skattetryk

Skattetrykket var stigende i Danmark indtil midt i 1980'erne. Siden 1985 har det svinget omkring et niveau på 46 %.
.

Skattetrykket måler normalt de samlede offentlige skatteindtægter i forhold til bruttonationalproduktet. Betegnelsen kan også bruges om den samlede beskatning der hviler på en bestemt del af skattegrundlaget, f.eks. det samlede forbrugsskattetryk eller det samlede skattetryk på lønindkomst. Skattetrykket bruges ofte i internationale sammenligninger mellem forskellige lande.

Måleproblemer

Forskelle i landenes skattestruktur kan dog medføre betydelige målte forskelle i skattetrykket som ikke afspejler reelle forskelle i skatteborgernes byrde. Eksempelvis vil det målte skattetryk falde hvis noget af skatten omlægges fra indkomstskatter til afgifter som moms. Det skyldes at afgifter indgår i BNP og derfor vil forøge nævneren i skattetrykket. Ligeledes gør det en forskel om offentlige indkomstoverførsler er skattepligtige som i Danmark eller er lavere, men samtidig skattefri som i mange andre lande. Ligeledes vil det påvirke skattetrykket om offentlig støtte til husholdninger og virksomheder gives i form af nedslag i skatten eller som direkte tilskud.

Skattetrykket i Danmark

I Danmark steg skattetrykket i efterkrigstiden indtil midt i 1980’erne i takt med velfærdsstatens opbygning. Siden 1985 har det svinget omkring et niveau på ca. 46 %. Sit højeste niveau nogensinde nåede det i 2014, hvor det var på 49,8 % som følge af en omlægning af pensionsbeskatningen, der fremrykkede nogle skatteindtægter og dermed gav staten en væsentlig ekstraordinær engangsindtægt.

Eksterne links

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig