jomfrukloster

Stiftsdame Frederikka Christiana Lunding i sin private dagligstue på Vemmetofte Jomfrukloster omkring år 1900. Klosteret blev oprettet i 1735, og i dag drives Vemmetofte Kloster af en erhvervsdrivende fond med landbrug, skovbrug, jagtudlejning, campingplads, restauration samt udlejning af fx lejligheder til både ægtepar, mænd og kvinder.
.
Licens: Begrænset anvendelse

Et jomfrukloster er i det efterreformatoriske Danmark en institution, som med udgangspunkt i et gods tilbyder en bolig eller en årlig udbetaling til ugifte adelsdøtre – eller en bolig til andre, afhængigt af den enkelte institutions fundats. Institutionstypen har katolsk oprindelse, men med Reformationen fik institutionstypen i Danmark først et pietistisk luthersk præg og siden et sekulariseret præg.

Faktaboks

Også kendt som

adeligt jomfrukloster; frøkenkloster

Helt konfessionsløs er institutionstypen dog ikke i det nutidige Danmark. Kongerigets ældste eksisterende adelige jomfrukloster, Roskilde Kloster, havde i perioden 1985-1997 katolikken Judith Sandager Jeppesen (1927-2014) som sin sidste priorinde. I hendes embedsperiode nedlagde Roskilde Kloster sit priorindeembede, og en senere fundatsændring forudsætter medlemskab af den danske folkekirke for at bo på Roskilde Kloster. Tilsvarende krav findes i flere af de endnu eksisterende adelige jomfruklostres fundatser.

Jomfruklostrenes katolske oprindelse

Trods senere ombygninger fremstår herregården Gisselfeld, som da den blev opført af Peder Oxe mellem 1547 og 1575. Den trefløjede fredede hovedbygning, der har træk fra både gotikken og renæssancen, blev opført på et voldsted som en borg med skydeskår, skoldehuller og kamtakkede gavle. I baggrunden tv. ses orangeriet Paradehuset opført i 1876 af J.D. Herholdt. Paradehuset ligger omgivet af haven i engelsk stil.

.
Licens: Begrænset anvendelse

Den historiske baggrund for jomfruklosteret som institutionstype skal søges i kapitel 59 i Skt. Benedikt af Nursia's Regula, Benediktinerreglen. Allerede i begyndelsen af 500-tallet tog Benediktinerreglen højde for det forhold, at forældre kunne ønske at give deres drengebørn til klostrets kontemplative liv. Det skete gennem en såkaldt oblation, hvorved drengebørnene blev oblater, frem til de (forventeligt) aflagde munkeløfterne ved skelsår. Efterhånden som det benediktinske klostervæsen også kom til at omfatte nonneklostre, blev det praksis, at døtre kunne gives til klostre med en medgift. For adelsfamilier var det en social acceptabel løsning, hvis døtre af den ene eller anden grund ikke kunne bortgiftes.

Med tiden udviklede denne sociale praksis sig væk fra det oprindelige formål med oblationen i Benediktinerreglen. Nogle europæiske nonneklostre havde allerede før reformationen udviklet sig til katolske adelige jomfruklostre. I oplysningstiden var denne praksis genstand for en ætsende kritik med encyklopædisten Denis Diderots roman Nonnen.

Efter Reformationen

Ved reformationens indførelse fortsatte i hertugdømmerne to oprindelige benediktinerindeklostre (i Slesvig og i Preetz) samt to oprindelige cistercienserindeklostre (i Itzehoe og i Uetersen) som protestantiske adelige jomfruklostre. De eksisterer alle endnu. I kongeriget fortsatte det oprindelige birgittinerkloster i Marib i perioden 1556-1621 ligeledes som protestantisk adeligt jomfrukloster. Med enevældens indførelse 1660 ændredes adlens arveret til familiens jord. Dermed så man i adlen nu endnu flere adelsdøtre, som ikke kunne bortgiftes standsmæssigt af økonomiske grunde. Den danske adel genoptog da ideen med adelige jomfruklostre, som man kendte det fra hertugdømmerne. På under 150 år blev der stiftet syv protestantiske adelige jomfruklostre i Danmark:

På trods af en klar pietistisk luthersk kristendom er arven fra den katolske monastiske tradition tydelig i disse institutioners første leveår, inden sekulariseringen satte ind. Som udgangspunkt omtaltes de adelsdamer, som bebor institutionerne, som koventualinder. Dette ord er afledt af konvent i betydningen 'forsamling af de stemmeberettigede munke eller nonner i et kloster'. Desuden finder man en tydelig reference til den monastiske tradition på Vallø kongelige Frøkenstift, idet man her i perioden 1738-1810 genindfører abbedisseembedet i en protestantisk kontekst.

Som et adeligt jomfrukloster under særlig kongelig beskyttelse krævede fundatsen i begyndelsen en abbedisse af fyrstelig byrd, foruden en priorinde af adelig byrd. Fra Vemmetofte adelige Jomfrukloster ved man, at der var flere daglige gudstjenester og bedestunder i begyndelsen i institutionens egen kirke. Desuden bar man en simpel klædedragt og havde et markant lydighedsforhold til priorinden. Med tiden sekulariseredes disse krav. Bønnen blev en privatsag, og klædedragten blev et kongelig forordnet ordenstegn. I nutiden er det på grund af samfundsudviklingen normen, at disse institutioner kun udbetaler et symbolsk årligt beløb til de indskrevne adelige ugifte døtre, mens det gods, der udgør kernen i de enkelte institutioner, udlejes til almene borgere, til jagt, til camping og meget andet.

De adelige jomfruklostre var i de første år efter reformationen en protestantisk fortsættelse af den sociale elites katolske klostre på samme måde, som diakonissehusene Diakonissestiftelsen og Sankt Lukas Stiftelsen senere blev en fortsættelse af den romerskkatolske kirkes karitative ordenssamfund som Skt. Joseph Søstrene af Chambery og andre tilsvarende ordenssamfund.

Læs mere i Trap Danmark

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig

Fagansvarlig for Katolsk dogmatik

John H. M. Damsager
Cand.mag., M.Soc.Sci.