I lyrikken skete der et modernistisk opbrud omkring 1950 med Paal Brekke som en foregangsfigur, og i løbet af 1950'erne skubbede det "frie vers" den traditionelle lyrik til side. Til "efterkrigsmodernisterne" hører bl.a. Gunvor Hofmo, Olav H. Hauge, Hans Børli, Astrid Hjertenæs Andersen og noget senere Stein Mehren.
Omkring 1965 viste en ny generation sit ansigt med Profil-kredsen som drivkraft i et opgør med den realistiske prosa og den symboltunge efterkrigslyrik. Centrale skikkelser her var Dag Solstad, Espen Haavardsholm, Jan Erik Vold og Einar Økland. En modernistisk prosa under indflydelse af Kafka, Beckett og den franske nyroman udvikledes. Bidrag til fornyelsen leverede også Øystein Lønn, Liv Køltzow og Tor Åge Bringsværd.
Det litterære opbrud hænger nøje sammen med det antiautoritære ungdomsoprør. De populistiske og marxistiske strømninger førte senere til en revitalisering af den socialrealistiske prosa med vægt på skildringer fra arbejdermiljø. Den blev særlig dyrket af de såkaldte AKP-forfattere med Dag Solstad i spidsen. AKP var Arbeidernes Kommunistparti, stiftet af norske maoister. Parallelt hermed løb en mere eksperimentel prosa, kaldet "socialmodernisme", med Kjartan Fløgstad som en central skikkelse.
I 1970'erne udvikledes også en særlig kvindelitteratur med nær tilknytning til den feministiske bevægelse med Bjørg Vik i spidsen. En enklere form med stærk skepsis mod "overforbrug" af symboler og metaforer præger lyrikken fra 1965 og frem med Jan Erik Vold som den særlige foregangsmand. I 1970'erne fik kamp- og brugslyrikken en ny opblomstring, men i 1980'erne vendte digterne sig i bred front mod 1970'ernes "meningslitteratur".
Realismen kom på ny i miskredit. Fantastiske former af forskellig slags fik større plads, og flere forfattere gik i dialog med postmodernismen. En af disse er Jan Kjærstad med bl.a. Homo Falsus (1984) og Forføreren (1993). Til nymodernisterne hører ligeledes Tor Ulven, Lars Aamund Vaage og Jon Fosse, mens realistiske fortællemåder bliver varetaget af bl.a. Herbjørg Wassmo (Tora-trilogien, 1981-86, og Dina-trilogien, 1989-97) og Erik Fosnes Hansen (bl.a. Salme ved reisens slutt, 1990).
Med forfattere som Tomas Espedal og Karl Ove Knausgård vender realismen tilbage i en ny, outreret form. I den selvinddragende og udpenslende autofiktion bruges forfatterens egen person som omdrejningspunkt for værket, der således placere sig i et spændingsfelt mellem virkelighed og fiktion, som det eksempelvis ses i Knausgårds monumentale hovedværk, Min kamp 1-6.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.