Faktaboks

Jørgen Sonne
Født
15. oktober 1925
Død
9. september 2015

Jørgen Sonne, 15.10.1925-9.9.2015, dansk forfatter; cand.mag. i historie og engelsk. Jørgen Sonnes lyriske forfatterskab, der karakteriseres ved både lærdom og lidenskab, er artistisk forbundet med den internationale modernisme, af genre beslægtet med Ezra Pounds kritiske og poetiske værker, som Jørgen Sonne også inddrog i sin virksomhed som oversætter fra engelsk, fransk og italiensk.

Hovedparten af sin produktion arrangerede han selv i bindene År: sammenvalgte digte 1950-65 (1965) og Dag: komposition af digte 1965-90 (1991). I samlingerne Midtvejs (1960) og Krese (1963) knytter ikke mindst rejseoplevelser historie og nutid sammen i tætvævede, billedstærke digte, der aktualiserer et hidsigt bevægelsesmønster med humor og skønhed.

Huset: idyller (1976) og Eroterne (1977) indeholder både suiteagtige og korte digte, tematisk omfattende ekskursioner i jeget, kulturen, erotikken, politikken, fortsat i bl.a. Nærvær: suite på rejsen (1980). Romanerne Blå turist (1971) og Natten i Rom (1983) er farverige beretninger og studier af nutid og fortid i en egensindig, fantastisk realisme.

Essayistik, kritik og lyrisk kortprosa indgår i bl.a. Horisonter (1973), Stik i et sent århundredes sæder (1994) og De purunge gamle (1995).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig