Henrik Wergeland var en norsk forfatter, søn af præsten og Eidsvollpolitikeren Nicolai Wergeland (1780-1848) og bror til Camilla Collett. Han blev opdraget i oplysningstidens ånd, blev teolog og var stærkt optaget af at styrke det nationale norske.
Som digter var han præget af samtidens romantik, men frit og originalt fantaserende, således allerede hans Digte. Første Ring (1829). Også samlingen Skabelsen, Mennesket og Messias (1830) brød på mange måder tidens konventioner. Det var en nytolkning af skabelsen, inspireret af nyplatonismen og af Henrik Wergelands næsten programmatiske tillid til mennesket.
Han var i 1831 i Paris for at studere og fik sine frihedsdrømme bestyrket af Julirevolutionen. Det inspirerede til samlingen Digte. Anden Ring (1833), som også rummer klassisk, romantisk naturlyrik. Tilliden til mennesket førte til et stærkt engagement i folkeoplysningen.
Wergeland skrev selv bladet For Almuen (1830-39), og han havde blik også for tidens sociale problemer og undertrykkelse, Cæsaris (1833), Jøden (1842) og Jødinden (1844) tog alle de undertryktes parti; i det sidste formulerede Henrik Wergeland en kaldstanke, som karakteriserer hele hans værk: "Op! hvis Herrens egen Røst/ fylder med en Storm dit Bryst!".
Kravet om engagement førte Henrik Wergeland ud i stærke polemikker. På det nationale spørgsmål stod han over for den samtidige norske forfatter Johan Sebastian Welhaven og "danomanerne", som mente, norsk åndsudvikling burde følge den danske tradition i respektfuld åbenhed.
Henrik Wergeland og hans liberale og radikale "patrioter" mente derimod, at Norge nu måtte udvikle en egen national identitet. Dette implicerede også udviklingen af et eget norsk sprog, gerne baseret på de gamle norske dialekter.
De to store forfattere skrev rasende udfald mod hinanden, og fejden kompliceredes yderligere af et stormfuldt kærlighedsforhold mellem Henrik Wergelands søster, forfatteren Camilla Collett, og Welhaven.
Henrik Wergeland var af natur spontan, utålmodig, aktiv og udadvendt. Tuberkulose satte alt for tidligt en stopper for hans sprudlende talent. I erindringerne Hassel-Nødder (1845, dansk oversættelse i 1855) udleverede han sig selv, elegant og humoristisk, men også søgende og sørgende i de smukkeste, enkle, romantiske digte.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.