Amazonas

Floden er verdens mest vandrige. Hvert sekund ledes gennemsnitligt 180.000 m³ gennem Amazonmundingen ud i Atlanterhavet, over fire gange vandmængden i den næststørste flod, Congofloden (Den Demokratiske Republik Congo). Med sine bifloder afvander den et enormt område, 7 mio. km², næsten dobbelt så stort som nogen anden flod i verden. Afvandingsområdet afgrænses af de geologisk set unge (tertiære) Andesbjerge i vest og af gamle (prækambriske), nedslidte højlandsplateauer i nord og syd.

I de mange flodarme markeres grænsen mod højlandet ofte af lave vandfald, katarakter, som historisk har begrænset sejladsen på floderne. Denne naturlige grænse blev derfor også grænsen for portugisernes ekspansion i området, da de var afhængige af uhindret flodtransport for at kunne føre skovens produkter ud til de europæiske markeder. I vore dage har floden stadig en vis betydning som transportvej, både for person- og varetrafikken. Oceangående skibe kan gå helt ind til Iquitos, næsten 3000 km i luftlinje fra flodens munding. Flodtransporten er imidlertid ikke tidssvarende, når det gælder hurtighed, ej heller i forhold til det politiske ønske om at åbne hele regionen for økonomisk udnyttelse. I udviklingsplanerne for Amazonia har floden således aftagende betydning i forhold til lastbil- og flytrafik. For den fattige og spredtboende lokalbefolkning er den dog fortsat den vigtigste forbindelse til omverdenen.

Trods forskelle i frodighed og artsrigdom er Amazonskoven som helhed verdens rigeste plante- og dyresamfund. Samspillet mellem jordbundsforhold, nedbørsmængde og -fordeling samt afstanden til flodarmene bestemmer i store træk vilkårene for den naturlige vegetation. De største områder med sammenhængende regnskov findes i det indre Amazonland, hvor terrænet hæver sig fra flodbassinet mod det omliggende højland. Set fra luften kan store dele af den østlige Amazonskov, hvor nedbøren er mest begrænset, sammenlignes med et maskenet, hvor brede bånd af regnskov langs floderne holder nettet sammen og omkranser åbne, næsten skovfri områder centralt i maskerne. De tidlige portugisiske opdagelsesrejsende nåede sjældent ind bagved den tætte bræmme af skov langs floden og kom derfor til at overvurdere skovens resurser. I selve flodsengen sondres mellem flere slags skov, bl.a. varzea, hvis nederste dele bliver oversvømmet ved flodens naturlige vandstandssvingninger, og igapó længere inde på bredden, som står uden oversvømmelsesrisiko under normale forhold.

Den overvejende del af Amazonskovens jordbund er mager og ufrugtbar. Jordens frugtbarhed langs floderne afhænger først og fremmest af, om floden er "hvid" eller "sort". Den sorte flod med det klare vand kommer fra nederoderede krystalline områder; floden er derfor uden nævneværdig sedimentlast, og flodbredden får således ikke tilført mineraler. Tapajos fra det sydlige højland er en sådan ren flod. Omvendt er selve Amazonas' hovedløb tungt lastet med sedimenter fra biflodernes nedbrydning af unge skiferbjerge i Andeskædens østlige dele. Deraf betegnelsen "hvid flod". Langs de små, mere rolige, hvide bifloder kan de medførte sedimenter fanges i flodbreddens vegetation ved de naturlige vandstandsstigninger og dermed løbende tilføre jorden næringsstoffer. Indianerne har kendt til denne mekanisme; det er karakteristisk, at indianernes bopladser fra gammel tid har ligget ved de hvide floders bredder.

Nedbøren varierer stærkt i området, både i mængde og fordeling på årets måneder. Nedbøren er størst, hvor passatvinden møder kontinentet, dvs. helt ude i floddeltaet, samt i det indre, hvor luftmasserne ved mødet med det omliggende højland tvinges til vejrs og afkøles. Over hele regionen er der en udpræget regntid, der veksler med en mere eller mindre nedbørsfattig periode. Der kan skelnes mellem nedbør af ekstern og intern oprindelse. Den eksterne nedbør tilføres fra havet med passatvindene. Den interne nedbør stammer fra regnskovens eget vandkredsløb. Vand fordamper fra vegetationen og andre overflader, fortættes til skyer, falder som nedbør, ofte som kraftige tordenbyger. Regnskoven skaber på denne måde en stadig vandcirkulation og er således med til at opretholde sig selv. Kun en relativt lille del af nedbøren går til afstrømning. Isotopundersøgelser har vist, at den interne nedbør udgør en betydelig del af områdets samlede nedbør: fra ca. 50% i flodens delta til ca. 80% i det indre Amazonia. Dette er af væsentlig betydning, når man vurderer, hvilken betydning en omfattende regnskovsfældning vil få for klimaet.

Som verdens sidste tropiske regnskovsområde, der endnu har store, uberørte områder, har Amazonskoven været genstand for udbredt international diskussion. Diskussionen har provokeret den brasilianske regering stærkt, idet man har påberåbt sig brasiliansk suverænitet. Hovedelementerne i debatten har været landets behov for at udnytte skovens træ, jord og mineralresurser over for miljøkonsekvenserne af en storstilet udnyttelse. Omverdenens bekymring gælder såvel udryddelsen af plante- og dyrearter som regionale og globale klimaændringer og jorderosionsskader ved en omfattende udnyttelse af skovarealerne. Især den brasilianske regering har iværksat en række udviklingsprojekter i området. Fra begyndelsen af 1970'erne har det omfattet infrastrukturens udbygning af bl.a. veje, lufthavne og el-forsyningen. Endvidere udnyttelse af mineralforekomsterne, fx bauxit og jernmalm, samt dyrkningsprogrammer, kvægbrug og udnyttelse af skovens ædeltræ.

Siden 1970 har der været investeret meget i udbygningen af vejnettet og flytrafikken. Således har Amazonia fået vej- og flyforbindelser til Atlanterhavskysten, til Brasiliens økonomiske center i sydøst og senest til Stillehavskysten. Bygningen af vejen Transamazonika skulle åbne landet mellem flodarmene for moderne udvikling og gøre en storstilet bosætning mulig i det vældige, næsten mennesketomme område. Lastbilen har som transportform fået stor betydning både til at forsyne beboerne med varer og til at transportere overskudsproduktionen af fødevarer og andre eksportvarer. Men denne transportform er meget sårbar over for de voldsomme regnskyl, som gør vejene næsten ufremkommelige i regntiden. Den traditionelle transportmåde, ad floden, kan ikke dække alle transportbehov, da floderne ikke har været lokaliserende for bosætningen i det moderne Amazonia.

Set fra et økonomisk synspunkt har mineprojekterne været de mest succesrige. Det gælder i første række verdens største jernmine, Carajas, i det østlige Amazonia samt udnyttelsen af den tropiske forvitringsjord, bauxit, som råstof i aluminiumsproduktionen. Fra et økologisk synspunkt har selve mineaktiviteten relativt begrænsede følger. De afledte virkninger er imidlertid store. I tilknytning til Carajas er der anlagt et stort antal smelteværker langs jernbanen, der fragter malmen ud til eksporthavnen São Luís. Til udsmeltningen anvendes trækul, produceret af træ fra regnskoven. De store arealer, der er udlagt til trækulsproduktion, udgør en betydelig trussel mod skoven.

Udnyttelsen af de rige mineralforekomster i Amazonias regnskov gøres ofte betinget af, at regeringens miljøkrav overholdes. Kontrollen hermed viser sig i en lang række tilfælde vanskelig at gennemføre. Bl.a. er kemisk aktivering af giftige aluminiumforbindelser i tilknytning til bauxitudvinding et lokalt miljøproblem.

Den brasilianske stat har siden 1970'erne gennemført gigantiske dyrkningsprogrammer i Amazonskoven. Projekterne skulle løse et af landets dilemmaer ved "at give jord uden mennesker til mennesker uden jord". Planen var at bosætte 1 mio. nybyggere i Amazonas og opbygge en moderne udgave af det traditionelle, tropiske flyttemarksbrug med henblik på selvforsyning og overskudsproduktion til salg i Brasiliens byområder. Set ud fra dette mål er projekterne mislykkedes. Grundlagsinvesteringerne i de udlagte dyrkningsområder svigtede, en stor del af jorden viste sig uegnet til dyrkning, og mange af nybyggerne var uden erfaring med landbrug i almindelighed og med regnskovsforhold i særdeleshed. De kom fra SØ-Brasiliens byer eller fra landets tørre NØ-region, hvor der gælder helt andre naturbetingelser for landbrug. Resultatet er en bosætning af langt mindre omfang end planlagt. For mange nybyggere er landbruget slået fejl, og det kan ikke engang dække familiens leveomkostninger. Mange har derfor måttet frasælge den del af deres jordlod, der skulle have sikret arealrotationen — forudsætningen for flyttemarksbruget.

Den brasilianske regering har i en periode aktivt opmuntret til kvægbrug i Amazonia. Det er imidlertid en udnyttelsesform, der har alvorlige økologiske konsekvenser i de tidligere regnskovsområder. Et kvægbrugs normale levetid i det østlige Amazonia er syv år. I to af disse år skal jorden ligge brak, hvis den skal kunne tåle en fortsat græsning. Tager man hensyn til dette og til faldet i produktivitet, er bæreevnen ét stk. kvæg pr. fem ha. Dette er væsentligt ringere end andre græsningssystemer i tilsvarende områder uden for Brasilien. Af alle kendte udnyttelsesformer i regnskoven er kvægbruget den mest ødelæggende. Mange steder har udfældning af jernforbindelser dannet en hård overfladeskorpe; jordoverfladen er blevet lateritiseret, og jordbundens resurser er at betragte som opbrugte.

Egentlig skovhugst er stort set begrænset til det hårde, langsomtvoksende ædeltræ, fortrinsvis mahogniarter. Typisk for mange af regnskovens træer står også mahogniarterne enkeltvis spredt i skoven. Det gør udnyttelsen besværlig og dyr, men samtidig relativt skånsom for regnskoven. Når bulldozerne har banet sig vej til det enkelte træ, er skaderne sjældent større, end at skoven med lethed kan lukke sig igen. Ifølge koncessionsaftalerne er tømmerfirmaerne forpligtede til at forny bestanden ved at genplante. Fældningen foregår dog ikke altid skånsomt, men efterlader ofte store, raserede felter i regnskoven, og genplantning finder sjældent sted. Endvidere bevirker bulldozernes spor, at skoven åbnes for spontan og illegal bosættelse.

Der foregår til stadighed forskning og forsøgsvirksomhed med henblik på at finde bæredygtige udnyttelsesformer af regnskovens resurser. Interessen har især samlet sig om tre udnyttelsesstrategier. Den ene omfatter træproduktion til papirfremstilling, hvor dyrkningen af hurtigtvoksende træer i monokulturer sker under nøje kontrollerede betingelser. Med udvalgte eukalyptusarter kan der opnås meget store vækstarter for vedmassen og omdriftstider på under 20 år. Erfaringerne har været blandede. Det mest kendte af denne type projekter er det nu statslige Jari-projekt ved en af Amazonas' østlige bifloder. Trods økologisk bevidsthed hos projektets grundlæggere truer problemerne med at tage overhånd. Nedsat produktivitet og sårbarhed over for plantesygdomme er nogle af de følgevirkninger, man står overfor. Den anden strategi er det såkaldte "skovlandbrug", som efterligner regnskovens blanding af flere slags planter på arealet, ofte i kombination med dyr, der græsser en bundvegetation under en eller to etager af andre nytteplanter. Der er opnået gode resultater med forskellige skovlandbrugsformer - også i Amazonia. Den tredje strategi bygger på tanken om mindst muligt indgreb i den naturlige regnskov. Udnyttelsen går da ud på at høste skovens egen overskudsproduktion i form af nødder, frugter, lægeplanter etc. Økonomien i denne udnyttelse vil afhænge stærkt af markedsprisen på paranødder, cashewnødder etc., men den har på forsøgsbasis givet lovende resultater.

Indianerne i Amazonområdet udgjorde ved koloniseringens begyndelse en sammenhængende mosaik af utallige stammer. Med europæernes fremtrængen blev indianerne trængt bort fra kysten og Amazonflodens hovedløb, og de fleste lever nu ved bifloderne eller i de lidt højereliggende strøg mellem floderne ... Læs videre om Amazonas' folkeslag.