Dyre Vaa
Ludvig Holberg er det store navn i 1700-tallets litteratur både i Norge og Danmark. På Dyre Vaas skulptur udenfor Nationaltheatret i Oslo står Holberg sammen med sine komediefigurer Henrich og Pernille.
Af /Oslo museum.
Licens: CC BY SA 4.0
Henrik Wergeland
Henrik Wergeland (1808-45), det unge Norges første betydelige digter.
Af /Norsk Folkemuseum.
Licens: CC BY SA 3.0

Det har været sædvane i norsk litteraturhistorieskrivning at omtale den norrøne digtning (se norrøn kultur – litteratur) som en del af den norske, til trods for at hovedparten af den blev til på Island. Det betydeligste norske værk fra perioden er Konungs skuggsjá, Kongespejlet, et pædagogisk skrift, der udtrykker tidens dannelsesidealer.

I 1500-tallet uddøde norsk som skriftsprog, og unionstiden frem til 1814 betegnes gerne som den dansk-norske fælleslitteraturs tid. Af de få norskfødte forfattere, der gjorde sig gældende her, er Ludvig Holberg den ubestridte ener.

I 1700-tallets sidste halvdel begyndte nationalpatriotiske stemninger at gøre sig gældende, frem for alt blandt norske studenter i København, og i tilknytning til dette en vis litterær aktivitet med Det Norske Selskab som centrum. Forfattere som bl.a. Johan Nordahl Brun, Claus Fasting, Jens Zetlitz og Johan Herman Wessel skrev alt fra lystige drikkeviser og epigrammer til fromme salmer og højstemte tragedier, til dels med nationalhistoriske motiver.

I unionstiden udkom der meget få bøger i Norge, og dette billede ændrede sig ikke væsentligt i tiårene efter. Omkring 1820 kom der i gennemsnit fire skønlitterære værker årlig, de fleste med klassicistiske forbilleder.

Nationalromantik

Alexander Kielland
"Problemer under debat". Alexander Kielland var måske den, der mest konsekvent fulgte Georg Brandes' slagord. Hele hans forfatterskab er en nådeløs udlevering af overklassens kristelig-moralske hykleri.
Af /Stavanger kunstmuseum.
Licens: CC PDM

Romantikken kom sent og fik mindre betydning i Norge end i Danmark. Størst gennemslagskraft havde den i 1840'erne i form af nationalromantik. Romantiske træk findes i novellisten Maurits Hansens forfatterskab. Hos periodens betydeligste digter, Henrik Wergeland, der trådte frem omkring 1830, forenes romantik og oplysningstid, politisk liberalisme og kosmisk-religiøs universalisme. Wergeland udfoldede sig i en række genrer, men skabte sit ypperste som lyriker, idet han brød med klassicismens harmoniske idealer.

Romantisk præg har også J.S. Welhavens digte, men modsat Wergeland lagde han vægt på klarhed og harmoni og var dybt skeptisk over for modstanderens stærke nationalisme. I 1840'erne sluttede Welhaven sig imidlertid til den nationalromantiske bevægelse, hvis beundring for vikingetiden forenes med dyrkelse af bonden og begejstring for norsk natur og folkeliv. Asbjørnsen og Moes eventyrsamlinger og Ivar Aasens studier af bygdedialekter er de tydeligste udtryk for en drejning mod folkelige udtryksformer, der blev opfattet som specifikt norske.

Omkring 1850 stod en ny digtergeneration frem med Henrik Ibsen og Bjørnstjerne Bjørnson i spidsen. De gjorde efterhånden op med nationalromantikken, og perioden frem til 1875 kan ses som et forstadium til den senere realisme. Nationale motiver dominerer fortsat, både i de historiske skuespil og i Bjørnsons stilistisk nyskabende bondefortællinger.

En særlig position indtager Camilla Collett, kvindebevægelsens litterære pioner, med romanen Amtmandens Døttre (1854-55), det første eksempel på realistisk tendensdigtning i Norge. Mellem 1850 og 1870 debuterede i alt 13 kvinder, fortrinsvis med prosabøger.

Den realistiske tendens viser sig ikke mindst i Aasmund Olavsson Vinjes prosa. I sine journalistiske arbejder, Ferdaminne fraa Sumaren 1860 (1861), forener han detaljeskarp realisme med politiske kommentarer, ironisk vid med poetisk følsomhed. Til periodens hovedværker hører Ibsens to versdramaer Brand (1866) og Peer Gynt (1867), hvor digteren definitivt gjorde op med nationalromantikken.

Realisme og naturalisme

Arne Garborg
Fra sidste halvdel af 1800-tallet opstod en litteratur på landsmål (nynorsk). Arne Garborg er den første betydelige landsmålsforfatter.
Af /Oslo Museum.
Licens: CC BY SA 3.0

Med Georg Brandes som inspirator satte digterne problemer under debat i skuespil og romaner. Det første samfundsdrama er Bjørnsons En fallit (1875). Ibsen fulgte op med Samfundets støtter (1877) og skaffede moderne norsk dramatik internationalt ry med mesterværker som Et dukkehjem (1879), Gengangere (1881), En folkefiende (1882) og Vildanden (1884).

Til det, der er blevet kaldt guldalderen i norsk digtning, bidrager også prosaforfattere som Jonas Lie, Alexander Kielland, Kristian Elster og Arne Garborg. I en realistisk form med impressionistiske stiltræk tog de aktuelle samfundsproblemer op med en kritik af (religiøse) fordomme og sociale skævheder. 1880'erne var den nye realistiske romans storhedstid. Lies Familjen paa Gilje (1883) er et af hovedværkerne. Familien er også arenaen i Kiellands bredt skildrende sociale tendensromaner med brod mod kirke, embedsstand og nyrigt borgerskab: Garman & Worse (1880), Skipper Worse (1882), Gift (1883), Jacob (1891). Krassest er tendensen hos Garborg, en af de første betydelige forfattere, der skrev på nynorsk (Bondestudentar, 1883, Mannfolk, 1886).

Synligst blandt naturalisterne står imidlertid Amalie Skram. Enkelte af hendes ægteskabsromaner har også selvbiografisk udgangspunkt (Constance Ring, 1885, Forraadt, 1892). En bredere og mere "objektiv" naturalisme findes i hendes firebindsværk Hellemyrsfolket (1887-98), et hovedværk i skandinavisk naturalisme.

Nyromantik

Sigbjørn Obstfelder
Sigbjørn Obstfelder - en foranskudt modernist. Edvard Munchs portræt fra 1896.
Af /Nasjonalmuseet.
Licens: CC BY SA 3.0

I 1890'erne indtraf en reaktion mod det forrige tiårs positivistiske samfundsdigtning, en drejning mod det indre liv med stærke indslag af dekadence, mystik, naturstemninger og religiøs idealisme som baggrund for begrebet nyromantik. Også de etablerede digtere tog præg af den nye atmosfære. I de to samlinger Trold (1891-92) bygger Lie på sagn og myter. En typisk dekadenceroman er Garborgs Trætte Mænd (1891), og i en række senere værker tog han religiøse spørgsmål op. Ibsens senere dramaer ligner dybdepsykologiske studier med stærke symbolske indslag (Bygmester Solness, 1892, Naar vi døde vaagner, 1898).

Det kraftigste opgør med 1880'er-litteraturen stod Knut Hamsun for. I stedet for den samfundsreformatoriske typedigtning ville han sætte en psykologisk litteratur, der skildrede det moderne menneskes sammensatte sjæleliv. Programmet realiserede han i Sult (1890), der også i europæisk sammenhæng markerer et vendepunkt. Både i tematik, menneskebillede og skrivemåde foregriber romanen 1900-tallets modernistiske prosadigtning. Endnu mere udpræget "modernistisk" er Mysterier (1892), mens den prosalyriske kortroman Pan (1895) er nyromantisk.

Eventyrmotiver og ubevidst sjæleliv er også vigtige elementer hos andre af 1890'ernes nye prosaforfattere, bl.a. Hans E. Kinck, især i gennembrudsbogen Flaggermusvinger (noveller, 1895). I 1890'erne skete der ligeledes en fornyelse inden for lyrikken, og som genre fik den øget betydning. Et hovedværk er Garborgs Haugtussa (1895). Mere nyskabende og moderne er Vilhelm Krag (1871-1933) og Sigbjørn Obstfelder.

Nyrealisme

Sigrid Undset
1920'erne er tiden for de store historiske romanserier. Sigrid Undset fik Nobelprisen i 1927 for middelalderromanerne om Kristin Lavransdatter.
Af /Oslo Museum.
Licens: CC0 1.0

Perioden fra ca. 1905 og frem betegnes gerne som nyrealismen. Et generationsskifte fandt sted, og sociale spørgsmål sattes på dagsordenen igen i bredt anlagte samfundsromaner. I en række stærkt socialkritiske romaner forherligede Hamsun det gamle bondesamfund med den nobelprisbelønnede Markens grøde (1917) som højdepunkt. Her og i Landstryker-trilogien (1927-33) er Hamsun i pagt med en hovedlinje i nyrealismen: skildringen af konflikterne, der opstår ved fremvæksten af industri og moderne kapitalisme. De demografiske ændringer, mobiliteten og den sociale uro, som moderniseringen førte med sig, lagde grundlaget for en realistisk digtning præget af social indignation, men også med etiske og individualpsykologiske temaer.

Den modernistiske digtning ude i Europa gik imidlertid hus forbi. Olav Duun kombinerede psykologisk analyse og bred miljøskildring i en række historiske romaner fra Trøndelagskysten (Juvikfolke, 1-6, 1918-23, trilogien Medmenneske, 1929-33).

Sigrid Undset skildrede moderne kvindeskæbner, inden hun vendte sig mod middelalderen i sit hovedværk Kristin Lavransdatter (1920-22), som hun fik nobelprisen for. Et af tidens mest omfangsrige værker er Kristofer Uppdals tibindsserie Dansen gjenom skuggeheimen (1911-24), der skildrer arbejderklassens fremvækst. En betydelig arbejderforfatter er ligeledes Johan Falkberget.

Samlet spænder den nyrealistiske prosa over et bredere felt, socialt og geografisk, end tidligere perioders digtning. Man taler gerne om "den litterære kortlægning" af Norge.

De moderne

Aksel Sandemose
Danskfødte Aksel Sandemose skabte med sin roman En flyktning krysser sitt spor (1933) begrebet Janteloven om fællesskabets sociale tryk imod enkeltindividet.
Af /Oslo museum.
Licens: CC BY SA 3.0
Gunvor Hofmo
Gunvor Hofmo debuterede i 1946 med digte, som viser hvilke overvældende indtryk krigens bestialitet kunne give et ungt menneske: "Det er ingen hverdag mer".
Af /Nasjonalbiblioteket.
Licens: CC PDM

En række nye lyrikere stod frem med bokmålsforfatterne Herman Wildenvey, Arnulf Øverland og Olaf Bull og de nynorske Olav Nygard og Tore Ørjasæter i spidsen. Norsk lyrik forblev imidlertid stort set upåvirket af tidens ekspressionisme og modernisme.

Midt i 1920'erne gjorde en ny kulturradikal generation sig gældende. Under indflydelse af Freud og Wilhelm Reich gik de til angreb på det patriarkalske samfund. I spidsen stod den kulturradikale trojka Helge Krog, Arnulf Øverland og Sigurd Hoel. Hoels psykologisk-realistiske romankunst (Veien til verdens ende, 1933, Fjorten dager før frostnettene, 1935) dannede skole. Mere eksperimentel var den danskfødte Aksel Sandemose med En flyktning krysser sitt spor (1933).

Forfattere som Cora Sandel, Nini Roll Anker og Nils Johan Rud havde også tilknytning til kulturradikalismen, mens Ronald Fangen og Sigurd Christiansen var mere optaget af religiøse og etiske temaer. Til tidens førende dramatikere hører Helge Krog og Nordahl Grieg. Den sidste tog nye montageteknikker i brug og brød i Vår ære og vår makt (1935) og Nederlaget (1937) med den stærke Ibsen-tradition.

I mellemkrigstiden gjorde kvinderne sig for første gang gældende som lyrikere med Aslaug Vaa og Haldis Moren Vesaas. Den vigtigste lyriske fornyelse stod Rolf Jacobsen for ved at introducere byen og den nye teknik som motiver.

Under besættelsen (1940-45) lagde den nazistiske censur en klam hånd over alt åndsliv. Et flertal af forfatterne gik i strejke, og efter 1942 udkom der ingen skønlitterære bøger af betydning. Krigen blev naturligt nok et dominerende tema efter 1945 med Hoels Møte ved milepelen (1947) og Sandemoses Varulven (1958) som centrale værker.

En af efterkrigslitteraturens frodigste fortællere, Agnar Mykle, videreførte den kulturradikale arv i den antipuritanske dobbeltroman Lasso rundt fru Luna og Sangen om den røde rubin (1954-56). Fine børne- og miljøskildringer giver Torborg Nedreaas i Herdis-bøgerne (1950-71). Begge hører hjemme inden for den realistiske tradition.

De vigtigste eksperimenter stod Sandemose, Tarjei Vesaas og Johan Borgen for. Vesaas skrev romaner med ekspressionistiske træk og blander symbolik og realisme i Fuglane (1957) og Is-slottet (1963). Med Lillelord-trilogien (1955-57) og især "Jeg" (1959) fornyede Borgen den psykologiske roman.

Modernisme, socialisme, postmodernisme

I lyrikken skete der et modernistisk opbrud omkring 1950 med Paal Brekke som en foregangsfigur, og i løbet af 1950'erne skubbede det "frie vers" den traditionelle lyrik til side. Til "efterkrigsmodernisterne" hører bl.a. Gunvor Hofmo, Olav H. Hauge, Hans Børli, Astrid Hjertenæs Andersen og noget senere Stein Mehren.

Omkring 1965 viste en ny generation sit ansigt med Profil-kredsen som drivkraft i et opgør med den realistiske prosa og den symboltunge efterkrigslyrik. Centrale skikkelser her var Dag Solstad, Espen Haavardsholm, Jan Erik Vold og Einar Økland. En modernistisk prosa under indflydelse af Kafka, Beckett og den franske nyroman udvikledes. Bidrag til fornyelsen leverede også Øystein Lønn, Liv Køltzow og Tor Åge Bringsværd.

Det litterære opbrud hænger nøje sammen med det antiautoritære ungdomsoprør. De populistiske og marxistiske strømninger førte senere til en revitalisering af den socialrealistiske prosa med vægt på skildringer fra arbejdermiljø. Den blev særlig dyrket af de såkaldte AKP-forfattere med Dag Solstad i spidsen. AKP var Arbeidernes Kommunistparti, stiftet af norske maoister. Parallelt hermed løb en mere eksperimentel prosa, kaldet "socialmodernisme", med Kjartan Fløgstad som en central skikkelse.

I 1970'erne udvikledes også en særlig kvindelitteratur med nær tilknytning til den feministiske bevægelse med Bjørg Vik i spidsen. En enklere form med stærk skepsis mod "overforbrug" af symboler og metaforer præger lyrikken fra 1965 og frem med Jan Erik Vold som den særlige foregangsmand. I 1970'erne fik kamp- og brugslyrikken en ny opblomstring, men i 1980'erne vendte digterne sig i bred front mod 1970'ernes "meningslitteratur".

Realismen kom på ny i miskredit. Fantastiske former af forskellig slags fik større plads, og flere forfattere gik i dialog med postmodernismen. En af disse er Jan Kjærstad med bl.a. Homo Falsus (1984) og Forføreren (1993). Til nymodernisterne hører ligeledes Tor Ulven, Lars Aamund Vaage og Jon Fosse, mens realistiske fortællemåder bliver varetaget af bl.a. Herbjørg Wassmo (Tora-trilogien, 1981-86, og Dina-trilogien, 1989-97) og Erik Fosnes Hansen (bl.a. Salme ved reisens slutt, 1990).

Med forfattere som Tomas Espedal og Karl Ove Knausgård vender realismen tilbage i en ny, outreret form. I den selvinddragende og udpenslende autofiktion bruges forfatterens egen person som omdrejningspunkt for værket, der således placere sig i et spændingsfelt mellem virkelighed og fiktion, som det eksempelvis ses i Knausgårds monumentale hovedværk, Min kamp 1-6.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig