nationalromantik

Oldnordiske sagn, folkeviser og middelalderhistorien blev optaget i digtningen (se romantik), og en opfattelse af landskabet som spejling af folkekarakteren blev grundlag for de nationalromantiske malere, bl.a. J.Th. Lundbye, P.C. Skovgaard og Dankvart Dreyer, der skildrede det særlig danske: de åbne horisonter, den skyede, regntunge luft og landskabet som historiens aftryk med kæmpegrave og middelalderarkitektur.

Med illustrationerne til Adam Fabricius' (1822-1902) Illustreret Danmarkshistorie (1854-55) skabte Lorenz Frølich et nationalt billede af sagnhistorien.

Kunsthistorikeren N.L. Høyen opfordrede kunstnerne til at skabe et nationalt folkelivsmaleri, udtrykt af bl.a. Jørgen Sonne i Sankt Hans nat. De syges søvn på Helenes grav ved Tisvilde (1847, Statens Museum for Kunst), hvor folketroen, den nordiske sommernat og bondelivet forenes.

Inden for billedhuggerkunsten optog bl.a. H.E. Freund den nordiske gudeverden som motiv; i statuetten af Loke (originalmodel 1822) og Ragnarokfrisen (1825 ff.) søgte han bort fra den klassiske form, som dog forblev udgangspunkt for H.V. Bissens nationale mindesmærker Landsoldaten (1850-51 og Istedløven (1859-60).

I Europa opstod ca. 1850 retninger inden for arkitekturen, som afviste den internationale historicisme og i stedet vendte sig mod håndværkertraditioner og den nationale baggrund.

I den danske arkitektur dukkede nationale temaer og motiver op hos bl.a. J.D. Herholdt og Gottlieb Bindesbøll. Men det var arkitekter som H.J. Holm, Martin Nyrop og P.V. Jensen-Klint, der mod 1800-tallets slutning søgte ind til grundstrukturen i den nordiske bygningskultur gennem opmålinger af bl.a. middelalderborge, landboarkitektur og stavkirker og derudfra skabte et nyt, enkelt formsprog med vægt på den samlede form og materialer som mursten og træ.

Hertil føjedes dekorationer, der frit fabulerede over bygningernes historiske og nationale betydning. Hovedeksempler er Københavns Rådhus (1892-1905), Grundtvigskirken i København (1921-40) og Stationsbyen på Landsudstillingen i Aarhus (1909), hvor man ønskede at påskønne og gøre den nationale egenart bevidst.

Inden for musikken gjorde nationalromantikken sig især gældende i anden halvdel af 1800-tallet i Øst- og Nordeuropa, dvs. i lande, der i modsætning til bl.a. Italien, Tyskland og Frankrig ikke havde en lang tradition for et nationalt tonesprog og for gensidig påvirkning af kunstmusik og folkemusik.

Karakteristiske udtryk for den musikalske nationalromantik er Edvard Griegs norske slåtter, Frédéric Chopins klaverværker inspireret af polsk dans (mazurka, polonæse), i Rusland De Fems bevidste afstandtagen fra den italienskpåvirkede musik samt Bedřich Smetanas og Antonín Dvořáks værker med rod i den tjekkiske tradition.

I Danmark ytrede nationalromantikken sig dels i interessen for folkeviserne (balladerne), dels i den specielle, men udefinerbare "danske tone" i musik af Friedrich Kuhlau, J.P.E. Hartmann og Niels W. Gade.