voldtægt

Artikelstart

Voldtægt, samleje, der er fremtvunget af den ene part ved at bruge vold, trussel om vold eller andre former for ulovlig tvang eller ved at bringe den anden part i en tilstand, hvor hun eller han ikke kan modsætte sig handlingen. Voldtægt er strafbar efter Straffeloven §§ 216 og 217. Anden kønslig omgang end samleje og kønslig omgang med en person af samme køn under lignende omstændigheder straffes efter Straffeloven §§ 224 og 225.

Faktaboks

Etymologi
2. led i ordet voldtægt er en afledning af verbet tage.

Straf for voldtægt forudsætter, at gerningsmanden havde forsæt til at gennemtvinge samlejet imod den anden parts vilje. Forsæt mangler, hvis gerningsmanden troede, at den anden parts modstand ikke var alvorligt ment. Det kan være vanskeligt at bevise, hvad der faktisk er foregået, især i de tilfælde, hvor der ikke er fysiske tegn på vold. Hvis parterne kendte hinanden i forvejen og tidligere har haft frivilligt seksuelt forhold, kan det ofte være påstand mod påstand, og det er da svært at bevise, at der foreligger voldtægt. Der er sjældent vidner, og indgående afhøring både hos politiet og i retten af den, der anmelder voldtægt, kan i alle tilfælde være nødvendig, selvom afhøringen ofte opleves som yderst ubehagelig.

Bl.a. kvindebevægelsen har kritiseret straffesystemets behandling af sager om voldtægt. Kritikken har bl.a. medført, at der allerede under den første afhøring hos politiet kan tilkaldes en bistandsadvokat til at overvære afhøringen og varetage anmelderens interesser.

Kriminologi

Traditionelt er forklaringen på voldtægt søgt i den enkelte forbryders abnorme psyke, fx psykopati og forskellige former for seksuel afvigelse, eller i hans manglende evne til at knytte normale seksuelle forbindelser med kvinder. Nyere undersøgelser viser, at mange voldtægtsforbrydere har været udsat for vold, omsorgssvigt og seksuelle overgreb i barndommen, og deres krænkeradfærd menes at kunne have sammenhæng hermed.

I slutningen af 1900-t. vandt også en anden type forklaring udbredelse, idet voldtægt ses i et kønsperspektiv som konsekvens af et samfund, hvor mænds brug af vold glorificeres, og hvor maskulinitet forbindes med undertrykkelse af kvinder. I denne sammenhæng opfattes den såkaldte voldspornografi som legitimation af voldtægt. Det hævdes, at voldtægt snarere handler om udøvelse af magt end om seksuel tilfredsstillelse.

Retshistorie

I tiden før landskabslovene opfattedes voldtægt formentlig som et led i kvinderov og dermed især som en krænkelse af kvindens slægtninge. Voldtægt forelå kun, når betingelserne for hærværk var opfyldt. Det var således afgørende, at en gruppe bevæbnede mænd havde bortført kvinden, og det var uden betydning, om bortførelsen var foregået mod eller med hendes vilje. På landskabslovenes tid havde voldtægtsbegrebet ændret karakter. Voldtægt betragtedes nu som en krænkelse af kvindens kønsfrihed med tiltvingelse af samleje som det afgørende moment. Den tidligere forbindelse med hærværk viste sig ved, at der for voldtægt var fastsat en bod på 40 mark til den forurettede og 40 mark til kongen. I løbet af 1200-t. skærpedes sanktionen for voldtægt til fredløshed og i visse stadsretter (se købstad) til dødsstraf. Rigslovgivningen i 1500-t. og senere Christian 5.s Danske Lov fastsatte dødsstraf for voldtægt. Dette gjaldt også forsøg på voldtægt, hvis kvindens "råb og skrig om hjælp høres, og synes blåt kød, eller revne klæder".

Danske Lovs bestemmelser om voldtægt blev ophævet ved Straffeloven af 1866, hvor straffen for voldtægt blev fastsat til strafarbejde i mindst fire år eller under særdeles skærpende omstændigheder til dødsstraf. I overensstemmelse med tidens moralopfattelse var strafnedsættelse dog mulig, hvis den voldtagne kvinde var berygtet.

Ved krigsforbryderdomstolen i Haag blev voldtægtsforbrydelser begået under krigene i det tidligere Jugoslavien pådømt som krigsforbrydelser i 2001.

Lægelig behandling af voldtægtsofre

I slutningen af 1900-t. indtraf et holdningsskift, der indebærer, at voldtægt og voldtægtsforsøg ikke blot betragtes som en forbrydelse med offeret som en del af bevismaterialet, men også som et akut traume, der udløser en krisesituation for offeret med helbredsmæssige følger. Som konsekvens heraf blev der oprettet centre for voldtægtsofre ved Aarhus Universitetshospital i 1999, Rigshospitalet i 2000 og Odense Universitetshospital i 2001. Flere centre er planlagt på landets centralsygehuse.

Ofrene har i timerne og dagene efter voldtægten ofte psykiske og fysiske symptomer. Næsten alle fortæller om frygten for at dø ved overgrebet. Ofrene henvender sig selv eller bliver bragt til centrene, hvor de får støtte fra en specielt uddannet sygeplejerske. Hvis offeret ønsker det, foretages der lægelig undersøgelse og behandling samt retsmedicinsk undersøgelse, bl.a. med undersøgelse af sædspor. Ca. 1 % har alvorlige fysiske skader, 30-70 % har mindre tegn på vold på kønsorganerne, og ca. 50% har andre voldstegn på kroppen. Voldtægt indebærer risiko for smitte med kønssygdomme og graviditet. Derfor behandles ofrene med antibiotika og nødprævention i form af en todages behandling med hormontabletter.

På centret kan offeret få bad, rent tøj, mad og drikke og en seng. Der er mulighed for lægelig og psykosocial opfølgning og behandling i centret, hvor der er tilknyttet psykolog og socialrådgiver. Der ydes krisebehandling, som bl.a. indebærer hjælp til at etablere et netværk blandt familie og venner.

Al form for seksualiseret vold, herunder også voldtægt, er stadig så tabubelagt, at de sædvanlige kulturelt bestemte trøste- og omsorgsmekanismer sjældent etableres. Offeret føler skyld og skam og hemmeligholder ofte overgrebet, selv over for de nærmeste.

Med den akutte indsats håber man at undgå, at voldtægt og voldtægtsforsøg resulterer i posttraumatisk belastningssyndrom, kroniske underlivssmerter og seksuelle problemer.

Kun 1-2 % af de ofre, der henvender sig på centrene, er mænd. Se også krise (psykiske kriser).

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig