jul

Ved midten af 300-tallet begyndte de kristne i Rom at fejre Jesu fødsel den 25. december. På denne dag havde kejser Lucius Domitius Aurelian efter en sejr i 273 indført en fest for den orientalske solgud under navn af Sol Invictus 'Den Uovervindelige Sol'. Kristus skulle som den sande sol fortrænge Sol Invictus.

Fra slutningen af 600-tallet kendes advent som forberedelse til jul. I den vestlige kirke kom adventstiden herefter til at betegne begyndelsen på kirkeåret med påske og pinse som de øvrige store højtider.

Af disse tre højtider er julen den sidst tilkomne, idet påske og pinse er blevet fejret siden kirkens tidligste historie. Julen rummer Kristi omskærelsesfest 1. januar og afsluttes med helligtrekongersfesten 6. januar.

Det nordiske ord jul kendes også som urgamle låneord i finsk juhla 'fest' og det lidt senere lån joulu 'jul'. Ligesom det vestnordiske flertalsord jól er de dermed vidnesbyrd om, at man i Norden i førkristen tid havde en festperiode, som blev kaldt jul.

I midten af 900-tallet skal den norske kong Håkon 1. Adalsteinsfostre have besluttet, at julen for fremtiden skulle begynde på samme tid, som de kristne fejrede Jesu fødsel; tidligere var den begyndt midvinternatten, mellem 13. og 14. januar. Den katolske kirke søgte forgæves at erstatte ordet jul med kristmesse, der celebreres som midnatsmesse. Kun i de angelsaksiske lande sejrede Christmas over Yule, og det skete først i 1200-tallet. Ordet yule bruges dog stadig i visse sammenhænge.

I et skjaldekvad fra ca. 900 får man i nogle glimt et indtryk af, hvordan julen blev fejret i førkristen tid. Hirdskjalden Torbjørn Hornklove lovpriser sin herre, den norske kong Harald 1. Hårfager: "Ude (på havet) vil han drikke jul ... som ung fik han lede ved ildhygge/ og ved at sidde inde/ ved den varme kvindestue/ og ved de dunfyldte vanter".

At drikke jul var fra vikingetiden til langt op i 1500-tallet det faste udtryk for at fejre jul. Man udbragte skåler for de guder, der kunne skaffe én et godt og frugtbart nytår: Njord og Frej samt Odin, der blandt andet havde fået tilnavnet Jólner (af vestnordisk jól).

Som kristnet viking skålede man for Kristus og Jomfru Maria. Efter Reformationen og langt ind i 1800-tallet udbragte man Guds skål. Endnu i begyndelsen af 1900-tallet var den rituelle skåldrikning familietradition i mange hjem.

Juleaften var i katolsk tid en vigilie, dvs. en vågeaften. Man skulle holde sig vågen, så man kunne komme i kirke ved midnat og overvære kristmessen. I de nordiske lande skiftede aftenen imidlertid fuldstændig karakter efter Reformationen: Juleaften blev nu julens ubestridte højdepunkt, med juletræ, julegaver, julenisser og julemand.

Mange ser en modsætning mellem det kristne budskab og julens materialistiske præg. Kommercialiseringen viser sig allerede i det sene efterår, hvor forretningerne påbegynder deres juleudstillinger.

Fra sidste halvdel af november afholdes der på de fleste arbejdspladser julefrokoster, hvor mange grænser forskydes: Der drikkes og spises, afstanden mellem kolleger suspenderes, og urørlighedszonerne mindskes; der skal afreageres, før familierne lukker sig om sig selv.

Dagene og ugerne op mod jul hører til årets travleste. Det kan være svært at se forbindelsen mellem budskabet om fred på jorden og den stresstilstand, som præger mange mennesker i julemåneden.

Men julen er blevet en højtid også for mange, der opfatter det kristne budskab som mindre centralt. Familierne samles, ikke kun kernefamilierne, fjernere slægtninge erindres, venskaber bekræftes. I mange henseender er julen præget af en søgen tilbage i tiden, tilbage i den enkeltes tilværelse, tilbage til samfunds- og livsformer, der er forladt.

Barndommens jul opleves ofte som et mønster for, hvordan julen skal fejres, de gamle salmer og sange tages i brug, den gamle julepynt hentes frem, stearinlys foretrækkes for elektriske pærer. Salmerne og sangene udspiller sig i det gamle landbrugssamfund, med hyrder på marken, nisser på loftet – og traditionelle egnsretter.

Det patriarkalske samfund i Johan Krohns Peters Jul fremstår som trygt og godt. "Rør dog ikke ved min gamle jul", hedder det karakteristisk nok i Peter Fabers julesang Sikken voldsom trængsel og alarm fra ca. 1877.

De stærke traditioner for familieliv har til gengæld ofte store omkostninger for dem, der ikke kan være sammen med deres nærmeste, for skilsmissefamilier og for de ensomme, der netop i den tid kan føle sig uden for et fællesskab. Undertiden kan også afvigende traditioner i familierne føre til konflikter.

Men for de fleste er den gamle lysfest, den kristne højtid og den moderne kommercielt anlagte forbrugerfest et af årets højdepunkter, som gennemleves med en blanding af fred og intensitet, der giver den enkelte særlige muligheder for at komme tættere både på sig selv og sine nærmeste.

• krybbespil
• Lucia
• julen
• julemanden
• julemad
• julepynt