kollektivhus

Der findes både en borgerlig udgave og en socialistisk udgave af kollektivhuset. Fra 1900-tallets begyndelse blev der i USA og Storbritannien indrettet familiehoteller og kollektivhuse. Her var det muligt at leve som kernefamilie eller enlig og udnytte de fælles faciliteter. Disse kunne også inkludere bibliotek.

Efter Sovjetunionens oprettelse i 1922 skulle borgerne leve kollektivt for at frigive arbejdskraft, og samfundet skulle befries fra et borgerligt familiebegreb. Det betød, at børnene i kollektivhuset levede adskilt fra forældrene som på internat. I realiteten kom denne familieboform ikke til at fungere, og udbredelsen af denne type kollektivhuse blev allerede opgivet igen omkring 1930.

Ideen om denne kollektive boform vandt til gengæld udbredelse i kibbutzerne. De blev fra omkring 1900 grundlagt som kollektivbrug af zionister, der var emigreret til Palæstina. Mange var socialister og var flygtet fra jødeforfølgelser i Rusland og Polen. I Israel findes fortsat kibbutzer, der antager forskellige boformer og ideologiske ståsteder. I dag er det kollektive trådt i baggrunden, og mange kibbutzer er blevet privatiseret.

I både Sverige og Danmark udviklede kollektivhuset sig fra 1930’erne. I Sverige talte kulturradikale som bl.a. Alva Myrdal for kollektivhuse som et servicehus. Dette gjorde det muligt for gifte kvinder at arbejde uden for hjemmet, efter de var blevet gift, og det ville imødegå manglen på husassistenter. Arkitekten Sven Markelius tegnede i 1935 et funktionalistisk, rationelt og eksklusivt indrettet kollektivhus på Johan Ericssonsgatan i Stockholm, som danske arkitekter blev inspireret af.

Ikke mindst tog Dansk Almennyttigt Boligselskab, DAB, oprettet i 1942, kollektivhustanken til sig. DAB's direktør Erling Knudsen udtrykte, at kollektivhusene ikke blot gav folk noget at bo i, men også noget at leve i.

DAB indviede sit første kollektivhus i 1951. Det var Kollektivhuset Høje Søborg i Gladsaxe Kommune, som blev indrettet som et servicehus. Dernæst byggede DAB med få års mellemrum bl.a. Sorgenfrivang i Lyngby-Taarbæk Kommune og Carlsro i Rødovre Kommune. Disse tre bebyggelser var tilpasset forskellige familieformer og boformer. Kollektivhuset Høje Søborg var som servicehus tiltænkt både enlige og familier. Sorgenfrivang var overvejende tiltænkt kernefamilier, hvor kvinden gik hjemme som husmor. Hun kunne have behov for aflastning i form af vaskeri og reception, mens restauranten var mere nedtonet i dette byggeri.

Carlsro blev indrettet som kollektivby med både lejligheder og små rækkehuse. Det er en blandet boligby, hvor mange familietyper og enlige kunne bo og både opnå aflastning i hverdagen og have muligheder for politiske, sociale og sportslige klubber i de fælles beboerlokaler og grønne omgivelser, der bl.a. var udlagt til sport.

Kollektivhuset blev ikke en særlig almindelig boform i Danmark. Alligevel er der blevet opført kollektivhuse i flere af landets større byer. Det er fx Klintegården (1936) i Aarhus, kollektivhus ved Limfjordsbroen (1956) i Aalborg og kollektivhuse og plejehjem opført af Lions Park i Søllerød, Hillerød og Birkerød (1962-1970) eksempler på.

Kollegier til studerende er blevet en type servicehus, som vandt udbredelse. De studerende har eget værelse og bad, men deler ofte køkken, vaskeri og andre faciliteter.

Med tiden forsvandt nogle af de kollektive faciliteter fra kollektivhuset. Med velfærdsstatens udbygning blev det kollektive et samfundsanliggende, hvor det blev almindeligt og faktisk blev opfattet som godt for børn at gå i daginstitution, før de begyndte i skole. Derudover har ligestilling mellem kønnene bidraget til, at par deles om både de huslige opgaver og børnepasning i hjemmet. Med moderne køkkenudstyr og fx fuldautomatiske vaskemaskiner samt supermarkedernes tilbud af færdigretter m.v. er behovet for hushjælp og aflastning også mindsket markant.

I 1960’erne begyndte mange at tænke det kollektive som noget socialt fremfor noget rationelt. De ofte socialistiske kollektiver, der på eget initiativ blev grundlagt i 1970’erne, byggede på en forestilling om at bo sammen på en anden måde end i kernefamilien.

Kollektivhuset for ældre tilbyder aflastning og hjælp og har i dag udviklet sig til seniorboliger. Nutidens seniorbofællesskaber rummer elementer fra både kollektivhuset og fra kollektiverne. Her kan man have egen bolig og deles om fælles faciliteter samtidig med, at beboerne kan indgå i sociale fællesskaber.

I dag er private udlejningsselskaber også begyndt at tilbyde lejeboliger, der rummer elementer fra kollektivhuset.

Under begrebet ”co-living”, der kan bidrage til at modvirke ensomhed, udbydes eksklusive boliger med en lille lejlighed til at bo i og fællesarealer til at leve i. Her findes vaskeri, café, fitnesscenter og fælleslokaler til at arbejde i og lounges til at opholde sig i. Boligerne er orienteret mod unge under uddannelse og nyuddannede samt udlændinge, der arbejder i fx København en kortere periode. Det er ikke billige boliger, men kan passe til unges behov for en centralt beliggende bolig på samme måde som kollegierne, og som ligger tæt på byens tilbud om indkøb og oplevelser.

• kibbutz
• kollegium en fællesbolig
• kollektiv – en boligform
• Jacob Blegvad
• Halldor Gunnløgsson
• Peter Hvidt
• Sven Markelius

• Carlsro (Trap)