Lula til vælgermøde i São Paolo den 29. oktober 2022
Lula til vælgermøde i São Paolo den 29. oktober 2022. Carla Carniel/Reuters/Ritzau Scanpix. Begrænset anvendelse

Lula

Faktaboks

Lula

Luiz Inácio Lula da Silva

Født
27. oktober 1945
Lula
Lula i São Paolo den 30. oktober 2022 efter at have afgivet sin stemme ved anden runde af præsidentvalget.
Lula
Byline: Carl De Souza/AFP/Ritzau Scanpix.
Lula
Lula taler på FN's klimakonference Cop27 i Sharm El-Sheikh i Egypten den 16. november 2022. På det tidspunkt havde han vundet det brasilianske præsidentvalg, men var endnu ikke tiltrådt.
Lula
Byline: Khaled Elfiqi/EPA/Ritzau Scanpix.

Luiz Inácio Lula da Silva (kendt som Lula) er en brasiliansk politiker og tidligere fagforeningsleder. Han var Brasiliens præsident 2003-10 og igen fra 2023.

Som venstreorienteret fagforeningsleder var han i 1980 medstifter af Arbejderpartiet, Partido dos Trabalhadores (PT).

Lula var præsidentkandidat for PT i 1990, 1994, 1998, 2002, 2006 og 2022, og vandt valgene i de tre sidste tilfælde.

Lulas første præsidentperioder

Efter valgsejren i 2002 søgte han politisk mod midten og gennemførte samtidig en række politiske og sociale tiltag til fordel for landets fattige. Millioner af brasilianere blev løftet ud af absolut fattigdom, og uddannelsessystemet blev forbedret for den brede befolkning. Økonomisk nød Brasilien godt af høje råvarepriser på de internationale markeder, hvilket gav mulighed for at finansiere de sociale reformer.

Lulas regering satte også i højere grad end tidligere miljøspørgsmålet på den politiske dagsorden i Brasilien. Det skete især i forhold til Amazonas, hvor det lykkedes at reducere afskovningen betydeligt.

Internationalt var Lula med til at skabe opmærksomhed omkring Brasilien. Landet blev i stigende grad set som en betydelig politisk og økonomisk aktør i det 21. århundrede sammen med Rusland, Indien og Kina – kendt som BRIC-landene.

Lula havde i 2010 en rekordstor opbakning blandt vælgerne, men han kunne ifølge forfatningen ikke genvælges til en tredje præsidentperiode i træk. Han blev efterfulgt som præsident af sin partifælle Dilma Rousseff.

Korruptionsanklager og comeback

I årene under Lula og Dilma Rousseff blev PT ramt af en række alvorlige korruptionsskandaler, hvoraf en del er kendt under navnet ”Lava Jato” – ”Bilvask”.

Lula blev i 2018 dømt og siden fængslet for at have modtaget bestikkelse, hvilket forhindrede ham i at stille op til præsidentvalget samme år. Korruptionsdommen blev efterfølgende annulleret af den brasilianske højesteret, som erklærede, at dommeren havde været partisk, og at sagen havde kørt ved en domstol uden mandat i sagen.

Lula blev herefter frigivet, og annulleringen af dommen gjorde det muligt for ham at stille op ved præsidentvalget i 2022. Efter en stærkt polariseret valgkamp vandt han over daværende præsident Jair Messias Bolsonaro.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer (2)

skrev Lars Jødal

På Wikipedia staves fornavnet Luiz uden accent over i'et for en bred vifte af sprog, inkl. spansk. Er det korrekte fornavn Luíz eller Luiz?

skrev Jacob Mollerup

Ja, "Luiz" er ganske rigtigt uden accent over "i". Vi har rettet.
Tak for hjælpen.
mvh redaktionen

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig