skatter

Skatter er betalinger fra private til det offentlige, som ikke modsvares af en direkte modydelse. Ifølge Grundloven § 43 kan skatter kun pålægges ved lov. Skatter kan inddeles i direkte skatter, som umiddelbart pålignes personer og selskaber, og indirekte skatter, der lægges på varer og tjenesteydelser og betales af borgerne ved en forhøjelse af priserne på de afgiftsbelagte varer og ydelser.

Faktaboks

Etymologi: Ordet skat kommer fra oldnordisk skattr 'penge, afgift, formue', af germansk *skatta- 'kvæg', jf. latin pecunia 'penge, formue, ejendom', af pecu 'kvæg'.
Også kendt som: skat, beskatning

De vigtigste former for direkte skatter er indkomstskatter, ejendomsskatter og formueskatter samt i ældre tid kopskatter. Hovedformerne for indirekte skatter er forbrugsafgifter og told. Ejendomsskatter kan dog også opfattes som en indirekte skat, og enkelte former for afgifter, fx vægtafgiften på personbiler, regnes undertiden for at være direkte.

Skatterne kan desuden opdeles efter, hvilken offentlig myndighed der opkræver skatterne, således i statsskatter, kommuneskatter og kirkeskat. De indirekte skatter er normalt statsskatter. Skatterne kan betales som pengeydelser eller som naturalieskatter, hvor skatteyderen leverer varer eller arbejdsydelser til det offentlige.

Skatternes opgave er dels at dække det offentliges udgifter, dels at virke konjunkturudlignende gennem et overskud eller underskud på de offentlige regnskaber. I den økonomiske politik anvendes skatterne desuden til at påvirke indkomstfordelingen i samfundet, først og fremmest ved at indrette skattesystemet sådan, at personer med store indkomster eller formuer kommer til at betale forholdsvis mest i skatter. Gennem fordelingen på direkte og indirekte skatter kan der desuden sigtes mod at påvirke, hvor meget af den private sektors indkomst der anvendes på hhv. forbrug og opsparing (se finanspolitik).

Historie

Skatter kendes fra alle samfund; i Europa fik de øget betydning, da der i 1600-tallet opstod stater med en stærk central kongemagt. I middelalderen blev statens udgifter afholdt af fyrsten, der modtog skatter fra visse grupper af bønder og fra byerne. Hvis disse ikke slog til, kunne han henvende sig til stænderne, som bevilgede ekstraordinære skatter til bestemte formål.

I England fandt denne traditionelle ordning udtryk i Magna Charta (1215) og blev siden fastslået i Declaration of Rights (1689). Derimod forsvandt den på det europæiske kontinent under de enevældige monarkier. Først med Den Franske Revolution i 1789 og etableringen i løbet af 1800-t. af konstitutionelle forfatninger i Europa blev det en grundsætning, at statens indtægter og udgifter skulle fastlægges i årlige finanslove, vedtaget af repræsentationsorganet.

De ældste kendte direkte skatter var naturalieskatter. De pålignedes som ejendoms- eller kopskatter, der var de skatteformer, som lettest lod sig opkræve med datidens administrative kunnen. Fra midten af 1600-t. til 1903 var de vigtigste danske direkte skatter således hartkornsskatter (se hartkorn), der pålignedes i forhold til jordens kvalitet.

I 1900-t. blev indkomst- og formueskatter den vigtigste form for direkte skat. En permanent indkomst- og formueskat blev i Danmark indført i 1903, men indkomstbeskatning var tidligere blevet brugt ved enkelte ekstraordinære statsskatter og i nogle kommuner.

De tidligste indirekte skatter var told, retsafgifter og omsætningsafgifter i forbindelse med markeder. Fra slutningen af 1600-t. til midten af 1800-t. betaltes i mange lande en afgift ved indførelse af levnedsmidler m.m. til byerne (se konsumption), men efter dennes afskaffelse var tolden i sidste halvdel af 1800-t. den vigtigste form for indirekte beskatning. I 1900-t. blev den del af beskatningen udvidet, først med punktskatter på bl.a. alkohol, tobak og motorkøretøjer og efter 1945 med generelle omsætningsafgifter på et langt bredere varegrundlag. Den vigtigste af disse afgifter er merværdiomsætningsafgiften (moms).

Læs mere i Den Store Danske

skattepolitik

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

Fagansvarlig for Finanspolitik

Poul Schou

Cand.polit., ph.d., Københavns Universitet