i, fx på grund af bevidstløshed, stærk beruselse eller dyb søvn.
I debatten om revisionen af voldtægtslovgivningen var der længe skepsis og modstand mod at gøre samtykke til omdrejningspunktet, idet der kan være forskellige opfattelser af, hvad der skal til, for at der foreligger et gyldigt samtykke, og hvordan dette kan bevises. I bemærkningerne til det lovforslag, som samtykkebestemmelsen bygger på, blev der givet en udførlig forklaring, som Folketinget tilsluttede sig. Ingen partier stemte imod forslaget.
Begrebet samleje i straffeloven
I straffelovens forstand omfattet begrebet samleje vaginalt og analt samleje. Paragraffen om voldtægt dækker ikke andre seksuelle forhold end samleje, fx oralt seksuelt forhold, kys på kønsdele, indføring af fingre eller genstande i skede eller anus eller manipulering af kønsdele med en person, der ikke har samtykket deri. Sådanne krænkelser er omfattet af straffelovens § 225.
Reglerne om seksuelle krænkelser er kønsneutrale, dvs. at loven ikke sondrer mellem hverken forurettedes eller krænkeres køn.
Det strafferetlige samtykkebegreb
Et samtykke skal gives frivilligt som udtryk for den pågældende persons frie vilje. Det kan komme til udtryk gennem ord eller handling. Samtykke efter voldtægtsbestemmelsen skal vurderes ud fra en konkret og samlet vurdering. Der er ikke noget krav om, at samtykket skal være udtrykt direkte eller i øvrigt på nogen bestemt eller formaliseret måde.
Handlinger, der kan være udtryk for et samtykke til samleje, vil fx kunne være kys, berøringer, nydende lyde eller relevante bevægelser, fx at man vender sig mod den anden person, selv hjælper til med at tage sit undertøj af, udfører samlejebevægelser eller lignende.
Hvis samlejet er opnået under forhold, der kan virke intimiderende, er der en formodning imod, at der er givet samtykke.
Omvendt er der en formodning for, at en person, der samtykker i et samleje, selv deltager mere eller mindre aktivt og ikke blot forholder sig helt passivt. Ellers forventes det, at den anden part gør noget for at sikre sig, at den passive part faktisk samtykker. Der er ikke givet et gyldigt samtykke, hvis passivitet er udtryk for, at en part befinder sig i en frygtbetinget tilstand, hvor vedkommende ikke gør modstand (”fryser”).
Rækkevidden af et samtykke afhænger af de konkrete omstændigheder, fx om samtykket kun gælder vaginalt samleje, men ikke analt samleje, eller om det kun gælder oralt seksuelt forhold, men ikke vaginalt samleje.
Det er forholdene umiddelbart i sammenhæng med og på tidspunktet for samlejet, som er afgørende for vurderingen af, om der er givet samtykke. Flirtende adfærd, kys tidligere på aftenen, eller det forhold, at en person er gået med en anden person hjem, anses ikke i sig selv som samtykke til et samleje.
Tilsnigelse af samleje med en person, som forveksler gerningspersonen med en anden straffes efter straffelovens § 221. Det overvejes at inddrage sådanne forhold under paragraffen om voldtægt.
Strafansvar for voldtægt kræver forsæt
Der kan kun straffes for voldtægt, hvis gerningspersonen har handlet forsætligt. Det betyder, at der skal være forsæt med hensyn til, at offeret ikke samtykkede i samlejet. Forsæt mangler, hvis gerningspersonen tror, at den anden part har givet samtykke. Det er ikke tilstrækkeligt for domfældelse, at den pågældende burde vide, at forurettede ikke havde givet samtykke.
Det er anklagemyndigheden, der har bevisbyrden for, at en tiltalt har handlet med forsæt til at begå voldtægt. Anklagemyndigheden skal derfor i sager om fuldbyrdet voldtægt føre bevis for, at tiltalte har haft samleje med offeret, at offeret ikke havde samtykket, og at tiltalte havde forsæt til, at offeret ikke deltog med samtykke. Beviset skal have en sådan styrke, at der ikke er nogen rimelig tvivl om, at tiltalte er skyldig (princippet om in dubio pro reo). I tilfælde, hvor der ikke er andre beviser end tiltaltes og offerets modstridende forklaringer, bliver troværdigheden af forklaringerne afgørende.
I sager, hvor parterne kendte hinanden mere eller mindre godt forud for hændelsen, kan det være vanskeligt at bevise, hvad der faktisk er foregået, hvis forklaringerne fremstår som påstand mod påstand.
Behandlingen af voldtægtssager
I årenes løb er der gennemført reformer med det formål at forbedre vilkårene for voldtægtsofre.
Indgående afhøring både hos politiet og i retten af den, der anmelder voldtægt, kan være nødvendig, selv om dette kan opleves som yderst ubehageligt. Politiet har nu oprettet specialiserede teams til behandling af anmeldelser, og betjentene modtager undervisning i, hvordan man ved afhøringer af forurettede så vidt muligt undgår såkaldt sekundær viktimisering, dvs. at gøre anmelderen til ofre endnu engang ved at stille stereotype og nærgående spørgsmål om intime forhold. Formålet er tillige at undgå en tilgang, der kan give forurettede det indtryk, at den pågældende nok selv var skyld i overgrebet.
Forurettede har ret til at få beskikket en bistandsadvokat og til at tale med denne forud for afhøring hos politiet. Politiet skal vejlede forurettede om vedkommendes retsstilling, herunder også om rettigheder og pligter som vidne og om muligheden for at få erstatning. Reglerne herom står i retsplejelovens kapitel 66 a. Politiets afhøring af forurettede kan optages på video med henblik på anvendelse af optagelsen som bevis under hovedforhandlingen. Under videoafhøring af forurettede skal den mistænktes forsvarsadvokat være til stede. Den mistænkte har ikke selv adgang til at overvære videoafhøringen, men skal snarest muligt have adgang til sammen med sin forsvarer at gennemse videooptagelsen hos politiet. Reglerne herom står i retsplejelovens § 745 e.
I en retssag om voldtægt behandles den forurettede part som vidne. Forurettede har krav på, at dørene lukkes for offentligheden, mens den pågældende afgiver forklaring i retten, og hvis der afspilles eller forevises optagelser, der gengiver forhold, som der er rejst anklage for. Reglerne om dørlukning står i retsplejelovens § 29 a.
Kriminologi
Traditionelt er forklaringen på voldtægt søgt i den enkelte forbryders abnorme psyke, fx psykopati og forskellige former for seksuel afvigelse, eller i hans manglende evne til at knytte normale seksuelle forbindelser med kvinder. Nyere undersøgelser viser, at mange voldtægtsforbrydere har været udsat for vold, omsorgssvigt og seksuelle overgreb i barndommen, og deres krænkeradfærd menes at kunne have sammenhæng hermed.
I slutningen af 1900-tallet vandt også en anden type forklaring udbredelse, idet voldtægt ses i et kønsperspektiv som konsekvens af et samfund, hvor mænds brug af vold glorificeres, og hvor maskulinitet forbindes med undertrykkelse af kvinder. I denne sammenhæng opfattes den såkaldte voldspornografi som legitimation af voldtægt. Det hævdes, at voldtægt snarere handler om udøvelse af magt end om seksuel tilfredsstillelse.
Retshistorie
Det vides ikke, hvordan voldtægt blev opfattet i tiden før landskabslovene, men det blev formentlig set som en krænkelse af kvindens mand eller slægtninge. Det samme kommer til udtryk i de ældre landskabslove, men voldtægt i Jyske Lov betragtedes nu som en krænkelse af kvinden med tiltvingelse af samleje som det afgørende moment. Voldtægt blev set som et fredsbrud, og blev straffet med en bod på 40 mark til den forurettede og 40 mark til kongen.
I løbet af 1200-tallet skærpedes sanktionen for voldtægt til fredløshed og i visse stadsretter (se købstad) til dødsstraf. Rigslovgivningen i 1500-tallet og senere Christian 5.s Danske Lov fra 1683 fastsatte dødsstraf for voldtægt. Dette gjaldt også forsøg på voldtægt, hvis kvindens "råb og skrig om hjælp høres, og synes blåt kød, eller revne klæder". Dødsstraffen for voldtægt kunne dog bortfalde, hvis voldtægtsmanden enten giftede sig med offeret, med hende og hendes værges samtykke, eller han betalte en kompensation til kvinden.
Danske Lovs bestemmelser om voldtægt blev ophævet ved Straffeloven af 1866, hvor straffen for voldtægt blev fastsat til strafarbejde i mindst fire år eller under særdeles skærpende omstændigheder til dødsstraf. I overensstemmelse med tidens moralopfattelse var strafnedsættelse dog mulig, hvis den voldtagne kvinde var berygtet, dvs. havde haft udenomægteskabelige forhold. Dødsstraffen for voldtægt blev ophævet ved straffeloven af 1930, hvor også forskellen på berygtede og uberygtede kvinder blev ophævet.
Ved krigsforbryderdomstolen i Haag blev voldtægtsforbrydelser begået under krigene i det tidligere Jugoslavien pådømt som krigsforbrydelser i 2001.
Lægelig behandling af voldtægtsofre
I slutningen af 1900-tallet indtraf et holdningsskift, der indebar, at voldtægt og voldtægtsforsøg ikke blot blev betragtet som en forbrydelse med offeret som en del af bevismaterialet, men også som et akut traume, der udløser en krisesituation for offeret med helbredsmæssige følger. Som konsekvens heraf blev der oprettet centre for voldtægtsofre ved Aarhus Universitetshospital i 1999, Rigshospitalet i 2000 og Odense Universitetshospital i 2001. I 2023 var der blevet oprettet i alt otte centre for voldtægtsofre på store sygehuse landet over.
Ofrene har i timerne og dagene efter voldtægten ofte psykiske og fysiske symptomer. Næsten alle fortæller om frygten for at dø ved overgrebet. Ofrene henvender sig selv eller bliver bragt til centrene, hvor de får støtte fra en specielt uddannet sygeplejerske. Hvis offeret ønsker det, foretages der lægelig undersøgelse og behandling samt retsmedicinsk undersøgelse, bl.a. med undersøgelse af sædspor. Cirka 1 % har alvorlige fysiske skader, 30-70 % har mindre tegn på vold på kønsorganerne, og ca. 50% har andre voldstegn på kroppen. Voldtægt indebærer risiko for smitte med kønssygdomme og graviditet. Derfor behandles ofrene med antibiotika og nødprævention i form af en todages behandling med hormontabletter.
På centret kan offeret få bad, rent tøj, mad og drikke og en seng. Der er mulighed for lægelig og psykosocial opfølgning og behandling i centret, hvor der er tilknyttet psykolog og socialrådgiver. Der ydes krisebehandling, som bl.a. indebærer hjælp til at etablere et netværk blandt familie og venner.
Al form for seksualiseret vold, herunder også voldtægt, er stadig så tabubelagt, at de sædvanlige kulturelt bestemte trøste- og omsorgsmekanismer sjældent etableres. Offeret føler skyld og skam og hemmeligholder ofte overgrebet, selv over for de nærmeste.
Med den akutte indsats håber man at undgå, at voldtægt og voldtægtsforsøg resulterer i posttraumatisk belastningssyndrom, kroniske underlivssmerter og seksuelle problemer.
Kun 1-2 % af de ofre, der henvender sig på centrene, er mænd. Se også krise (psykiske kriser).
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.