ritualer

Der er ritualer, der mest består i at fremsige en tekst eller synge en sang. Men som regel er der et eller andet, der viser, at det der siges, ikke er en rapport om en anden begivenhed, men noget, der foregår her og nu. For eksempel kan teksten eller sangen være henvendt til en gud. Når man taler til nogen, sker der jo noget.

Det kan også være en særlig stilling – foldede eller løftede hænder eller rokken med hovedet – der gør fremsigelsen eller sangen til et lille drama, en begivenhed i sig selv. Men som regel er der en fysisk handling, en dans, et offer, en opstilling af hellige genstande eller figurer eller måske et måltid. Ritualer er talehandlinger, der siger hvad de gør og gør hvad de siger.

Bønner er principielt tale til en gud eller en anden overmenneskelig person. Regelmæssige, traditionelt tillærte bønner, fx aftenbøn eller tidebønner som i kristne klostre og hos muslimer, tænkes især at holde et gudsforhold ved lige til almindelig velsignelse. Andre bønner beder om helt konkret hjælp i en situation.

Både bønner og hymner kan ledsage andre rituelle handlinger, fx offer. Hymner eller salmer er først og fremmest lovprisninger af en gud eller en gudinde som skaber og opretholder, ofte med konkrete mytologiske hentydninger og med brug af lovprisende tilnavne til guddommen, fx ’menneskers herskerinde,’ ’den største af guderne,’ ’livets begyndelse’, ’fjernskytten’, ’hærskarers herre.’ Ikke sjældent munder en hymne ud i en bøn om fortsat velsignelse eller et løfte om fortsat dyrkelse.

Et offer er centreret om et materiale, der på en eller anden måde forbruges i løbet af ritualet eller i forlængelse af det. Det kan være et dyr, der slagtes, tilegnes en gud og siden spises af ritualdeltagere, eller det kan være det første korn, man har høstet og nu overlader til den gud, der fik det til at gro.

Et offer kan også være produkter af menneskers flid: vin, mælkeprodukter, våben, kunstgenstande mm. I mange tilfælde er offermaterialet en gave til en gud eller en afdød forfader, men det kan også udnævnes til gudens fjende, som man nu hjælper ham med at besejre. I andre tilfælde er offermaterialet slet ikke en gave med en bestemt modtager, men det er altid et omdrejningspunkt i ritualet. Det er både menneskenes arbejde og kilden til den velsignelse, de ønsker sig i form af fællesskab, stabilitet og forsyningssikkerhed.

De største ritualer og de mest dramatiske er dem, der foregår ved religiøse fester. En fest er ligesom en ny begyndelse, og det, der foregår i festtiden, er det, der skal reproduceres i den kommende, nye tid. Derfor er det vigtigt at spise næringsrig kost og dyrke familiebånd med samvær og gaver ved juletid.

I nogle kulturer har man rituelt gentaget skabelsen eller andre grundlæggende begivenheder fra mytologi og historie i dramatisk form. I det gamle Egypten gennemspillede man ved en årlig fest guden Horus’ sejr over Seth, for det var den begivenhed, der havde grundlagt det egyptiske kongedømme.

Når man i det klassiske Indien pressede soma, en rituel rusdrik, så udnævnte man presningen af plantedelene til guden Indras drab på tørkedæmonen Vritra, for det var den begivenhed, der havde gjort landbruget muligt.

Ved en forårsfest hos pawnee på den nordamerikanske prærie forlod præster en hytte, hvor man havde lyttet til mytologiske fortællinger, ”gennem Moder Majs’ indgang”, dvs. i rollen som de allerførste mennesker, der spirede frem af jorden ligesom majs. Et sådant kultdrama kan spilles mere eller mindre livagtigt. Det afgørende er, at det gælder som en ny begyndelse.

Når man indvier en færdig ny bro eller vejstrækning, kører man ikke bare ud på den. Man spænder en snor over kørebanen så trafikforbindelsen ikke eksisterer endnu. Så kommer en udvalgt person og klipper snoren over, musikken spiller, og først derefter begynder bilerne at køre.

Tilsvarende må alt og alle, der rituelt skal overgå fra en tilstand eller status til en anden, igennem et rituelt nulpunkt, hvor hverken den gamle eller den nye status gælder. Når en andamansk dreng skulle træde ind i de voksnes rækker, blev han først nulstillet: hans navn måtte ikke nævnes, han måtte først ikke spise den foretrukne kødret – så måtte han spise den, men kun når han blev madet og måltidet rystet på plads i hans mave af en anden. Man bøjede hans håndled, fingre og tæer frem og tilbage som en demonstration af at han var blød og kunne formes. Først når han i en udmattende dans havde danset sig ind i de voksne mænds rækker, kunne han igen leve normalt, dog som rekonvalescent et par uger endnu.

I de ældste kristne dåbsritualer skulle dåbskandidaten tilsvarende være helt nøgen og uden så meget som en fletning i håret i genfødelsens bad. Sådanne overgangsriter kendes fra hele verden, men det er forskelligt, hvor stærkt nulstillingen kommer til udtryk.

Overgangsriter styrer igennem den kritiske nulstilling, de selv har sat i værk for at kunne ændre noget. Men der er også ritualer, der søger at håndtere kriser opstået på anden vis, fx sygdom, ulykker eller i det hele taget farlige situationer.

Her har navnlig trylleformler spillet en stor rolle. Med dem søgte man at bringe krisen ind under verdensordenens og de mytologiske forbilleders tvang. Fx kunne man på den jyske hede bekæmpe hugormebid med ordene: ”Kvindens sæd skal sønderknuse slangens hoved” fra bibelens 1. Mosebog 3.15. Mange kalder sådanne ritualer kriseriter, men traditionelt klassificeres ritualer med helt konkrete formål som magi.

• overgangsrite
• kult
• guder
• offer
• talehandling
• bøn
• trylleformel