Karl Ove Knausgård

Faktaboks

Karl Ove Knausgård
Født
6. december 1968

Artikelstart

Karl Ove Knausgård, f. 6.12.1968, norsk forfatter. Karl Ove Knausgård blev født i Oslo og uddannet i kunsthistorie og litteraturvidenskab ved Bergens Universitet samt på Skrivekunstakademiet i Hordaland.

Han debuterede som forfatter med romanen Ute av verden (1998, da. Ude af verden, 2005), en beretning om barndommen og familiens spor hos en ung mand, som samme år gav Karl Ove Knausgård de norske kritikeres litteraturpris.

Herefter var Karl Ove Knausgård medlem af redaktionen på litteraturtidsskriftet Vagant frem til 2002, inden han i 2004 udsendte romanen En tid for alt (da. Alting har en tid, 2007), der på fascinerende vis blander fiktion og en fortsættelse af Ute av verden med englenes historie og gennemskrivning af centrale beretninger fra Bibelen.

2009-11 fulgte Karl Ove Knausgårds storværk Min kamp (da. 2010-12) i seks bind, en selvbiografi i romanform der uden blusel og med vældig registreringssans kommer rundt om forfatterens eget liv og tanker med omdrejningspunkt i bl.a. faderens død.

Karl Ove Knausgård er bl.a. blevet tildelt Brageprisen 2009 og prisen for Årets Bog i Norge 2010 for Min kamp, der har skabt stor debat om romanen som genre og placeret Karl Ove Knausgård højt på den norske litterære himmel.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig