tidlig statsdannelse og cirkumskriptionsteori

Carneiro hæftede sig ved, at mange af de tidligste stater opstod i frugtbare områder omkranset af ørken, bjergkæder eller hav. Det bedste eksempel er faraonernes Egypten langs Nilens floddale, omgivet af ørkenområder. Ifølge Carneiro oplevede disse produktive områder et vedvarende befolkningspres, der gjorde landbrugsjord til en mangelvare og dermed et stridspunkt. Jord blev kort sagt mere værdifuldt end arbejdskraft. Resultatet var vedvarende, voldelige konflikter mellem mennesker, der i forvejen var indespærret af de naturlige barrierer. De tidligste statsinstitutioner opstod som en konsekvens af disse krige og den latente trussel om krig.

Et kendetegn ved disse områder var, at folk ikke bare kunne tage deres gode tøj og gå: exit-mulighederne var begrænsede. Taberne i de voldelige konflikter kunne derfor ikke flytte væk; i hvert fald var omkostningerne ved at gøre det meget høje. De besejrede måtte blive og underlægge sig sejrherrerne. Det kunne enten ske direkte ved at blive en del af større politiske enheder eller indirekte via årlige tributbetalinger. Statsmagten ekspanderede på denne måde og lagde efter blodige krige låg på stridighederne om jord og systematiserede samtidig forsøgene på at udnytte de knappe ressourcer således, at de kunne føde den størst mulige befolkning.

Den stadig mere intensive udnyttelse af de produktive landbrugsområder skabte en merproduktion, der kunne bekoste en elite og et undertrykkelsesapparat. Resultatet var dels en gruppe af administratorer eller embedsmænd, dels et klassesamfund hvor en elite (oprindeligt sejrherrerne) tårnede over en underklasse (oprindeligt de besejrede). Eliten (adel, gejstlige og administratorer) var kendetegnet ved, at den ikke selv dyrkede jorden, men overlod dette til underklassen. Disse udviklinger banede også vejen for større byer, der blev befolket dels af eliten, dels af den del af underklassen, der ikke havde adgang til landbrugsjord og i stedet måtte ernære sig ved håndværksproduktion eller som tjenestefolk.

De store floddale omkring Tigris og Eufrat, Nilen, Indusfloden og Den Gule Flod i Nordkina er klassiske eksempler på disse processer. Den økonomiske historiker Joseph Manning har sagt det på den måde, at geografien gør Egypten (eller rettere Nildalen) til "muligvis det letteste sted at beskatte på hele jordkloden". Men ifølge Carneiro fandt lignende udviklinger sted i frugtbare områder, der var afgrænset på andre måder. Han giver et sydamerikansk eksempel fra tiden før de europæiske koloniseringer. De oprindelige indbyggere i Perus kystdale – muligvis de mest omkransede landbrugsområder, vi finder nogetsteds i verden, omgivet af bjerge, hav og ørken – kunne ikke undslippe på samme måde som agerbrugerne i det åbne Amazonasområde, hvor skovområder gav næsten ubegrænsede muligheder for at udvide landbrugsjorden.

Resultatet var, at krigene i Andesområdet blev udkæmpet om den knappe landbrugsjord i omkring 80 dale, mens krigene i Amazonasområdet blev udkæmpet af andre grunde, herunder for at tage fanger. De overvundne i disse krige led forskellige skæbner: i det, der i dag er Peru blev de sejrherrernes undersåtter, i Amazonasområdet emigrerede de ofte til hidtil uopdyrkede områder. Førstnævnte område fik derfor en høj befolkningstæthed, mens sidstnævnte fik en lav befolkningstæthed. I Peru opstod der derfor fyrstedømmer, der i første omgang kontrollerede enkelte dalstrøg, senere egentlige stater, der bestod af flere bjergdale. Alt i alt forklarer det, at præmoderne stater blev etableret i Andesområdet og ikke i Amazonasområdet. Det hele kulminerede i Inkariget, der samlede alle de forskellige bjergdale under samme hersker.

Krig har altså historisk haft modsatrettet konsekvenser, afhængigt af de geografiske forhold. Nogle steder har det ført til en mere koncentreret befolkning, andre steder til befolkningsflugt. I det førstnævnte tilfælde blev spredte og politisk uafhængige landsbyer gradvist erstattet af fyrstedømmer, senere af egentlige stater og deciderede imperier. I sidstnævnte tilfælde spredte befolkningen sig ud over et stadig større område for at undgå at komme under åget.

Senere forskning har videreudviklet Carneiros teori. Den britiske sociolog Michael Mann har foreslået at udskifte det tunge begreb ’cirkumskription’ med det mere mundrette ’caging’, altså at geografien burede mennesker inde. Det var i floddalenes store bure, at Mellemøstens bystater og senere imperier samt faraonernes Egypten opstod.

Den amerikanske antropolog James Scott hæfter sig i en bog fra 2017 ved, at indhegnings-processerne frem for alt befordrede statsbygning i det, han kalder ’grain states’, altså stater hvor den vigtigste afgrøde tog form af kornsorter eller ris, der kunne opbevares, og hvis produktion kunne overvåges og beskattes. Det var disse landbrugsressourcer, der gjorde det muligt at opbygge og bekoste et statsapparat og føde en elite. Faktisk synes flere af de tidlige skriftsystemer – grundlaget for en egentlig administration – at være udviklet som forsøg på at katalogisere og beskatte kornsorter. Tidlige embedsmænd var bogstaveligt talt skrivere, der førte regnskab med afgrøder, der kunne opbevares. Hvor de dominerende afgrøder var sværere at overvåge og opbevare, førte burene ikke på samme måde til tidlig statsdannelse.

Den amerikanske politolog David Stasavage har i bogen The Decline and Rise of Democracy fra 2020 betonet exit-mulighedernes betydning mere generelt. Hvor de har været lave, har statsmagten normalt været relativt undertrykkende og enevældig. Hvor de har været høje, har resultatet været en videre medbestemmelse for i hvert fald et udsnit af befolkningen. Dette gælder også uden for floddalene og andre indhegnede eller afgrænsede områder, og det er med til at forklare, hvorfor politisk medbestemmelse historisk set har været stærkest i områder, der ikke havde et intensivt landbrug og en høj befolkningstæthed.

Flere nye videnskabelige arbejder har forsøgt at teste udvalgte implikationer af cirkumskriptionsteorien. Denne forskning er kendetegnet ved storstilede statistiske analyser ved hjælp af historiske data. Uden at listen er udtømmende, kan følgende videnskabelige artikler fremhæves:

• Bentzen et al. (2016), ”Irrigation and Autocracy”, Journal of the European Economic Association, viser, at landbrugsområder med kunstvanding historisk set har været mere autokratiske og kendetegnet ved mere økonomisk ulighed mellem samfundets klasser.
• Ahmed & Stasavage (2020), ”Origins of Early Democracy”, American Political Science Review, viser, at der historisk set er en sammenhæng mellem landbrugets karakter og den politiske styreform: områder med dårligere forudsætninger for intensivt landbrug har i højere grad været kendetegnet ved politisk medbestemmelse via en form for rådsforsamlinger.
• Mayshar et al. (2022), "The Origin of the State", Journal of Political Economy viser, at geografiske forhold, der begunstigede kornafgrøder, befordrede tidlig statsdannelse.
• Allen et al. (2023), "The Economic Origins of Government", American Economic Review viser, hvordan flodforskydninger i det forhistoriske Irak skabte statsdannelsesprocesser.

• stat
• urbanisering
• Egypten i oldtiden
• Mesopotamien
• Inkariget
• Amazonas